Sider

fredag den 30. november 2012

Så er det NUUUU!!

Wee, nu er det nu, det er nu, det er december - Eller i hvert fald lige om nogle timer.

Sebastian er sendt afsted på samvær med hans far. Det er jo så fantastisk at der er slet så fantastisk meget det sidste år, så denne december kan jeg glædeligt fortælle at Sebastian tager afsted på samvær med sin far og sin faster. Vi har i dag afleveret ham i Hammershøj, hvor de så kom og hentede ham for at tage ham med hjem. Normalt udveksler vi barn i Randers, men da Frode-hunden skulle have fjernet sting efter sin kasteration, så kunne vi lige så godt mødes ved dyrlægen som ligger tættere på Viborg end Randers gør det.

Sebastian glæder sig helt afskyelig meget, og har stort set ikke snakket om andet de sidste 3 uger, han skal nemlig til København sammen med hans biologiske far. Det er første gang de skal på sådan en tur sammen - Ja faktisk er der sket rigtig mange "første gange" mellem de to det seneste år, og jeg er simpelthen så stolt af dem begge to. Hvis nogen for et år siden havde spurgt mig om jeg troede at jeg nogen sinde ville blive tryg nok ved J. til at sende ham afsted på tværs af landet, med mit dyrebareste, med mit barn, så havde jeg ikke tævet et sekund før jeg havde sagt nej. Men hold da kæft en udvikling de to har været i det sidste år, der er simpelthen sket så meget, fra gang til gang er det bare blevet bedre i en sådan fart at det er svært at forstå at det kun er ganske få år siden at de stort set ingen kontakt havde. Nu sender jeg gladeligt min søn afsted til samvær med sin far og jeg får en glad dreng tilbage, som bare har SÅ godt af at være sammen med sin far og fars familie også. Jeg har altid været klar over at Sebastian havde et stort behov for at være sammen med J. så det glæder mig virkelig at de har fået det så godt sammen og at J. har lyst til at være sammen med Sebastian så meget som de er det nu.

Uhh, jeg glæder mig til Sebastian kommer hjem og fortæller om deres tur her. Jeg havde en god snak med J. igår om hvad Sebastian skulle pakke osv, og da jeg lagde røret på vidste jeg bare at det nu er en FAR jeg snakker med, og ikke den legeonkel jeg altid har haft en følelse af J. mest af alt var. Det var simpelthen så fed en opturs følelse at opleve hans biologiske far nu være trådt ind i sin retmæssige plads som far!

Vi andre tre har været ude og shoppe de første julegaver, inden vi kørte tilbage til Bønnerup. Og selvfølgelig blev drengenes gaver det første der blev købt, det hele hænger temmelig stramt sammen i år (jeg har lyst til at sige igen i år, men jeg bliver simpelthen så trist i humøret over at tænke over det, så jeg nøjes med at sige i år, og håbe at det hele ser meget anderledes ud næste jul hvor René er færdig uddannet og forhåbentlig har fået noget arbejde. De sidste år har virkelig ikke været sjove, så vi tager forhåbentlig revanche fremover og får nogle rigtig opturs jul, hvor det er os der har overskud til at hjælpe andre!) og når det er sådan lidt træls at få til at hænge sammen, så er det for mig bare vigtigst at drengene får nogle gode gaver de har ønsket sig, og så må resten af familien altså indstille sig på at de får hvad der bliver råd til - Og personligt deler jeg gerne gave med Sakarias, jeg glæder mig allerede til vi skal lege/spille (mon nogen har gættet hvad han så får?) sammen. Så kan jeg egentlig godt undvære, bare jeg må være med til at bruge hans!

Da vi kom hjem besluttede vi os for at tage hul på lidt af jule-pynteriet, vi havde ellers ventet da det var meningen at vi skulle have filmet til "De unge Mødre" i dag og de helst vil undgå julepynt og den slags på optagelserne, men det blev aflyst, og der var altså ingen problemer i at begynde at sætte lidt frem. Vi besluttede at starte med julekalendrene. Sakarias har haft et par stykker, en fra Zendium tandpasta og en fra Telenor hængende et par dage, men nu skulle Shanes julekalender op!

Drengene har nemlig været så ufattelig heldige at få Shanes julekalender af min gode penneven. En kvinde jeg har skrevet frem og tilbage med de sidste 6-7 måneder. Det er egentlig ikke fordi jeg ved ret meget om hende, men jeg elsker simpelthen at få et håndskrevet brev ind af døren, et brev som er rettet direkte til mig, og så skriver hun de dejligste ting - Og omvendt får jeg lettet mit hjerte til et andet menneske. Nogen gange er det lettere at læsse af på en der ikke er alt for tæt på, og så hygger Sakarias og jeg os med at skrive og tegne til hende. Sidst vi sendte noget afsted var det en af mine kreative projekter, og i sidste uge kom der så en pakke ind af døren og dagen efter et brev - At hun syntes vi skulle have Shanes kalender og være kreative med her i julemåneden.

Og uhh - Det har bare været et kæmpe ønske for mig LÆNGE at lave sådan en med drengene. Sidste år var jeg så misundelig hver gang jeg så at nogen havde den, og så de fantastisk fine og sjove ting de fik lavet ud af gammelt genbrugsskrald, og hvordan andres unger bare var helt vilde med det. Desværre fik vi ikke selv fat i en, den er temmelig dyr. Ej det er den nok egentlig ikke, for den er ikke meget dyrerer end to af de gode chokoladekalendre, men det er mange penge for os at give ungerne for, så når de skal have den obligatoriske kalender fra tv2 og dr, jamen så er der bare hverken til den ene eller den anden kalender. Men i år, ja der er vi med på holdet af familier der skal hygge os med Shanes julekalender. Jamen, jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til at komme i gang.. Og derfor var det nok også mig der gik allermest op i hvordan alle lågerne skulle hænges op.

Kalenderen består nemlig af en masse A5 store låger, som man så selv kan gøre med hvad man vil, hænge dem op, lade dem ligge løst, samle dem som en bog, ja alt hvad fantasien nu rækker til - Her skulle de selvfølgelig hænges op! Så vi har samlet puslespil af dem, byttet rundt, samlet igen og klistret op på væggen, og byttet rundt endnu en gang (og vi er nu nok ikke engang færdige endnu, haha). Det betyder at hele endevæggen i vores køkken/alrum er plastret til med kalenderlåger. Og vi eeeelsker det!

Julekalenderen findes her: http://www.redbarnetshop.dk/?m=details&pid=198325

Skønne krølhårede unge! <3

I aften står i "Movember"'s tegn! Her i huset gør vi hvad vi kan for at støtte kræften. Ud af 3 generationer er vi 3 med kræft i min allernærmeste familie, så vi gør hvad vi kan for at støtte, sætte fokus på og samle ind til kræft.

René har derfor "doneret" sin overlæbe til krampen mod prostatakræft den sidste måned. Han har ladet sit overskæg gro og deltaget i Movember. Vores lokale værtshus er gået forresten i kampen - Og værtshus lyder så snusket, men man skal forstå at når man bor i en lille by som os, så bliver værtshuset ikke alene et sted der bliver svunget øl over disken, men også et samlingssted hvor man lige kigger ind, hører den nyeste sladder, spørger til hvem der blev hentet af ambulancen, samler ind til den næste runde fødselsdag, og ja, sætter et arrangement på benene for at støtte kampen mod kræft. De har derfor haft en masse sparebøsser stående den sidste måned, hvor hver af de som ønskede at være med har kunnet få deres navn på en, og man har så kunnet "give penge til overskægget" på den eller de personer man har haft lyst til at støtte.

Alle pengene går selvfølgelig ubeskåret til Movember og kampen mod prostatakræft - Og jeg syntes det er en rigtig fed måde at sætte fokus på en grim sygdom. En sygdom som vi rent faktisk hár i vores nærmeste familie, da min morfar har levet med sygdommen de seneste par år. Han har det heldigvis godt og kan behandles, men det har nogle omkostninger for ham, og når prostatakræft rammer yngre mænd, så har det endnu større omkostninger for deres liv, og specielt samliv.

I aften skal alle sparebøsserne tømmes og tælles op, og jeg har været så heldig at få æren af at være med til at gøre det! Jeg glæder mig som en lille pige, det her kræft-halløj ligger mig altid meget på sinde, og jeg er så glad for at jeg kan få lov til at være med til at sætte lidt fokus på det. Så er det egentlig ligemeget hvilken type kræft det er, kræft er kræft - Og det skal udryddes!!

Så overskægget ligger klar, jeg har selvfølgelig heller ikke barberet overlæben den sidste måned - Man må jo gå i sympati med sin mand! Og så skal vi ellers bare se om jeg ikke kan få lov at få ro fra mavekramper, ledsmerter og træthed en enkelt aften (gerne to, åhh jeg ber', lad mig få en dejlig weekend!) og så skal vi hygge os, være sociale og prøve at nyde hinandens selskab uden børn.

Gør dig selv en tjeneste og grin lidt af denne Movember sang: http://www.youtube.com/watch?v=bbKQvdLDAic


Hav en skøn aften der ude, imorgen er det december - Og juledagbogen 2012 er hermed åbnet!!


søndag den 18. november 2012

Så er det snart det er nu..

Nu er der sørme ikke længe til december - Ja faktisk er der jo ikke engang 2 uger til vi starter vores juleri. Vi kunne sagtens begynde nu og jeg har også vildt lyst til det, men jeg ved også bare at jeg når at blive super træt af det hvis jeg starter for tidligt, så jeg tager mig sammen - Iøvrigt har jeg også bildt Sakarias ind at man først må købe alle juletingene ude i butikkerne fra første december (Ja, en smule ondt, men han er helt holdt med at plage - hvilket er en lille hvid løgn værd!)

Sakarias og jeg har dog alligevel taget lidt hul på juleriet - Vi har nemlig besluttet at lave vores egen juledagbog, en slags smashbog hvor vi skal lave en side hver dag i december måned. Et fælles juleprojekt som vi har gået og snakket om den sidste uges i tid, og i dag har vi taget hul på at kigge på mit scrapbooking papir, snakket muligheder for at samle bogen og kigget lidt på det pynt som har samlet sig i mine kasser i løbet af tiden.

Og vi glæder os helt vildt til at komme i gang, men sørme om moderen ikke er blevet ramt af "præstations-angst" - Det er så meget nemmere bare at købe en bog der allerede ér lavet og så bare klistre ting på siderne, men at skulle lave en bog selv, helt fra bunden, det er straks sværere!

Jeg håber at jeg i aften kan begynde at vise lidt billeder af det vi har fået lavet.. Lige nu tager vi en pause hvor Sakarias ser Gnotterne og jeg henter inspiration på nettet.

mandag den 12. november 2012

Det der med at drikke..

Ups..

Jeg tror jeg gjorde min søde kæreste temmlig nervøs igår! Jeg vågnede op med et hjerte der var godt på vej til at banke sig vej ud af brystet på mig, slatten, svimmel og med en hovedpine der gjorde at jeg hverken havde lyst til at tale, åbne mine øjne eller så meget som at rykke mig en tomme. Jeg spurgte René om han ikke lige ville prøve at mærke min puls, for jeg syntes at den var noget voldsom, og at jeg samtidig havde svært ved at få trukket vejret ordenligt igennem.

Han fandt blodtryks apparatet frem, som afslørede et skræmmende lavt blodtryk, og en hvilkepuls på 144 - For første gang tog han selv en beslutning om at ringe til sygehuset, men jeg igen døsede hen. Kun afbrudt af at han en gang imellem kom og tog et nyt blodtryk på mig. De blev enige om at det var bedst at jeg kom ind på sygehuset og en ambulance blev sendt afsted efter mig. Sådag i ro og mag.

René ringede efter min mor som kom og var hos os mens vi ventede på ambulancen, jeg kan godt huske at hun var der, men kun fordi Asta kom og bed mig i fingrene så jeg vågnede og så døsede jeg hen igen, med et hjerte som buldrede derud af.

Ungerne tog det rigtig pænt, men René fortalte senere at Sakarias var bange for ambulancen og bestemt ikke ville ind og kigge eller sige farvel til mig mens jeg lå der inde. Sebastian opdagede slet ikke at de var her, på trods af at de kom helt ind i stuen og hjalp mig med at få tøj på og komme ud til båret - Han havde travlt med at spille playstation, men tog det heldigvis også rigtig pænt. Han oplevede jo desværre en del gange da han var helt lille af jeg blev hentet på den måde, så han har en del gange været med inde i ambulancen og se hvordan det hele foregår og få det afmystificeret. Jeg ville ønske Sakarias havde haft lyst til det samme, det er så synd at han i stedet er bange for ambulancen. Ligesom han nu også er bange for blodtryksapparatet, det skal vi nok lige have leget lidt med hen over det næste stykke tid.

I ambulancen blev der lagt en nål i hånden, og jeg er normalt så møg bange og nervøs for at skulle have den lagt, jeg syntes det gør afsindig ondt og jeg ved at det er stort set umuligt at lægge sådan en i min hånd, men igår havde jeg ikke kræfter til at tage mig af hvad falckredderen lavede. Jeg fik vist nok fortalt ham at det nok ikke ville lykkedes, men det var også det eneste. Han fik nålen sat, men ikke ret godt og den ville ikke kunne bruges til andet end små mængder medicin, men nu lå den klar hvis det blev nødvendigt at give noget når jeg kom ind på sygehuset.
- Og så lukkede jeg ellers ned igen, min hovedpine var så ekstrem at jeg ikke kunne åbne øjnene, og bare det at høre min egen stemme fik det til at føles som om glas splintes ind i min hjerne og mine øjne til at føles som om de var for store til mine øjenhuler. Jeg lod min mor tale med falckredderen, som så var min fars kones storebror. Hvilket på en eller anden måde faktisk føles en lille smule trygt, selv om vi vist kun har set hinanden en eneste gang før.

Inde på sygehuset blev jeg kørt ind på en stue, hurtigt tjekket af en sygeplejerske, som vurderede at der skulle startes noget væske med det samme. Det ville tage noget tid før lægen kunne komme, de havde travlt. Desværre var det drop der blev lagt i ambulancen ikke lagt i en åre, så det væske hun lige så stille prøvede at sprøjte i lagde sig i huden, så et nyt skulles lægges. Jeg fik vist nok sagt at det plejer at ende med at den bliver lagt i albuebøjningen, fordi jeg er så svært at stikke i og finde årer på, men hun mente at finde en der kune bruges i hånden.. Det kunne den ikke. Og så kom der en bioanalytiker for at lave EKG på mit hjerte.

Heldigvis var mit hjerte faldet til ro i en god rytme igen, intet tydede på at noget skulle være galt med hjertet, heldigvis. Min "nye" (hvor længe om det kan kaldes for nye?) kemo kan nemlig påvirke hjertet, så det skal tjekkes jævnligt, og derfor skulle det selvfølgelig også tjekkes grundigt at der ikke var noget alvorligt galt med mit hjerte igår.

Sygeplejersken kom tilbage og fik lagt drop i albuebøjningen. Som altid var jeg nu ved at være godt gennemhullet, men jeg havde simpelthen ikke energi il at tage mig af det, hvis bare de ville få det overstået så lyset kunne blive slukket og jeg kunne gemme mig under dynen og det tæppe jeg fik lov at beholde fra ambulancen, så var det fint med mig! Væske blev startet, i et godt hurtigt tempo, og da lægen kom havde jeg faktisk lidt mere energi og kunne begynde at snakke og fortælle med egne ord hvad der var sket.

Lægen var utrolig sød, og meget, meget grundig. Ret hurtigt viste der sig et billede af en omgang dehydrering. Blodtrykket falder, hjertet skal arbejde hårdere for at få blodet rundt og det ville give det ubehag jeg oplevede. Svimmelhed, døsighed, slem hjertebanken og en grum, grum hovedpine.

Så lidt ekstra fart på droppet, en masse væske i glas og som timerne gik blev jeg mere og mere frisk. Blodtrykket steg, hjertet slappede helt af og da vi nåede aften kunne de tænde lys på stuen igen. Jeg kunne snakke og samle energi til at føle mig så sulten at jeg spiste min mors indkøbte sandwich. Faktisk blev jeg så frisk, at vi blev enige om at jeg nu havde fået mig en slem forskrækkelse og en lærestreg. Jeg har brug for mere væske end normalt! At glemme at drikke nok, bare fordi en dag er spændende og hektisk (jeg havde været til fighterambassadør seminar ved kræftens bekæmpelse dagen forinden) er ikke en god idé, fremover må jeg lære mig selv altid at have vand med mig og sørge for at få vand regelmæssigt dagen igennem.
- Og så fik jeg ellers lov til at tage hjem igen, tanket op med 3,5 liter væske.

Jeg håber det betyder at jeg har lært lektien, det var i hvert fald en rigtig grim oplevelse for os alle sammen igår!

tirsdag den 6. november 2012

Smash* og afstresning!

Jeg er gået i skriveblokade - Og det er simpelthen det helt forkerte tidspunkt at blive blank lige nu. Jeg prøver ihærdigt at få skrevet en masse ned fra dengang jeg ventede Sebastian, fra lige inden jeg startede op med at skrive dagbog, og af en eller anden grund så kan jeg simpelthen ike få hverken mit hoved eller mine fingre til at skrive. Det plejer ellers at være sådan at når jeg først er gået i gang så kommer det hele af sig selv, men lige nu sker der bare ingenting. Vildt irriterende, og slet ikke sjovt når jeg har sat mig for at det skal være nu sådan noget skal skrives ned, det er faktisk en lille smule vigtigt for og at få det gjort, og få det gjort ordenligt.

Derfor laver jeg dette indlæg, jeg skal simpelthen have gang i mine fingre igen, jeg skal have ordene til at flyde frit sådan at mine tanker ikke stopper mig, men i stedet bare kommer flyvende så det hele kommer til at stå naturligt, og ikke er noget der skal tvinges frem - indlægget her skal altså motivere mine fingre, men det skal også vise lidt af min yndlingshobby (eller en af dem) som jeg jo bruger når jeg har brug for at stresse lidt af, og for at få alt det gode og dejlige der sker i vores liv dokumenteret, så både jeg selv og drengene kan se tilbage på en masse godt.

Jeg kalder det en foto-dagbog, det er ikke helt rigtigt, for det er ikke hver dag jeg tager billeder og laver noget i bogen, det er de dage hvor jeg føler der er sket lidt ekstra, hvor der er en sjov episode, hvor jeg har fået taget et godt billede eller jeg føler der er noget der er vigtigt for os at huske.

Min morgen startede lidt tidligt da Sebastian havde "hår-krise", hans hår ville ikke som han ville og jeg vågnede ved at han skældte ud på René, på sit hår og vist også lidt på spejlet - Og det gjorde han meget højlydt. Så mig op og se hvad der skete, få snakket ham til ro, hvilket krævede sin mand (eller kvinde) og da René og ungerne så var taget afsted fandens tidligt, fordi de egentlig ville have givet mig ro fordi jeg har haft så pisse, skide meget ondt de sidste dage, ja så blev min dag jo lige pludselig meget længere end den plejer at være. Når man først har taget sådan en tur med en pre-teen, så er man ikke ligefrem i stand til at hoppe tilbage i seng og falde til ro. Så jeg tog mine morgenpiller, spiste lidt morgenmad, så lidt morgentv indtil jeg blev træt af at høre om præcidentvalg, satte mig til at skrive - Og gik så i stå..

Hvilket gav mig masser af tid til at sætte mig ved mit scrap-bord ude i gangen og kigge lidt på hvad jeg gerne ville tilføje i vores bog. Og denne gang blev det så Asta jeg gerne ville lave lidt om, Asta er jo sådan en fin lille dame med papirer og stambog og alverdens ting, så en af de ting vi har skrevet under på at vi vil gøre med hende inden hun for alvor bliver vores, er at gå på udstilling med hende så hun forhåbentlig kan få sig nogle fine præmier, og når hun bliver gammel nok også blive avlsgodkendt. Det var vi så i oktober, hvor hun vandt en fin lille pokal og et rødt bånd, hvilket folk fra hundeverdenen vil vide betyder at hun fik en første præmie. Det er vældig indviklet det der med præmier, og jeg forstår det faktisk ikke helt endnu, men en førstepræmie er en fin ting at få åbenbart (men må ikke forveksles med en 1. plads, for alle hunde i klassen kan faktisk få en første præmie, hvilket var tilfældet med den flok Asta var oppe imod)

Så, her er lidt billeder af dagens side - Og så tror jeg faktisk at det lykkedes mig at få lidt gang i mit skriveri, så jeg skynder mig at hoppe tilbage til mit word-dokument og se om jeg kan få skriblet noget ned der også.




mandag den 5. november 2012

At føle sig utilstrækkelig..

Så prøver jeg lige igen.. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg efterhånden har skrevet et indlæg til bloggen her og er endt med at gøre det til en kladde eller har slettet det helt, der er så meget rod oppe i mit hoved lige i tiden, at jeg ikke kan finde rundt i det - Og det gør det ikke bedre at mine følelser omkring det hele er mindst lige så rodede.

Jeg tror jeg er blevet ramt af et "Shit, hvad skal der blive af mig"-anfald. Lige pludselig er jeg blevet bange for at blive gammel, jeg er som sådan ikke bange for at dø (løgn - jeg er hunde angst for at dø!) men jeg er bange for at blive gammel og sidde med en følelse af at jeg ikke har udrettet noget med mit liv. Jeg er bange for at blive gammel og sidde og tænke "hvorfor nåede jeg aldrig, hvorfor fik jeg aldrig gjort, hvorfor kunne jeg aldrig" - Jeg er bange for at mit liv kommer til at bestå af det her, og ikke andet.

Jeg føler ikke det er helt fair at tænke sådan, og jeg prøver ihærdigt at fortælle mig selv at jeg jo har det mest fantastiske i hele verden lige her hos mig. Mine drenge, dem alle sammen, er jo en præstation jeg kan være stolt af, jeg har så fantastiske nogle drenge her i huset, som jeg udemærket ved ikke var blevet nogle så fantastiske mennesker hvis det ikke var fordi jeg havde noget fantastisk at give videre til dem. Men det er bare ikke altid nok for mig, jeg længes efter mere.

Jeg husker at jeg for nogle år siden, en del efterhånden, skrev et blogindlæg hvor jeg startede således; "Der må være mere end det her landsbyliv?!", noget som nogen af jer garanteret straks vil vide kommer fra en af Disneys allerbedste klassikere, hvor Belle danser rundt i landsbyen og drømmer om mere. Sådan føler jeg det også lidt, desværre er det bare min krop jeg føler mig fanget i. For jeg føler mig fanget i min krop, jeg føler at jeg er blevet tildelt et hylster der ikke er mit, et der hæmmer mig i mine drømme og ødelægger alle mine planer og ønsker. Det er bare ikke fair.

Jeg har netop afsluttet min arbejdsprøvning, og det er nok det der trækker humøret ekstra meget ned lige nu, den blev nemlig overhoved ikke afsluttet som jeg havde ønsket. For det første måtte jeg stoppe fire uger før tid, og for det andet viste arbejdsprøvningen (ikke overraskende) at jeg ikke kan arbejde.
- Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke allerede vidste at det var det resultat jeg ville komme ud med, men jeg håbede så inderligt på at det ville ende med at vise sig at jeg på magisk vis blev meget bedre hvis bare jeg kom i gang, hvis bare jeg fik noget mere at stå op til en løbende diarre og sende børn afsted om morgenen. Jeg glædede mig sådan til at mit hoved skulle udfordres, at jeg igen skulle føle at jeg kunne bruges til noget, at jeg kunne udnytte det hoved jeg har siddende på mine skuldre. Det var også rart at komme afsted, de dage jeg altså kom afsted og havde det godt. De kan bare tælles på een hånd, ja faktisk behøver man kun en finger for at tælle præcis hvor mange dage ud af denne arbejdsprøvning jeg havde det godt nok til at være der i de to sølle timer man havde vurderet ville være realistisk at jeg kunne klare.. Og ikke engang to sølle timer kunne min krop holde ud.

Lige nu sidder jeg og hader mig selv en lille smule - For om lidt kommer Sebastian ind og siger godnat, han vil som hver aften spørge mig om jeg ikke vil komme ind på hans værelse og enten læse for ham eller snakke med ham inden han skal sove. Og der er ikke ret meget jeg hellere vil end at stå inde ved siden af hans højseng og snakke med ham om det han nu tænker på, men jeg har så forbandet ondt at jeg ikke engang kan sidde ordenligt og skrive det her. Jeg har så forbandet ondt at jeg allerede nu ved at jeg ikke alene kommer til at skuffe ham med at jeg ikke kan stå inde ved sengen, men jeg kommer måske også til at snerre en lille smule af ham når han siger "Åhh mor, du kan bare aldrig komme ind til mig, du har det bare ALTID dårligt" - Og jeg bider mig allerede nu i tungen, for hvor er det dog også bare pisse uretfærdigt at det skal være sådan, at jeg skal være sådan! Hvor er man da et ynkeligt menneske, eller i hvert fald et menneske i et ynkeligt hylster, når man ikke engang kan mønstre nok energi til at trække sin krop op og stå og bruge de 5 minutter på at få puttet sit barn på den bedst tænkelige måde.. (og ja, nu kom den dårlige samvittighed ledsaget af tårerne). Jeg hader virkelig min krop, jeg hader mig selv og jeg hader at der ingen udsigt er for at det kommer til at ændre sig.

Det er bare ikke fair, det er det altså ikke! Det er ikke fair overfor nogen af os. Det er ikke fair at jeg skal sidde og have det sådan, det er ikke fair at drengene skal have en mor der ikke altid er ovenpå. DER. ER. IKKE. FAIR!!

fredag den 2. november 2012

Mænd og deres.. kugler!

Nu nærmer vi os efterhånden julen igen og jeg kan mærke at skrivelysten melder sig igen og det gør overskuddet "desværre" også. Der er sket en masse på det sidste, en masse i mit liv som har en afgørende betydning for fremtiden. Det har taget rigtig meget af min energi og har efterladt blog, skriveprojekt, familie og hjem temmelig alene - og støvede. Nu er det forhåbentlig tid til at støve det hele lidt af igen, nu hvor jeg gerne skulle kunne bruge den energi her hjemme igen.

I dag vil jeg dog starte med at skrive lidt om mænd, hunde og.. ja.. kugler!

Sagen er jo den at vi er så heldige at vi er blevet "udstationeringvært" for en lille chihuahua hvalp, en pige på knap 6 måneder, noget som vi er super glade for og som jeg har drømt om stort set lige siden at jeg begyndte at tænke på hund, langt før vi fik vores fantastiske chihuahua Frode hjem.

Det har nemlig altid været min drøm at det var en tæve vi skulle have, sådan lidt som en kompensation for at jeg aldrig selv får flere børn, så er jeg nødt til at "snylte" på dyrenes graviditeter, fødsler og nyfødte. Det er ikke nogen hemmelighed at en hanhund ikke føder så mange hvalpe, så selv om Frode i nu knap 2 år har dækket mit behov for at have en trofast ven ved min side når min skønne familie er ude og leve deres liv, så har drømmen om en tæve altså levet videre i mig.

At være udstationeringsvært betyder at hunden rent faktisk ikke er vores, den er stadig ejet af den opdrætter som har fremavlet hende og det vil hun blive ved med at være indtil vi har opfyldt alle punkter i den kontrakt vi har indgået. I vores tilfælde betyder det at Asta, som vi har døbt hvalpen, skal gå til nogle udstillinger, skal avlskåres og skal have nogle hvalpe før vi sådan på papiret kan kalde hendes vores hund. Det er en totalt win-win situation for os, både for os der har Asta boende og for hendes opdrætter - Og nok endda specielt for mig. Jeg får nemlig lov at have oplevelsen af at min skønne lille pige skal have hvalpe, uden at skulle afholde en eneste udgift omkring det. Og René kan være ganske tryg ved at ingen af hvalpene kommer til at blive boende fordi jeg ikke kan sige farvel, hvalpene vil nemlig være opdrætterens i det øjeblik de er født og er klar til at flytte hjemme fra deres mor. Flere har sagt til os at vi er godt tumpede at vi gider have alt arbejdet med hvalpene når vi ikke får noget ud af det - Men der tager folk fejl, ikke alene får vi oplevelsen af at være med til et af livets store øjeblikke når nyt liv skabes, ventes og fødes, men vi slipper også fri af alle spekulationerne omkring udgifterne ved dyrlæge, parring, stamtavler og alle sådan nogle ting - Og bedst af alt, vi får vores lille Asta ganske gratis. Win-win-WIN!!

Men, men, men - Det har så også åbnet op for en helt ny problemstilling. Vi morede os ganske godt mens Asta og Frode skulle lære hinanden at kende, sætte sig selv i respekt og danne deres eget hiraki. Ikke mindst fordi det selvfølgelig blev blandt hundene som med alt andet her i huset - Kvinden bestemmer (i hvert fald lader manden hende tro at hun bestemmer - Som René siger! Hmm..?!) og derfor var det heller ikke noget problem da hun ville dominere, som i hundeverdenen åbenbart går ud på at simulere parring. Der kommer ingen hvalpe ud af at hundyret springer på hannen - Men sørme om handyret ikke nu er begyndt at ville have respekten tilbage, og det giver altså, som skrevet, en helt anden problemstilling. Dét ender nemlig med at være noget som godt kunne give hvalpe!

Jeg har taget det som en selvfølge at Frode så skal kastereres, det har i mit hoved faktisk hele tiden været planen at han skulle det. Frode er uden stamtavle, ren chihuahua af stamtavle-forældre, men altså unden papirer selv, og det skønneste af det skønneste lille dyr alligevel. Asta er med stamtavle, og det er absolut fy-føj at blande sådan to i familiesammenføring, det må simpelthen ikke ske. Men manden i huset, han kan overhoved ikke forlige sig med at Frode skal miste hans manddom, man kan ligefrem se hvordan alt i ham væmmes og krymper sig sammen når man så meget som nævner at hunden skal af med sine kugler.

- Og ja, jeg morer mig altså lidt. Mænd og deres kugler!

Jeg må indrømme at jeg har været meget usikker på hvorvidt at det her var en kamp jeg ville vinde, for han har godt nok stået hårdt fast på at Frode ikke skulle have noget som helst andet end hans ekstra hvalpetænder fjernet. I dag tog jeg så en lynrunde og ringede nogle stykker af djurslands dyrlæger op for at høre hvad prisleje sådan en kastration ligger i og jeg fik fat i en rigtig sød dyrlæge, som forklarede hele indgrebet nærmere - Og som nærmest uden at jeg havde sagt det var klar over at det var manden her hjemme der havde svært ved at tackle det. Faktisk kunne hun berolige mig med at alle mænd har svært ved at lade deres hanhunde kasterere, de identificerer sig altså med hundens kugler.

- Og ja, jeg morer mig stadig. Tænkt at identificere sig med lige præcis den del af hunden, det lærer jeg nok (heldigvis måske?) aldrig at forstå. Så hvis der sidder nogle mænd der ude i det ganske land og læser dette, så smid gerne jeres kommentarer, jeg er ivrig efter at blive klogere. Ikke mindst på hvordan jeg skal trøste den stakkels mand når det om nogle måneder bliver en realitet at hunden skal under kniven..?!