Sider

tirsdag den 31. januar 2012

Skylanders-nørd?!

Aha..!!

"Mor, vidste du godt at vi to ikke er de eneste Skylanders-nørder i klassen?"

Hmm, nej kære Sebastian, for det første vidste jeg slet ikke at jeg gik i 3. klasse og for det andet så er jeg sgu da ikke nørd, slet ikke Skylandersnørd. Hvorfor i alverden tror du dog det sødeste ugleunge, bare fordi at jeg og din far nærmest har gennemført spillet til PlayStation eller fordi at jeg er den der har spillet langt de fleste timer i spiller på din NintendoDS? Altså noget skal jeg da få de mange timer til at gå med! Høhø!

Tænk sig at man skal have det hængende på sig, altså! Hehe, nå men dagen er gået med at Sebastian og jeg har ligget med hver vores eksemplar af en juniordyne, stjålet inde i Sakkes seng og har spillet Skylanders på Sakarias' playstation og ellers kæmpet lidt om hvem der skulle ynkes mest. Jeg vandt! Så Sebastian har simpelthen været så totalt overskøn og har virkelig hjulpet meget, for selv om at jeg egentlig syntes at jeg havde det okay da René og Sakarias tog hjemmefra i nat (jaja, imorges men altså nat for mig) så skal jeg da lige love for at det tog revanche tidligt på formiddagen!

Så egentlig en hyggedag, da der ellers var styr på maven og de der elendige smerter i knogler og led. Sebastian kunne nok egentlig godt have klaret en dag i skole, men han har ikke ret meget fravær i forvejen så jeg vurderede at det var bedre at være helt sikker på at han var ovenpå og så lade ham blive hjemme. Jeg tror nu også at vi begge har haft lidt brug for sådan en dag hvor vi bare har været alene om at hygge, spille og have tid til hinanden.

Det blev straks mere stressende da resten af den lille søde familie vendte hjem, og så har der ellers nærmest været krig om den der skide playstation resten af dagen. Jeg nyder godt nok roen nu, utroligt at to drenge kan sloges så meget om noget der i bund og brund er så ligegyldigt, specielt fordi de totalt ødelægger spillet for hinanden når de spiller to sammen - Og går i hver sin retning med figurerne!

Sebastian er lige nu til spejder, og er nok godt i gang med at snitte og sy delene til han egen hjemmelavede dolk. Det er tredje aften de er i gang med det, og jeg må indrømme at jeg er ret imponeret over hvor fint det er blevet indtil nu, så jeg glæder mig helt vildt meget til at se hvad han kommer hjem med om en lille times tid.

- Imorgen skal jeg så have huset (og måske nintendo'en *fløjter*) for mig selv, så kan det være at maven kan få lidt ro. Jeg er godt nok ved at være træt af alt det postyr, og værst af det hele er jo at det er ingenting i forhold til det jeg har fået at vide jeg vil skulle igennem når jeg starter den nye kemo snart. Jeg kan håbe på at jeg når at få et par dage med ro inden det hele går løs igen, jeg har heldigvis en hukommelse noget nær lige så god som en guldfisks, så der skulle være en ret god chance for at jeg når at glemme hvor ondt det virkelig gør når maven spasser ud, inden jeg skal igennem det igen! Men jeg tror da nok lige at jeg har et opkald til lægen og et besøg på apoteket der skal klares først, jeg får vist brug for nogle remedier hvis jeg skal komme helt igennem.

Nu vil jeg så plage René lidt om at hente et eller andet med sukker i til mig. Jeg burde nok lade være, både for mavens skyld og for selvværdet, men jeg har sådan en utrolig lyst til at være usund lige nu. Måske fordi jeg ikke får spist for meget mens maven er træls, måske er det den tid eller måske har jeg bare ikke nogen god grund - Og gør det alligevel!

mandag den 30. januar 2012

Så blev der sent til tælling!

Så er vi ikke mindre end tre der er blevet sendt til tælling her i det lille hjem!

Det startede imorges da Sebastian ringede hjem fra sine oldeforældre og spurgte om han ikke måtte blive hjemme, for han havde så pokkers ondt i maven og jeg kunne straks sætte mig i hans sted, for jeg havde selv døjet med det samme i den tidlige morgenstund. Han fik lov at blive hjemme og jeg tog en snak med hans oldemor om at han kunne blive nogle timer så jeg kunne få sovet lidt.

Dagen er så gået med det som dage med ondt i maven nu går med, heldigt for mig kan jeg tage kvalmestillende og selv om at det har en begrænset effekt når det drejer sig om sådan nogle maveonder så har det trods alt holdt min cornflakes indenbors hele dagen.

Sebastian kom hjem kl 15, og vækkede mig faktisk, hvilket var heldigt nok for jeg må være faldet i søvn. Jeg havde ellers ligget og kigget på uret og kæmpet med at holde øjnene åbne, og sidst jeg kiggede på klokken var den 14.42. Da Oldefar kom og afleverede Sebastian var det med "Du ser godt nok skidt ud, skal jeg ikke hente Sakarias så du ikke skal ud og gå?". Det er ellers ikke så tit det sker at han tilbyder at hente den bette, men jeg må jo have set tilpas dårlig ud. Sebastian smuttede i seng og jeg prøvede på at gøre mig klar til energibomben Sakarias' hjemkomst. Det var alt andet end en energibombe der kom hjem, han kravlede op på sofaen, ynkede lidt over at have ondt i ryggen og halsen og lagde sig ellers til at spille på min telefon med hunden ved den ene side og mig ved den anden.

I dag var jeg faktisk lidt lettet over at begge unger har været stille og rolige, for jeg bliver virkelig svimmel når jeg bevæger mig for meget rundt. De plejer ellers at være næsten upåvirkede når de er syge, men det er altså ikke tilfældet i dag - Så indtil René endelig kom hjem fra skole har vi bare ligget og været slatne hele bundet. Men det er jo også bare typisk at der lige komer sådan en omgang lige nu hvor jeg burde kunne få fri til at nyde mine medicinfrie dage, så ikke nok med at kulden invaliderer mig ved at sætte mine knogler og led ud af spil, så kan jeg så også få lov til at ligge med hovedet ud over kanten af sengen og spekulere over hvordan jeg skal få mig selv fragtet ud til næste tur i enerum!

Desværre er det lidt som om at det bliver værre for os alle tre, så jeg er bange for at det kan koste en sygedag mere imorgen, og selv om jeg jo mener at den vokse som går hjemme skal tage sig af de syge børn, så magter jeg ikke både selv at være syg med omgangssyge, og alt det her kræft halløj der tapper energien og så have to unger der skal mandsopdækkes med spand, toiletbesøg og hosteanfald som lyder til at koste lunger! Så sorry René, hvis det ikke bliver bedre i løbet af natten, så er jeg bange for at du må tage dobbelt barns første sygedag kombineret med kærestens første sygedag (Sådan en burde faktisk findes!!?!)

Så intet konstruktivt er der blevet ud af dagen. Jeg havde en plan om at gøre en scrapbooking side færdig, men jeg har simpelthen frosset sådan i dag at jeg ikke har kunnet bevæge mig ud fra dynen, først troede jeg faktisk bare at det var kulden, men jeg burde nok have tjekket min temperatur noget før - Jeg ved udmærket godt at det første sted jeg mærker feberen er i min tæer som så ikke kan varmes op, så jeg burde have vidst at det ikke bare var kulden! Men det er sgu koldt, hunden vil ikke ud i dag og blev helt vildt fornærmet da jeg kom til at tippe ham ud fra dynen imorges, man må sige at den hund har personlighed!


Hygge i varmen

Fornærmet hund!

søndag den 29. januar 2012

Det der med legatsøgning

Jeg har været så heldig at jeg har fået lidt hjælp til det med at søge legater, et par fantastiske kvinder har hjulpet mig med at finde et par legater jeg kan søge og den ene har hjulpet mig med at sætte en ansøgning sammen med alle de oplysninger som er vigtig at få med i sådan en.

Og i dag da jeg kom forbi postkassen fandt jeg en udtalelse fra min læge på sygehuset, som så venligt havde sagt ja til at skrive en sådan for mig. Og den er flot, fin og helt korrekt - Men puha, det er altså lidt en mavepumper at læse på skrift hvad det er der sker, at de følelser jeg har omkring at det er hårdt, bivirkningerne er hårde og at det faktisk ikke er spor nemt at være mig lige nu, det er helt korrekt og kan dokumenteres. Det er, som jeg har sagt før, som om at alting bliver mere virkeligt når det bliver sagt højt eller skrevet og selv om at jeg bestemt syntes man kan se at min læge har skrevet det så skånsomt som muligt, så er der intet at tage fejl af! Det ér hårdt, det ér grimt og det ér ikke nemt at være nødt til at bære den skæbne.

Nu kunne man måske tro at det ville få mig til at sætte mig ned og dvæle i min egen elendighed - Men fanme nej! Det er ikke noget eller nogen der skal have lov til at bestemme hvordan jeg skal leve mit liv, så selv om at jeg lige nu er meget lidt herre over hvordan det skal foregår, så skal mit humør ikke ødelægges! Jeg ved jo udemærket at dem som har viljen er dem som klarer sig bedst, og jeg er fast besluttet på at jeg igen vil være på et punkt hvor jeg føler at det er mig der har kontrollen og ikke den her lorte sygdom!! Nu skal vi bare igennem alle de her forhindringer vi nu har, som jo ikke kun handler om sygdom men alt det lort sådan en bringer med sig både psykisk, fysisk, økonomisk og socialt.

Jeg glæder mig til at kunne sende et par legatansøginger ud og jeg glæder mig bestemt til at få svar tilbage. Og så er mit løfte til mig selv og i endnu højere grad mine børn (som absolut intet skal vide om det der med økonomi) at vi skal have det sjovt, for pokker hvor skal vi bare have det sjovt hvis det viser sig at vi får et legat! Det er deres tur til at være i fokus, jeg kan ikke helt oprigtigt sige at de nogen sinde har været 100% i fokus hvor deres behov kom i første række, for de vil altid skulle sættes bag mine behov, men hvis det virkelig lykkedes os at få nogle legat-penge, så vil jeg gøre (om muligt) endnu mere for at de skal prøve at have nogle oplevelser som andre børn! Om det så skal være en shoppetur, en tur i teatret eller måske en sommerferie det vides ikke, men det skal være normalt, sjovt og hyggeligt - Dét er mit løfte!

Lige i dag er det faktisk rart at kunne sætte beslutsomheden foran elendigheden, for det er da umenneskelig koldt - Og er der noget der ødelægger mit humør, så er det de knoglesmerter den kulde giver mig!!

lørdag den 28. januar 2012

Mgp.. hey.. MmGgPp.. åh-åh åh-åh..

De fleste børnefamilier ved nok godt at der var MGP igår, hvis man bare en gang imellem har zappet forbi Ramasjang-kanalen kan man ikke undgå at have opdaget det. Det var noget som specielt den store unge her hjemme havde set frem til, og selv den lille var begyndt at kunne synge lidt at titelsangen - Og er der noget moderen her i huset kan lide, så er det en grund til at slå en lille fest op. Erfaring har lært mig at der ikke skal ret meget til før man kan gøre noget småt til noget virkelig stort, når der er børn i huset. Og det bedste er at man faktisk ikke engang behøver anstrenge sig særlig meget, for børn har en fantastisk fantasi selv. Så fortæl dem at de sidder på en fin restaurant og straks kan de se det hele for sig.

Begge unger have været på overnatninger hos nogle kammerater, så det var jo egentlig fantstisk at kunne sove længe, stå op i ro og mag og gå i gang med at lave nogle enkle forberedelser til aftenens MGP-fest.. Men selvfølgelig griber det om sig, det gør det som regel altid når jeg først går i gang med noget. Så det der egentlig bare skulle have været et fint dækket bord og nogle chips til tv'et blev lige pludselig til "Fars Fantastiske Festmåltid" med menukort og tre retters menu.



Jeg har et hav af mærkelige ting på den øverste hylde i mit klædeskab, og da jeg gik og dækkede bordet kom jeg lige i tanke om at jeg nok skulle prøve at kigge ind og se hvad skabet kunne tilbyde i dagens anledning, og sørme om der ikke både var servietter, figurballoner, sugerør med dekorationer og knæklys. Det er de små ting der giver det hele et ekstra lille pift, som f.eks menukortet som egentlig ikke er andet end en overskrift og et håndskrevet måltid. Stemmesedler og et par MGP 2012-bannere rundt omkring i stuen.



Og mine unger eeelsker de små detaljer jeg kan finde på. Så Sebastian var meget seriøs og levede sig helt ind i rollen som fin gæst på en fin restaurant da han højtideligt sad og læste op af menukortet, som bød på noet så simpelt på "Grøntsager udskåret ala Far" som forret, i sidste øjeblik fandt jeg et flutes og nogle rejer, så det blev til en lille rejecocktail med øjne. Sakarias var ellevild over forretten og udbrød glædesstrålende "Dét elsker jeg bare!! Skøre unge! Men det gjort helt klar det hele værd, for jeg var godt nok ved at være en smule brugt da vi endelig nåede til selve fest middagen!





Aldrig har det taget mine unger SÅ lang tid at spise, vi startede festen kl. 18 og MGP startede først kl. 20, så jeg var egentlig en smule nervøs for at vi ville sidde kl. 18:30 med to spændte unger som ikke ville kunne slå resten af tiden ihjel, men det blev bestemt ikke et problem. Snarer tvært imod. Sebastian benyttede pausen mellem forretten og hovedretten ("Pitabrød med al slags tilbehør") til at ringe efter en kammerat og invitere ham over på "MGP og natmad" - bestående af blandede snacks og grøntsager med dip.

Som sagt, så leved eungerne sig meget ind i det og mens vi sad og spiste vores hovedret kom Sebastian i tanke om nogle kage-fontæner han havde vundet i pakkespil til jul, som han bestemt mente ville gøre hele menuen fuldendt, så chefkokken Far måtte in gang med at anrette is og frugt fint med en fontæne. Da den først var tændt var Sakarias ikke helt stolt af situationen alligevel, så den søde storebror (som kommer frem når man mindst venter det) sprang straks til med kram og tryghed - Og så kunne festen ellers roligt fortsætte, selv om ingen egentlig var sulte på dette tidspunkt! 



Jeg havde selvfølgelig også lavet stemmesedler, på min crappy silhuette som ødelægger mere end den laver! Så to var perfekte, en var end ikke halvfærdig (og måtte skæres i hånden) og to var noget sparsomme men kunne bruges. Ungerne var selvfølgelig skide ligeglade, det er kun en mor der går lidt for meget op i detaljer der ser sådan noget - Og så viste det sig faktisk at man ganske simpelt kunne have hentet fine stemmesedler inde på DR's hjemmeside, men det så jeg først efter jeg var begyndt, og da printeren har stået tom for farve  længe ville det heller ikke være en mulighed (og skal jeg indrømme det, så ville det heller ikke være lige så sjovt!)



Klar til start, med nedtællling foran tv'et og vores sofabord/puf fyldt med blandede snacks blev det så spændende at det næsten ikke var til at bære g Sakarias valgte at tackle sin mor, og benytte mig som skammel. Så det blev ligesom min plads de første 3-5 sange!


Og jeg skal love for at de gik op i det, alle tre unger! Der blev stemt, skrevet, streget ud og diskuteret i det helt store tempo. Faktisk overraskede det mig lidt hvor meget ungerne egentlig vidste om musik og hvor meget de gik op i det - Og så er det altså bare hylende morsom at høre to 9årige diskutere pigerne på scenen "Dende der har et mærkeligt ansigt, og de der rottehaler ser altså barnlige ud!" og "Hende der er pænere end hun synger, hun får 1!". Det er nok ikke svært at gætte at deres favorit var sang nr. 3 - De to amigos. Hehe, altså lige indtil de blev stemt ud, så var det alligevel meget sjovt at feste sammen med vinderen - og lokke Faren til at sætte fontæner i morens potteplanter, som så skulle affyres samtidig med at vinderen blev kåret. Sikke et set-up!




Behøver jeg sige at vi alle var færdige da MGP var færdige, og at vi alle gik i seng glade, trætte og nærmest bogstavelig talt "faldt i søvn" - Og behøver jeg sige at alle 3 allerede glæder sig til næste år.. Og det gør moderen også! *fløjter*

fredag den 27. januar 2012

Fredag.. Weekend.. Wee!!

Jeg vælger at tro at det tager lidt tid før medicinen er ude af kroppen, for jeg har simpelthen ikke tid til omgangssyge eller sådan noget, men fy-da-føj en nat det har været! Jeg har simpelthen haft så meget kvalme at jeg bare har ligget med hovedet ud over sengekanten og tænkt "Jeg håber ikke at fjernbetjeningen er faldet på gulvet, hvis jeg nu lige pludselig ørler ud over det hele!"
- Set i bakspejlet skulle jeg nok have taget noget kvalmestillende igår aftes i stedet for bare at tage en kold tyrker! For det endte faktisk med at René og jeg brugte det meste af en halv time på at diskutere hvad "Du stopper med medicinen d. 26" egentlig betyder. Jeg mente at det måtte betyde at igår var min sidste aften og René mente at jeg ikke skulle tage noget. Jeg "overgav" mig (lidt hurtigt) og gik med på at det nok betød at jeg slet ikke skulle tage noget d. 26., så med sprøjten taget syntes jeg egentlig også at det var nok for den dag.

Natten var træls og morgenen var et brændende helvede for mine knæ - for første gang har det rent faktisk været så slemt med de der knogle- og ledsmerter at jeg overhoved ikke kunne gå, mine knæ kunne bogstaveligtalt ikke bære mig. Og godt nok har jeg taget lidt på igen, men ikke i nærheden af at mine knæ skulle kunne knække under mig.. Skod tingester jeg har mig der, jeg skulle klage til producenten og bede om kuglelejer i stedet!! Eller.. Narj, det er jo kuglelejet der er gået på Mr. Big Shot, så det er nok ikke meget bedre!

- Og nu vi snakker om Mr. Big Shot, så er der i dag kommet en sms om at jeg kan hente min nye Mr. Big Shot Jr. i GLS pakkeshop, det har naget mig lige siden jeg fik sms'en at jeg ikke havde overskud til at gå ud i vinterkulden og hente den selv, så jeg har været nødt til at vente på René kom hjem med bilen (så jeg kunne tage de 4-500 m hen og hente min pakke). En tidlig fødselsdagsgave, fra en front hvor jeg ikke havde ventet det overhoved, så jeg er intet mindre end ellevild lige nu. Jeg ved at jeg har gjort mig fortjent til at få gaven, men jeg havde på ingen måde forventet det, så det er jo helt fantastisk.

Nu er det ikke svært at gætte hvad noget af min weekend skal gå med, vel?! Jo egentlig. I dag skal bruges på at nyde at mine skønne unger ikke er hjemme og det gør jeg ved at spise gratis mad hos min mor, fantastisk! Imorgen skal bruges på børne MGP med ungerne hvor jeg håber at kunne lave det til "Mors Gigantiske Party" med lækker aftensmad i børnehøjde og totalt ulækker MGP-snacks med chips, popcorn, dip og cola! Uhh jeg glæder mig allerede til at lave små menukort og måske et lille MGP-banner og helt klar stemmesedler (Hurra for Mr. BigShot Jr. her!) og søndagen skal være totalt hygge med at fejre min unge mors fødselsdag! Hele 20 år (ældre end mig) bliver hun!

Så, en weekend der bestemt er en medicinfri periode værd!.. Årh for pokker, nu står René og skuler af mig, han mener ikke jeg kan finde tøj frem og gøre mig klar på 32 minutter, så jeg må hellere gøre det kort i dag!

Hav en skøn fredag folks!

torsdag den 26. januar 2012

Sidste aften med meds!

Jeg har været ude i den virkelige verden lidt igen i dag, og det var faaaan-fucking-tastisk! Man må gerne bande når det er på den gode måde, ikk'? René siger nej - Så er det godt det ikke er hans blog!!

Da jeg kom hjem efter mit lille eventyr, som endte med at jeg blev kørt hjem lige til døren af en af min mors kolleger som syntes jeg så noget træt ud og ikke brød sig om at jeg skulle tage bussen, faldt jeg mere eller mindre bevidstløst om på sofaen. Jeg syntes lige jeg kunne se lidt af alle de millionvis af serier der kører på tv2s kanaler i løbet af dagen, og et par timer efter vågnede jeg ved at jeg havde savlet mig selv fast til puden ligesom ungerne gør det - Ad siger jeg bare, men SÅ ved man ved gud at man er træt, det er da vist kun totalt udmattelse der kan få een til det! I hvert fald mig. Og hvorfor er det iøvrigt lige at man altid skynder sig at se om der var nogen der opdagede det, det ér da for sent når man først er vågnet!
- Sorry for de klamme detaljer, men jeg tror nok at jeg måske nok har taget liiidt for store skridt set i forhold til at jeg jo ikke er blevet et hak mere rask af at få gode nyheder på sygehuset i mandags (faktisk var jeg blevet et hak mere syg) så måske skal jeg lige slås lidt i hovedet og tage det roligt selv om jeg har fået en del af min viljestyrke tilbage igen!

Jeg har faktisk heller ikke rigtig lavet andet i dag så, gået en meget lille bitte tur med hunden, ned i børnehaven for at hente Sakarias, så det tæller vist ikke rigtig! Og da jeg kom hjem tog jeg mig selv i at tænke "Damn hvor er der længe til ungerne skal sove!" og det var altså max et kvarter efter jeg havde hentet Sakarias. Til alt held kom René uventet tidligt hjem i dag, Sakarias var træt, Sebastian "kom til" at gå over til sine oldeforældre - Og der skulle meget lidt overtalelse til for at få Sakke til at se tegnefilm med mig. Så ja, mine små eventyr ude i verden koster virkelig meget energi, energi jeg burde have sparet på så der var mere energi til ungerne.

I dag er sidste dag med medicin i denne omgang - VILDT mærkeligt! Jeg har lige taget min sidste injektion i maven, altså den sidste sprøjte som giver mig knap et døgn med influenzasymptomer. Jeg er lidt ambivilent faktisk, for det er skønt at slippe for den flok af stjerner der flyver rundt om hovedet på mig i timerne efter sprøjten, for smerterne og for den lette feber, men jeg ved også at det betyder at jeg i den næste tid er endnu mere følsom overfor infektion. Denne sprøjte stimulerer nemlig min knoglemarv til at lave hvide blodlegemer, noget den af en eller anden grund næsten er stoppet med - Uden hvide blodlegemer, har man altså ikke noget immunforsvar!

Så er der kemoen der jo ikke har den store effekt alligevel og det kvalmestillende - Se dét glæder jeg mig virkelig til at komme af med. Alt det der kvalme, de få opkastninger, den invaliderende hovedpine og alle de vildt irriterende og smertefulde muskelkramper (og alle de ting som jeg glemmer at nævne fordi det bare er en del af min hverdag nu - en tattoo der hæver, blodudtrækninger i huden, eksem og udslæt osv.) - Dét glæder jeg mig virkelig til at slippe for i de næste godt 2 uger! For pokker det bliver skønt.

Det er selvfølgelig for at medicinalfirmaet kan se et rent blodbillede, altså så de kan se hvor slemt det står til uden at jeg har kemo til at forstyrre og sprøjter til at hjælpe mig. Så egentlig kan man godt sige at hele den her behandlings plan starter i aften når jeg tager det sidste medicin, for nu skal jeg "afgiftes". Nu bliver det så bare spændende at se om jeg får 14 dage hvor jeg kan nyde at være uden bivirkninger af medicinen eller om jeg får 14 dage med infektioner fordi jeg ikke har medicin til at hjælpe mig til at beskytte mig selv.

Men det har jeg ærlig talt ikke tid til at tænke på!

Jeg skal for det første fejre min mors fødselsdag her i weekenden, derefter skal jeg sørge for at holde noget "ferie" sammen med mine uger, eller i det mindste lave noget lidt specielt, inden størstedelen af deres vinterferie bliver tilbragt i institutioner fordi min behandling starter der - Og så skal jeg fejre min 28. års fødselsdag! Jeg har altså en del jeg lige skal have nået, for min egen samvittigheds skyld, inden jeg går i gang med ny behandling som højst sandsynelig slår mig ud. Så ingen sygdom tak, bare 14 dage hvor jeg kan være lidt ekstra for mine fantastiske drenge og min øvrige familie - TAK?!

onsdag den 25. januar 2012

Et flueben på tjeklisten.. OG!

Igår skrev jeg tre punkter jeg skulle tage op med mig selv, nogle som jeg på forhånd vidste kunne blive rigtig svære for mig at tage hul på - Men ganske som jeg havde forventet så blev det lidt mere et "løfte" til mgi selv når det først kom på skrift. Så jeg kan rette ryggen lidt mere i dag og sætte et lille flueben på tjeklisten.

Jeg har nemlig spurgt om pasning/legeaftale til Sakke - Og puha det var svært, og det var det iøvrigt stadig i dag da jeg så den pågældende mor i børnehaven. For selv om at jeg ved at Sakke får det fantastisk og at det er okay at spørge om hjælp en gang imellem, så er det sgu også lidt af en fallit erklæring at skulle bede om hjælp til lige præcis mine børn! Jeg tror nu at Sakarias får en fantastisk oplevelse, eller det VED jeg, de har allerede inviteret ham med til både håndbold og en tur i svømmehal, noget som jeg overhoved ikke ville have energi til at gøre selv, hverken fysisk eller mentalt. Det giver lidt et stik af dårlig samvittighed overfor ungerne at det er andre der er nødt til at gøre sådan noget med dem - men samtidig så er jeg bare SÅ glad for at der findes mennesker i vores liv som vil gøre det. Det ér sgu da stort! Da jeg spurgte ham her i dag om han glædede sig til at sove hos M brød han ud i et stort og langt "JAAAAAAAA!!!" og da jeg spurgte ham om han troede vi kunne undvære ham sagde han meget voksent "Jamen mor, Så må I jo hente mig" på den der vildt kære måde som betyder "Nu er du skør mor!".

Og René glæder sig! Han ville som jeg allerede vidste ikke selv have været den der bad om hjælp, hvis det ikke var fordi vi skulle noget. Men det har vi ikke planer om, vi skal bare slappe af og se hvad dagen bringer, måske kommer vi til at snorkboble på sofaen hele aftenen eller måske vi rent faktisk har energi til at gå ud og lave noget sammen, det må tiden vise. Men at han er glad, det er der ingen tvivl om!

Jeg har brugt lidt af dagen på at kigge på det der legat halløj, lidt af dagen. For jeg har faktisk været lidt ude i den virkelige verden igen i dag. Min tidligere chef fra jeg var i arbejdsprøvning havde nemlig inviteret mig ned på kaffe, (jeg mistænker lidt min mor for at have en finger med i spillet - noget med at jeg er ved at blive en lille smule sær af at sidde og stirre på de samme vægge dag ud og dag ind *fløjter*) og i dag takkede jeg så ja til den der kop kaffe, som så blev til morgenbrød og vand. Det var virkelig skønt at komme lidt ned på kontoret hvor jeg jo har elsket at være! Der kom flere af mine tidligere kolleger ind og sagde hej og selv om at jeg ikke har været der nede i omkring 8 måneder så kørte snakken bare så nemt. Og jeg fik endda lov til at kigge lidt med i de nye ting der er sket siden jeg selv sad med det, de har skiftet nogle systemer i taxa'erne og har lavet aftale med 4x35 taxa, så det er jo viiiildt spændende det hele! Jeg er ret nysgerrig af natur så jeg kunne ikke lade være med at syntes at det var noget at jeg var nødt til at vide mere om. For et par timer følte jeg mig faktisk helt Nadja-agtig igen! (Og lur mig om det ikke var det de havde planlagt hele tiden!)

Da jeg kom hjem med bussen var jeg super træt, men glad, positiv og opløftet træt. Det lykkedes mig ikke at sove selv om jeg lige ville tage et par timer inden Sakke skulle hentes, men det var egentlig okay. Jeg er da ikke faldet helt sammen endnu selv om René siger jeg ser frygtelig ud, tak tak! I stedet fik jeg kigget lidt på det der med at søge legater, for selv om at jeg syntes at jeg har været lidt på forkant med den der CTR-saldo som nulstilles snart så har jeg langt fra kunnet samle det fulde beløb, ligesom jeg har en nagende fornemmelse af at det bliver en meget skuffet dreng der ikke kommer på spejdernes landslejr i år (det er dyrt at skulle have mor og far med!) - Så hvis et par legater måske kunne hjælpe os, så ville det jo være helt fantastisk! Men det er altså bare slet ikke så ligetil, "Vejviser til legater og fonde" er helt vildt dyr, det koster penge at finde legater på nettet og Norddjurs kommunes biblioteker har ikke nogen udgave der er nyere end 1990 (og der sgu nok sket en udvikling i legaterne de sidste 22 år!) så ja, det er sgu temmelig nedslående. Jeg har dog ikke tænkt mig at give op endnu, jeg skal blot til at tænke kreativt, eller måske ønske mig lidt mere fornuftige ting end hobbyartikler i fødselsdagsgave!

Sebastian skulle have været til minikonfirmand i dag, men et par timer inden det startede ringede præsten så og sagde at hun havde glemt at tage højde for at de to skoler ikke havde fri på samme tid, så minikonfirmand lå faktisk på et tidspunkt hvor Sebastian ikke engang havde fri! Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule irriteret, drengen havde glædet sig og vi havde brugt en masse energi på at få ham presset lidt blidt til at tage afsted - Han er nemlig meget bange for at prøve nye ting hvis der ikke er nogen med han kender som kan hjælpe ham og da de andre forældre nok havde opdaget fejlen med tiderne, så var han altså det eneste tilmeldte barn fra hans skole, sammen med en flok fra en anden skole. Jeg syntes bare det var vigtigt at han kom afsted fordi han tror rigtig meget på gud, han ved allerede nu at han vil konfirmeres og fordi at han ikke fik den fulde minikonfirmandundervisning da det var i den by han går i skole (i en anden kirke end han hører til og skal konfirmeres i) netop fordi at han var så nervøs at han de første par gange ikke turde tage med taxa'en fordi han troede man skulle betale, eller ikke troede han kunne komme hjem, eller bare var utryg. Så SUPER øv at vores egen præst havde lavet den fejl når det rent faktisk var lykkedes mig at få ham overbevist om at det ville blive sjovt og godt, selv om at han var den eneste fra hans skole! Ihh.. Og han ville bare have SÅ godt af at komme lidt ud i tiden og jeg tror at det er meget godt at have noget at tro på når man står i en situation som vores. For mig har det i hvert fald hjulpet meget at kunne sige "Det er ude af mine hænder" eller "ARRRGH, hvad er det lige han har tænkt, ham oppe på skyen" eller som da vi mistede Elias at kunne tro på at vi ses igen i et efterliv!
- Jeg håber præsten gør et eller andet, laver en aftale med skolen eller måske kan flytte undervisningen så Sebastian også kan være med. Men jeg tror desværre at det er for meget at håbe på! Øv!

Egentlig er der vel ikke så meget at fortælle i dag - Andet end at jeg kan mærke at jeg er ved at blive mig selv igen. At jeg har det langt bedre med at skulle igennem en hård omgang med ny behandling end at rende rundt i det uvisse. Det gør ikke noget at det bliver slemt og hårdt og grimt og gør ondt - Bare det at jeg kan se at der sker noget, noget håndgribeligt, det gør mig altså i langt bedre humør. Det er fantastisk at kunne begynde at mærke lidt at mig selv igen, at kunne kende mig selv lidt igen, jeg er ikke vant til at være på randen til at give op, jeg er vant til at knurre og vise tænder!

Ja - Jeg har endda fået lavet lidt kreativt. Det har godt nok taget nogle dage at få det færdiggjort, energien bliver jo ikke ligefrem bedre selv om humøret gør det. Men jeg har da fået lysten til at lave noget, et klart fremskridt!

- Og stavefejl er stadig gratis.
Specielt når man er løbet tør for dymo strimmel til at rette sine fejl *fløjter*



Jeg er nødt til lige at tilføje et "OG" til dagens blogindlæg.

Jeg sad lige og kiggede lidt på status her inde, jeg syntes det er lidt hyggeligt at følge med i hvor mange der læser min blog, hvor mange der kommenterer og nogle gange kigger jeg lidt på hvor de besøgende kommer fra. I dag så jeg så at jeg har fået en vel besøgende fra Norge og tænkte at jeg ville gå ind og se hvad det dog kunne være der henviste til min blog.

- Og nu sidder jeg nærmest med tårer i øjnene, det er ualmindelig skønt at se at de norske tv-seere og bloglæsere har så pæne ting at sige om mig. Det betyder virkelig meget, trods at jeg ikke aner hvem I er! Tak for de pæne ord!

(En sidebemærkning til jeres spørgsmål - Elias døde som følge af en misdannelse han havde fået på grund af den type kemo jeg fik 3 måneder før jeg blev gravid med ham. Lægerne havde regnet med at kemo'en var ude af kroppen efter 3 dage, men det var det desværre ikke og Elias' urinveje udviklede sig ikke rigtigt. For at undgå en meget smertefuld død valgte vi at han skulle forløses meget før tid. Mit livs sværeste beslutning, men det mest skånsomme for Elias)

tirsdag den 24. januar 2012

Wow.. Klarer jeg det virkelig, er det virkeligt nu?!

Da jeg lagde mig i sengen i aftes, efter en følelsesmæssigt forvirrende dag skete der et eller andet i mig. Den følelse som jeg havde i halsen da jeg gik ud fra lægens konsultation og op mod skranken kom endelig op til overfladen - Lettelsen!

Jeg er sikker på, at hvis man kunne se den følelse der kom ud der, så var det en sort sky som blev pustet ud efter et langt suk, og så havde jeg bare brug for at græde. Brug for at græde over at det hele har været så træls og uretfærdigt og at vi nu endelig har noget håndgribeligt at koncentrere sig om, at jeg nu endelig kan bruge min energi på at kæmpe for at komme videre.

Da jeg lagde mig med hovedet hos René, så kom tårerne - Og jeg lod mig selv græde! Glædestårer! Endelig fik jeg sagt "Det er bare så skide svært det hele" noget som jeg burde have sagt for meget lang tid siden, men alting bliver så virkeligt når man får det sagt højt og jeg havde ikke lyst til at det skulle være virkelighed at jeg havde (og har) det svært. Men det skulle ved gud være virkelighed at DET HAR (med stort tryg på det har) været svært og uretfærdigt og at nu er jeg lettet over at kunne kæmpe mod en modstander, med kemo på min side. Bolden ligger ikke længere på leukæmiens banehalvdel, nu er det min tur til at styre spillet!

Det er frygteligt at få at vide at man har kræft, men det er til at tage og gribe om når man skal kæmpe mod og med noget håndgribeligt. Jeg begynder bedre at kunne forstå hvor svært mine pårørende har det, de har aldrig noget de kan kæmpe med, de kan kun stå og afvente og tage imod hele tiden. Jeg har altid sagt at jeg tror det er nemmere at være den det går ud over, men nu er jeg sikker. Jeg kan kæmpe, jeg kan beslutte mig for at den her nye kemo, lige meget hvor slem det bliver, så skal den og jeg arbejde sammen om at sparke leukæmi-røv. Men de andre, de står bare og skal afvente om jeg tager beslutning om at give op, være ked af det eller kæmpe. De kan intet gøre, andet end at lytte og afvente hele tiden. Det er nok ikke meget galt når jeg siger at jeg føler jeg står midt i det hele og alle bare kigger på mig og afventer mit næste træk - For hvad skulle de ellers kunne gøre, der er jo ingen af dem der kan påtage sig mine frustrationer, mine smerter eller den skæbne jeg skal igennem. Lige meget hvor svært det er, så er det altid min kamp og mig der skal kæmpe den.

- MEN, det gør det nu nemmere at der står nogle ved min side klar til at hjælpe når jeg falder. Igår var det i hvert fald rart at René kunne stryge mig over håret og give mig ret i at det er en frygtelig tid vi har gået igennem og at det også bliver en frygtelig tid at vi skal igennem nu, men at vi selvfølgelig klarer det!

Nu skal jeg bare lære at bede om hjælp hos andre også. For det bliver nødvendigt nu, jeg har efterhånden flere gange måttet erfare at jeg ikke kan klare det hele alene - Og med frisk erindring om hvor slemt det var for René og drengene i efteråret da jeg skulle afprøve en type kemo jeg ikke tåler, så er jeg nødt til at hjælpe dem lidt inden jeg starter ny behandling om præcis 3 uger! René beder i hvert fald ikke om hjælp, han er omtrent lige så stædig som jeg og jeg kan mærke at han tænker "Det er jo ikke mig der har det hårdt, så jeg skal nok klare det" men ingen af os har været nok opmærksomme på at det her ikke kun er mig alene, det går ud over hele vores lille familie. Så nu er jeg nødt til i det mindste at prøve at få lidt hjælp! Så..

- Jeg regner med at jeg vil ønske mig legathåndbogen til min fødselsdag, min CTR-saldo bliver nulstillet 4 dage efter min fødselsdag, en udgift vi godt nok har sparet lidt op til, men det ville være sjovere at bruge de penge på noget andet. Så der skal søges nogle legater så vi måske kan få penge til at gøre livet lidt sjovt at leve for os alle i 2012, med spejderlejer og Sebastians første runde fødselsdag. Hæng mig op på det søde blog-læsere, vil i ikke nok?!

- Jeg skal få lavet nogle overnatningsaftaler for Sakarias. René trænger efterhånden også til at kunne prøve at sove længe en gang imellem - Og Sakarias fortjener at komme lidt ud en gang imellem og vi er ærlig talt alt for dårlige til at støtte ham i hans ønske om at komme med andre hjem og lege. Så vi skal til at lære og give slip så han kan komme lidt ud blandt andre, og så skal vi lære at tænke lidt på os selv! Sebastian laver selv sine aftaler, men det kan Sakarias jo ikke endnu!

- Jeg skal til at lære og sige TIL. Eller.. Jeg skal til at sige til mine venner at de ikke skal bede mig sige til, men at de i stedet skal bede mig sige fra. Jeg kan ikke finde ud af at sige til, så hvis de kan se at vi har brug for hjælp, eller bare føler at de har lyst til at hjælpe, så skal de gøre det. Da vi mistede Elias var der en af mine veninder der sendte mig en sms "Jeg har lige været på McDonalds og jeg kom til at købe for meget mad, jeg kommer lige forbi med det". Det var så fantastisk sødt, og det var en lettelse at hun ikke bad mig selv spørge om hjælp men i stedet bare gjorde det og så var det op til mig at sige ja eller nej til hendes hjælp. (Det skal jeg iøvrigt også selv huske når jeg ved mine venner har det svært!!)

mandag den 23. januar 2012

For F... da! Jeg sparker leukæmi-røv!!

Hold da op man bliver træt af at komme ud i verden!

Min mor afleverede mig tilbage på Pilevej omkring kl. 16 hvor jeg var pænt smadret, jeg husker at have været sammen med familien lidt, men nu slår jeg øjnene op til at klokken er 20, min hofte gør ondt og jeg har bare lyst til at lukke mine øje igen. Lorte-sofa, den er alt for hård til at man kan sove godt på den! Og hvor er det da bare utroligt at man kan være så drænet for energi at en tur på sygehuset og så i Bilka kan være så udmattende at man er nødt til at sove flere timer - Faktisk ville jeg ønske at René ikke blev ved med at vække mig, så jeg bare kunne sove igennem til imorgen. Men jeg har selv bedt om at ville se "De bortførte børn" så den stakkels man gør jo bare som jeg selv har ønsket, og alligevel skal han døje med en morgensur kæreste kl. 20 om aftenen.. Gad vide hvad de egentlig har spist til aftensmad?!

Det har været udmattende på sygehuset, ingen tvivl om det. Det var svært at stå op imorges, jeg tror ikke rigtig den søvn jeg har fået har været så meget værd, jeg tror jeg har sovet uroligt og jeg ved at jeg har drømt rigtig meget. Men jeg fik mig da slæbt op, kom i bad og fik krammet ungerne og René lidt længere end jeg plejer inden jeg begav mig ud i vintervejret for at komme på sygehuset og forhåbentlig få lidt svar.

Jeg havde faktisk indstillet mig på at jeg ikke ville få nogen svar i dag, lægen havde lovet at han ville kontakte mig lige så snart at han havde hørt mere fra medicinalfirmaet og da jeg ikke havde hørt noget så regnede jeg ikke med at han vidste mere. jeg snakkede som et vandfald hele vejen ind i bilen, rystende nervøs, for jeg havde besluttet mig for at NU ville jeg have at vide hvad alternativerne var, hvad ville han gøre ved mig hvis jeg blev afvist igen? Min mor var stille, så jeg ved at hun også tænkte og var nervøs. Hun stillede lidt spørgsmål som jeg ikke kunne svare godt nok på og prøvede ellers bare at lytte, men jeg lagde nu godt mærke til at det ikke altid var det hele hun fik svaret det rigtigt "Uhhm" til. Men vi er forskellige, så vi klarer nervøsiteten på hver sin måde, så det tror jeg at vi begge har fuld forståelse for.

Når jeg sådan skal på sygehuset til kontrol, så foregår det ved at jeg først får taget en blodprøve og derefter venter en time på at den blodprøve bliver analyseret, for så at komme ind til lægen og få svar på hvordan det ser ud lige nu og hvad vi gør til næste gang. Denne gang var der dog tilføjet et hjertekardiogram til, noget jeg ikke har prøvet før, men eftersom jeg har haft nogle ekstraslag på hjertet i efteråret og været igennem en større undersøgelse der, så tænkte jeg faktisk ikke over at det var noget specielt.

Men det var altså noget specielt i dag, efter at have ventet min time, i nervøsitet snakkende som et vandfald og uden overhoved at få læst et ord i den avis jeg sad med, kom jeg ind til min læge. Jeg kunne høre hans stemme på lang afstand og jeg tror næppe jeg har rejst mig så hurtigt før, for at løbe ham i møde da han sagde mit navn. Puha hvor var det godt at se ham og høre hans stemme - Den mand burde simpelthen indtale de der afslapnings Cd'er, han har simpelthen sådan en behagelig stemme og selv når han fortæller noget farligt så kan han få mig til at føle mig helt tryg. Han startede som altid ud med at spørge mig hvordan det går, og jeg lagde bestemt ikke skjul på at det ikke går ret godt!

- Og så kom han med de glædelige nyheder; "Må jeg se hvad du har i posen Nadja?".
"Øh Ja! Det havde jeg næsten glemt" og smider mit medbragte hjertekardiogram op på bordet.
Bag mig sidder min nervøse mor og får nervøst fremstammet at hvis det er hvad jeg har i tasken han vil se, så skal han nok forberede sig på at det tager et par timer.
"Du undrer dig nok over hvorfor jeg nu har sendt dig til sådan noget?" og da jeg trækker lidt på mit jaaaa fortsætter han "Men medicinalfirmaet har godkendt dig, på den betingelse at det her (han vifter lidt med papiret der var i posen) ser normalt ud, og dét gør det!"

Jeg tror jeg var et par sekunder om at forstå det, jeg er godkendt. Jeg er virkelig blevet godkendt til noget nyt kemo, med et grimt navn, som er min eneste chance for at få den her leukæmi ned på et acceptabelt niveau igen. JEG BLEV GODKENDT!!! Jeg skal have behandling, jeg skal have det godt igen, jeg skal leve igen!! Det kunne jeg slet ikke lige overskue der, så det blev i stedet til en lang snak om bivirkninger og hvad de næste måneder nu skal bringe. Jeg troede faktisk lidt at det var sådan en "Wupti-og nu er du bare rask, Nadja"-løsning den her nye medicin skulle være. Men det er det ikke, det bliver en hård omgang, det bliver alt andet end rart i starten og det er noget som kommer til at kræve at jeg har tålmodighed og at jeg hænger i før det bliver bedre. Men det skal nok gå, det skal det jo..!

Sådan rent behandlingsmæssigt starter en lang og forvirrende plan nu, lægen prøvede at forklare mig lidt om det hele inden jeg gik ud, men min koncentrationsevne er meget svækket af at jeg er så træt og svag, så hen mod enden af mit besøg slap min hjernekapacitet altså op - Det var nok at skulle prøve at få helt ind at jeg rent faktisk er godkendt!! Og det tog også sin tid før det sådan rigtig trængte ind, og der skete da også det at da det endelig gik ordenlig op for mig at den der nervøsitet nu kan forlade min krop og erstattet af forventning og beslutsomhed, ja så lukkede min krop rimelig meget ned. Jeg stod i skranken og skulle modtage mine meget indviklede behandlingsplan for den næste 1½ måned da jeg kunne mærke at nu kunne mine ben ikke bære mig mere og at jeg var løbet helt tør for sukker.
- Heldigvis er sådan nogle kræftafdelinger jo vant til at patienterne har brug for noget energi for at komme igennem dagen, så jeg kunne frit gå ind og hente noget juice, to stykker chokolade og en lille pose peanuts og sætte mig og få lidt styr på mig selv igen inden jeg fortsatte ud i verden igen.

Argh! Jeg ville ønske at jeg kunne beskrive mine oplevelser bedre, men lige nu fylder behandlingsplanen egentlig mest, så det er svært ikke at blive alt for teknisk omkring den og i stedet lægge vægt på alle de følelser om var i mig i dag. Da jeg kom ud var første gang at jeg lagde mærke til at der var is på vandpytterne, at min ånde lavede en smule damp i kulden og alle steder tittede der små fine forårsblomster frem under de visne buske. Ting som jeg egentlig plejer at sætte stor pris på, men som jeg overhoved ikke har haft mentalt energi til at bemærke før nu, det var som om at den der sorte råge som jeg har rendt rundt inde i lettede og lod mig både føle og se ting som jeg simpelthen ikke har kunnet, om ikke andet så for en stund i hvert fald. For det skal med garanti nok blive både slemt og hårdt at komme igennem opstarten med det her nye kemo - Men jeg behøver ikke frygte for mit liv på samme måde mere!!

Det er stadig ikke helt sunket ind, at jeg nu er en del af en lille håndfuld mennesker her i landet som har fået lov at deltage i det her forsøg - Og det kommer nok også til at tage et par dage. Men gud hvor er det dog rart at vide at jeg snart kan komme i gang med at leve resten af mit liv, som den Nadja jeg allerhelst vil være, den Nadja som kæmper. For det ér altså nemmere at kæmpe, kæmpe mod bivirkninger og medicin, end at stå magtesløs overfor en leukæmi som styrer mig. NU kan jeg tage styringen igen - Og jeg klarer det fanme, jeg sparker røv!!

søndag den 22. januar 2012

Hunde-fødselsdagsfest! (Og søvnløse nætter)

Natten har været slem, igen! Smerterne har været hårde, værst i mine ankler og knæ men mine håndled har heller ikke kunnet se sig fri denne gang. Det er svært at beskrive hvad det er der sker, det gør bare så pokkers ond at jeg hverken kan gå eller stå, det er umuligt at sove fra det uden at det er smertelindret. Ja det er ganske enkelt frygteligt.

Det gjorde det så heller ikke nemmere at det lige pludselig gik op for mig at søndag kommer før mandag, og denne søndag er dagen før mandag d. 23. hvor jeg jo skal på sygehuset, som jeg jo har sagt at jeg glæder mig til - Men i nat udløste det vist et mindre panikanfald, jeg begyndte i hvert fald lige pludselig at føle mig klaustrofobist inde i dynen og måtte trække vejret en smule mere bevidst. Det er frygteligt at jeg ikke har styr på mig selv, at jeg ikke kan bestemme mig for om det er godt at jeg skal på sygehuset eller om det er skidt. At min krop ikke er til at styre, jeg føler at jeg har mistet selvkontrollen og det bryder jeg mig virkelig ikke om!

Sakarias har haft en tilsvarende træls nat, desværre startede hans først da jeg var ved at være smertestillet og havde fundet ro igen. Så selv om det havde været perfekt hvis jeg kunne have brugt mine vågne nattetimer på at være sammen med ham i hans anfald af falsk strubehoste, så blev det desværre René der fik lov at sidde oppe med ham, være ude med ham midt i nat og dosere hans astmamedicin. Ingen af os kan rigtig sove når det står på, så det kommer nok egentlig ud på et hvem af os det er der er den behandlende forældre mens det står på, men at dømme efter både Rene og jeg her til morgen så kunne vi begge have brugt en god omgang søvn!

Dagen har været okay, præget af smerter - jeg gætter på at det er snevejret som endelig nåede Djursland der er skyld i det, men med en portion på omkring 10 piller til morgenmaden, ja så har det været til at komme nogen lunde igennem.

Vi har holdt hundefødselsdag i dag - Ja, det lyder totalt åndssvagt, men vi havde brug for det alle sammen. Vi havde virkelig brug for at kunne fejre noget glædeligt, bage nogle kager, synge fødselsdagssang og vifte rundt med flag. Vi havde brug for at glemme den der trykkede stemning som før luften tyk her hjemme. Så da alle mand var komme op og havde fået morgenmad gik vi i gang med at gøre klar til fødselsdag, hunden forstod selvfølgelig ikke ret meget og var i bund og grund også skide ligeglad, men han forstod at der blev sagt hans navn rigtig mange gange og at ungerne kresede rundt om ham brusende af forventning.

Jeg stod for gaven sammen med drengene, et lille stykke legetøj som blev pakket meget løst ind i gavepapir sammen med en håndfuld godbidder. Jeg havde ikke regnet med at han gad det uden godbidder, så der skulle lokkes lidt. Det var klasse at se hvordan ungerne kom viftende ind i stuen med flag og fødselsdagssang for hunden, Sakarias var vildt stolt over at kunne synge selv og Sebastian var meget opsat på at hundens fødselsdag skulle være præcis ligesom drengenes, og det havde de nok også blevet hvis jeg ikke havde været så syg som jeg er, men i dag måtte de altså nøjes lidt. Gaven blev et kæmpe hit, både godbidderne og selve legetøjet, og det var hyle morsomt at se det der lille bitte dyr komme slæbende på en gave som han ihærdigt forsøgte at gemme i hans kurv så ingen kunne tage den fra ham. Jamen man skulle have været der, haha!



Kagen, for der hører sig selvfølgelig lagkage til en fødselsdag, blev Renés opgave. Jeg ville gerne have gjort det selv, men en hård omgang kvalme har holdt mig ude af køkkenet hele dagen, så at skulle bygge en lagkage op af leverpostej lige fra morgenstunden var ikke lige noget jeg kunne overskue. René gjorde det nu også fantastisk, jeg kunne garanteret ikke have gjort det bedre. Kagen bestod af to lag rugbrød, smurt med to slags leverpostej med hamburgeryg på, siderne beklædt med kylling og pyntet med agurk og en lille bitte gulerod skulle gøre det ud for lys. Ungerne hoppede sundt som et par kanguruer om René og hunden da den blev sat ned til ham, og det er stort set ikke et eneste godt billede af hele eventet, for hvis det ikke var hunden der var for optaget af hans overdådige måltid, ja så var det ungerne som hoppede rundt om ham. Men det var nu også både sjovt, fantastisk og hyggeligt, så jeg forstår dem godt.



Eftermiddagen har stået på fødselsdagsfest. René bagte spontant nogle kanelsnegle, drengene ringede og inviterede hver deres bedsteforælder med hund og i løbet af ingen tid sad vi og drak kaffe og spiste kanelsnegle med indbudte gæster. Hunden syntes det var super fedt at have besøg af en anden hund, han var bedøvende ligeglad med det kødben han fik i gave (som næsten er større end ham selv) og ungerne var tæt på at være helt umulige, ene og alene fordi det hele bare var så hyggeligt og spændende.

Nu er aftensmaden indtaget, ungerne badet, aftenskaffen (som er ungernes godnat-ritual) ved at være klar til at blive serveret - Og jeg har taget min sprøjte, som jeg så fint præsterede at ramme rigtig træls med så jeg nu er blevet ramt af en voldsom hovedpine! Jeg vil bruge min aften bag skærmen, egentlig burde jeg gå i seng med det samme og få samlet noget energi, men jeg orker ikke stilheden og tankerne der invadere mit hoved når der ikke er noget til at fjerne fokus. I stedet vil jeg sidde bag skærmen, med fjernsynet kørende og lade som om at jeg ikke er skide bange for hvad morgendagen vil bringe. Får jeg ny medicin, er jeg blevet afvist igen - Hvad skal der blive af mig?!

Men lige nu, lige nu vil jeg nyde resten af hundens opdigtede fødselsdag og glæde mig over at vi rent faktisk har formået at have en rigtig hyggelig og god fødselsdag, som bragte glæde, lys og varme ind i det lille hjem!

Hjemmelavet glimmermist

Efter mit indlæg igår, hvor jeg viste hvad en pms-ramt rådhåret hvinde kan udrette med en masse maling og et mindre hysterisk anfald er der flere der har spurgt hvordan jeg har fået perlemorseffekten på min scrap side.

Skal jeg være helt ærlig var det mest af alt et uheld at det kom til at se så fint ud, men som jeg husker fra historietimerne er nogle af de mest banebrydende ting blevet opfundet ved uheld op gennem tiden - Så her kommer en lille guide til hjemmelavet glimmermist, lavet på akrylmaling.

Først er jeg nok nødt til at vise min gamle slidte fakta-pose med malergrej, det sker nogle gange at det lige kommer over mig at jeg skal male og så er det meget rart at have tingene (sådan nogen lunde iorden) - med de mest basale farver og lidt kendskab til hvordan man blander farver kommer man langt. Gul og blå giver grøn, det husker vi vist alle!


Søstrene Grene fører en rigtig god serie af akryl maling, god fordi den er billig, ikke tørrer ud i tuberne og tørrer rigtig hurtig når den først kommer ud af tuberne - perfekt til mit temperament. I den serie findes også flere "metallic"-farver, som f.eks guld, sølv og bronche.



Det jeg har gjort er at tage en klat sølvmaling, på størrelse med en tommelfingernegl og fortyndet kraftigt op i vand, ca en halv-en hel cm vand i bunden af en lille skål. Når det er fordelt fuldstændig har jeg nu en gennemsigtig mist, med et strejf af sølv. Det giver en fin perlemors-agtig effekt når det pensles/sprøjtes ud over papiret.



Jeg ønskede at lave en lyserød glimmereffekt, derfor blandede jeg først den lyserøde nuance jeg gerne ville opnår, da det var gjort tog jeg igen en lillefingernegls-størrelse klat og blandede ind min hjemmelavede glimmermist indtil det var opløst. Det bliver også meget gennemsigtigt, så man kan med fordel forsøge sig frem med lidt mere maling for at få den ønskede farve og konsistens. Det kan godt være svært at se perlemorseffekten når farven kommer i skålen, men den er der skam endnu!




Da det var gjort penslede jeg kanten af min side og resten af min nu lyserøde hjemmelavede glimmermist fyldte jeg i en lille forstøver flaske. Da jeg ikke have en af de mange smarte man kan købe til dette formål, tænkte jeg kreativt og fandt en næsten tom "Gobac" hånddesinfektion i min håndtaske, godt skyllet igennem fungerer den perfekt til formålet.




Jeg kan ikke sige noget om hvorvidt dette er syrefrit eller ej, så det er helt på eget ansvar at prøve det af. Har man tid og penge kan man købe færdige glimmermist i scrapbooking forretninger, men det bliver hurtigt en dyr affære hvis man skal have ret mange forskellige nuancer. hvor man med et par tuber maling til omkring en 10'er stykket kan lave mange flotte farver helt selv og efter behov!

Som det kan ses på billedet er der penselstrøg i kanten og glimmer stænk rundt på siden og giver et virkelig fint "touch".

lørdag den 21. januar 2012

Melodigranprix! Er det sådan pms er?!!

Jeg ved fanme snart ikke hvad der er med mig! I dag har jeg rendt rundt og været ganske ulidelig, ikke mindst for mig selv, men vist også for de andre. Derfor har jeg forsøgt at holde mig lidt på afstand, så jeg ikke ødelagde deres dag mere end højst nødvendigt. Jeg ved simpelthen ikke hvad der er gået af mig, men små hysterisk med hedeslag, det er vist det der beskriver min første halvdel af dagen bedst - Ikke noget jeg sådan har prøvet før, så jeg ved ikke om jeg skal prøve at sige at det er pms og så håbe på at nogen hopper på det, jeg har hørt at kvinder slipper for de mærkeligste ting på den konto!

Heldigvis har jeg da så kunnet sætte mig lidt ud i baggangen og rode med noget scrapbooking, ungerne har fået lov at være en lille smule med, men i dag havde jeg besluttet at det skulle handle om mig selv og en side til min BOM (Book Of Me). Jeg har længe villet lave en "Mine yndlingsting som 27årig" og eftersom jeg har under en måned tilbage som 27årig er det ved at være oppe over hvis det skulle klares, så det har jeg brugt nogle timer på. Egentlig nok ikke det bedste når jeg nu var sådan lidt småhysterisk, men faktisk endte det med at blive helt godt. papiret fik en ordenlig omgang og blev både revet, krøllet, oversprøjet med vand, maling og en blanding af vand og maling - Jeg kom virkelig af med nogle aggrasioner på den måde.


Faktisk kom jeg af med så mange at mig og ungerne har haft nogle rigtig gode timer sammen til aften. Det trængte vi ved gud også til efter den her skoduge vi har været igennem med mig som zombiemor! Så Sakarias og jeg startede ud som arkæologer og åbnede for et lille udgravningssæt som han fik i julegave - Han gav godt nok ret hurtigt op så det endte selvfølgelig med at jeg sad og prustede over en gipsblok for at få verdens mindste selvlysende dinosaur' ud, mens han og Sebastian hoppede rundt omkring mig og tog billeder. Meget, meget lidt pænt af dem faktisk, men de morede sig kosteligt på min bekostning, så wha' faaaa'n. Jeg behøver jo ikke vise billederne til nogen *fløjter*

Sakarias ville gerne over til sine oldeforældre, noget som ellers plejer at være forbeholdt Sebastian, men jeg fik Sebastian lokket til at blive hjemme og se melodigranprix sammen med mig så Sakarias kunne prøve at have hans oldeforældre for sig selv. Der gik nu ikke mere end en time så ringede han hjem og ville hjem og sove, så han blev selvfølgelig hentet de 500 meter hjem og blev puttet uden besvær.

- Og så har det ellers stået på melodigranprix hele aftenen, og det har simpelthen bare været så hyggeligt og sjovt. jeg troede egentlig ikke at det var noget for Sebastian og han startede da også med at blive skuffet over at det ikke var børne MGP der var i aften, men der gik ikke mange minutter inden han var helt opslugt af vores stemmesedler og vores eget pointsystem. Det var virkelig klasse, super skøn kvalitetstid, og de ting den unge kan sige. Jamen det er guld værd! Jeg vidste f.eks slet ikke at han syntes at ham der Alexander fra Norge som spiller på violin er noget af det fedeste, ja jeg vidste faktisk slet ikke at han eksisterede, men det kunne Sebastian så fortælle mig - Og drengen har jo ret, han er da herre sej med en violin! Sebastian ønsker sig at komme til koncert med ham.. Wow, jeg troede at børn i den alder ville til koncerter med Justin Bieber og den slags. Jeg er vildt imponeret over at min unge har smag!

Det gik heeelt vildt godt, og vi grinede, pjattede, heppede og var helt oppe at køre til sidste sekund. Havde det ikke været for Sebastian havde Rene og jeg nok bare siddet og stenet i sofaen, med mgp kørende i baggrunden og med enten en computer eller en telefon på skødet. Men nu skal jeg da love for at det blev sjovt, faktisk lige så sjovt som ejg selv husker det fra jeg var lille, han levede sig helt vildt ind i det - og da jeg sad klar med kameraet til at tage billeder af hans sejrshop når nu "hans" sang vandt, da måtte jeg desværre erfare at jeg kom til at fange en snøftende Sebastian i stedet. Øv altså!



Det havde ellers været den perfekte slutning på dagen hvis sang nr. 1 lige havde vundet og Sebastian havde hoppet rundt inde på gulvet med stemmesedler flyvende om ørene ligesom konfetti i Gigantium i Ålborg. Jeg håber så at det bliver lige så sjovt på lørdag, hvor jeg har lovet ham at vi gør præcis det samme bare med børnenes melodigranprix - Bare det da så er "den rigtige" sang der vinder på lørdag!!

fredag den 20. januar 2012

Orkanens øje!

Måske jeg bare aldrig skulle have åbnet op for de der sluser i mine øjne! Det lader i hvert fald til at der er sket en eller anden teknisk fejl efter det skete tidligere på ugen, for nu kan jeg fanme ikke få lukket for lortet igen! Der pipler vand ud af hovedet af mig ved de mest underlige ting!

En ven, som selv har haft kræft og resten af sit liv skal leve med at det måske vender tilbage, sagde til mig - Efter at mit lille sammenbrud rent faktisk gik ud over ham og han endte med at blive støtte pædagog i et par timer - at han syntes jeg skulle overveje at få noget hjælp til at snakke alt det her igennem, der er grænser for hvad man kan klare alene og det er ikke sundt at gå rundt med den her "dødsangst" alt for længe, i hvert fald ikke ubearbejdet.
- Måske har han ret, men jeg syntes bare ikke rigtig at jeg har noget at snakke om. Hvad skulle lige i så fald sige til en psykolog. Jeg kan jo ikke sige noget konkret, jeg ved ikke noget om noget, hvilket jo nok er det der er så svært at rumme. Alt det der intet fylder det hele og gør at jeg nu tuder til alt. Ej, måske ikke ligefrem tuder, men jeg får i hvert fald våde øjne hele tiden. Igår tog jeg mig selv i at sidde og blinke vand væk fra øjnene da jeg så en reklame for en eller anden bil, og i dag har jeg siddet og småsnøftet til starten på en Disney film. Der var ikke engang sket noget sørgeligt eller noget trist, men bare musikken var nok til at gøre mine øjenkroge fugtige.

Jeg bliver ved med at sige til mig selv.. "3 dage mere, bare 3 dage mere!"
- For om 3 dage, altså på mandag, så sidder jeg igen ude på sygehuset og skal snakke med min fantastiske læge. Jeg glæder mig HELT vildt, for denne gang er jeg nødt til at bede ham fortælle mig hvad der kommer til at ske hvis jeg ikke bliver forsøgsperson. Jeg troede jo egentlig jeg havde det bedst med ikke at vide det, ikke at skulle forholde mig til alternativerne, men nu kan jeg ikke rumme mere uvished. Nu er jeg simpelthen nødt til at vide hvad det er der skal ske med mig hvis jeg ikke kan blive forsøgs-rotte!

Jeg ville ønske jeg kunne rumme at skrive en masse andet, for i dag har jeg faktisk været ude i den virkelige verden, trods en rigtig slem nat efter sprøjten. Begge unger har været til tandlæge, den ene til tjek, den anden fået repareret en tand der var knækket noget af - Men lige nu kan jeg ikke rigtig rumme så meget, hverken af det ene eller det andet..

Det er en frygtelig følelse ikke at kunne rumme hverken mig selv eller de andre lige i tiden. Det er frygteligt at jeg kan sidde og se på mine skønne unger og forsøge at lytte til det de siger til mig, men at min koncentration bliver sløret og lige pludselig svæver mine tanker væk. Der er simpelthen ikke plads til mere der inde nu, der er ikke plads til mine egne tanker, der er ikke ret meget plads til andre og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Der var engang hvor jeg vidste at jeg ville få det bedst hvis jeg bare holdt mig beskæftiget med ungerne, hvis vi lavede noget kreativt, hvis vi legede eller fandt på historier sammen. Men nu er jeg sådan en zombie-mor der skifter fra det ene øjeblik til det andet, nogle gange kan jeg være præcis som jeg plejer, men en halv time efter sidder jeg bare og kæmper med en bragende hovedpine som jeg mistænker for at være fremkaldt af alt det kaos der suser rundt i hovedet på mig. Jeg føler jeg er ved at miste kontrollen, jeg føler ikke at jeg er mig selv mere - Jeg er bange, jeg er ked af det og jeg føler lidt at jeg står midt i orkanens øje og skriger, men ingen kan høre mig.. Jeg kan ikke engang selv høre mig igennem den her tåge, jeg føler ikke jeg kender mig selv og mine egne behov mere og værst er det at jeg slet ikke kan kende mit reaktions mønster her - Og det skræmmer mig virkelig.

Nogle gange har jeg sat mig ud til mit lille scrapbord, med øre-bøffer på, lukket døren og skruet højt op for musikken - Bare for at kunne overdøve alt det som flyver rundt inde i mit hoved med en sådan fart at jeg ikke engang kan forstå hvad det er det prøver at sige, det suser bare i mit hoved. Det har virket okay, befriende men på samme måde forvirrende og ukontrollerbart at være nødt til at skabe kontrol sådan. Nogle gange har jeg haft lyst til at gå langt, langt ud i skoven og skrige. Skrige til mine lunger gør ondt, skrige til jeg ingen stemme har, i håb om at den der mærke klat af et eller andet som har indtaget mit bryst vil flyve med ud. Og andre gange har jeg haft lyst til bare at forsvinde ind i mig selv, der ind hvor alting er helt lyst. Som i Harry Potter den sidste film, hvor alting ligepludselig er et helt hvidt rum, hvor der er helt stille og ingen behøver tage stilling til noget hvis de ikke gider. Jeg gad godt at der fantes sådan et tilflugtssted jeg kunne forsvinde ind i en gang imellem, bare for at få lidt ro. Bare for at kunne lukke øjnene lidt uden at der kører mærkelige drømme rundt i min underbevidsthed.

Der er svært at skrive, det er svært at formulere så en der ikke står i det, eller har stået i det forstår det..

onsdag den 18. januar 2012

Yeah! Got to love Sizzix and Ellison!

Det eneste man vel egentlig rigtig har brug for er at blive hørt på og forsøgt forstået?

Eller også er jeg en lille smule overfølsom i tiden. I hvert fald endte jeg med at bruge resten af min dag igår på at finde ud ad hvordan jeg skal få lavet Mr. Big Shot. Når jeg skal se sådan helt oprigtigt og ærligt på det så lagde jeg nok egentlig lige så meget mentalt energi i projektet for at kunne flytte fokus lidt, kunne sige at det var BigShotten der gjorde mig ked, at det var den der var det store problem - Frem for at skulle mærke efter det der sidder og nager i maven og gør de fleste af mine dage, mine små konflikter og den modgang jeg får ubeskrivelig stort.

Jeg blev mere eller mindre slået temmelig meget ud da jeg løb panden mod en mur og opdagede at jeg rent faktisk havde navnet på butikken jeg har købt den hos, men at den så er lukket i mellemtiden. SÅ om jeg havde en kvittering eller ej, så var der intet at stille op - samtidig rendte René rundt med telefonen på skulderen i noget der lignede en time for hele tiden enten at få at vide at opkaldet blev afbrudt eller at nummeret ikke eksisterede, altså det nummer som supporten havde givet mig på mail.

Jeg var omtrent klar til at sælge min gamle oldemor (hvis jeg havde haft sådan en endnu) da der tikkede en mail ind fra en eller anden person ved producenten som så alligevel ville hjælpe mig - På trods af at de havde afvist at hjælpe da jeg bor uden for USA, hvilket man jo nok må erkende at Bønnerup er, jeg kunne ellers godt leve med USA priser her hjemme!

Desværre nåede jeg ikke frem til vildt meget, faktisk nåede jeg faktisk frem til at min maskine måske slet ikke kan reddes med en reservedel. Men hun var sød, forstående, hurtig til at svare og forstod hvordan det kan være "devastating" at min Mr. Big Shot er afgået ved døden. Og selv om at der ikke er nogen garanti for at der overhoved kan gøres noget, så afsender hun en reservedel fra USA og mod Danmark i dag - Dog med så meget ventetid at hun slet ikke ville sætte tid på, så om den kommer om 14 dage eller 14 måneder ved jeg ikke. Men jeg ved at da jeg endelig, omkring midnat gik, med store sorte rander under øjnene, sløret tale og blævrende ben, i seng, ja da var jeg lettet, optimistisk og egentlig rimelig indforstået med at det her ender med at jeg er nødt til at ønske mig penge til en ny. Heldigvis for mig, kan man sige, er der jo fødselsdag lige rundt om hjørnet!

- Og ja, jeg ved godt at det ikke løser mine nagende problemer nede i maven, men det var vanvittigt dejligt at kunne gå i seng med ro i maven, for første gang i flere måneder. En blanding af udmattelse og at have mødt forståelse for gårsdagens problem var skønt. Nu er spørgsmålet så om jeg har lært nok af den følelse til at jeg rent faktisk får taget mig sammen til at få snakket om det der virkelig går mig på..

tirsdag den 17. januar 2012

Ohh! May you rest in pease!

Åh for f... også! Oh krise, oh krise!

Jeg er jo endelig kommet lidt ud af mit scrappe-hul, weehuu! Jeg er kommet i gang med et par gaver, jeg har lavet et par kort og i dag skulle det så endelig være at jeg lavede nogle sider til ungernes albums igen, ungernes meget forsømte albums vel at mærke! Jeg havde glæder mig helt afskyelig meget til at få besøg af et par veninder, til hygge, scrapbooking og til en masse snak - Både om der der sidder og gør ondt, men også om alt og intet og som jo oftest er der der gør at alt det der sidder og gnaver er til at leve med lidt endnu!

Og selv om at mine veninder har gjort absolut alt hvad der var forventet af dem og jeg har haft en vidunder skøn dag sammen med dem, med grineflip, rødmen og blabla-terapi, ja så er der altså nogle ret triste punkter på dagen som jeg meget gerne ville have været for uden!

Lige inden de kom opdagede jeg at 3 af mine stempler fra scrapper.dk er gået i opløsning og er smuldret væk, først troede jeg måske at det var mig der havde gjort noget galt med dem, men de er vasket med vand og opbevaret som jeg fik dem - i stuetemperatur og original emballage så jeg kan simpelthen ikke se hvad der skulle være galt! Et af dem er aldrig nogen sinde blevet brugt og er heller ikke før i dag kommet ud af emballagen, men ikke destomindre smuldrer det i hænderne på mig. Lorte-lort! Det er noget jeg kan betale mig fra, såååå dyrt var det heller ikke, men man forventer jo bare at tingene kan holde når man køber det, og en af tingene er end ikke 6 måneder endnu, de andre knap et år!

Jeg kom over det, så slemt er det jo heller ikke og da jeg havde fået lavet et kort færdigt gik jeg i gang med et par billeder jeg havde set rigtig meget frem til at arbejde med, jeg får fundet noget papir, noget pynt og beslutter mig for en overskrift der kan matche mit ualmindelig skønne, men noget sure modelbarn..
- Og bedst som jeg kører min første omgang igennem stopper bigshotten med at virke, svinghjulet kan lige pludselig bare slet ikke drejes og jeg står lidt i vildrede og aner ikke hvad jeg skal stille op, skal jeg forsøge at presse hårdere, skal jeg trække tilbage eller skal jeg bare give op, noget siger mig at der kun er en rette løsning her, og hysteriske anfald og voldstrusler er det ikke! Så pigerne og jeg bliver enige om at det nok er bedst at jeg lige venter på at manden i huset kommer tilbage efter at være sendt i byen efter (mere) sukker til os og får ham til at kigge på det, i stedet for selv at gøre noget.

Jeg vil ikke helt indrømme det, men allerede der mærkede jeg en smule panik komme snigende til mig. Jeg sætter mig nu ned og lader som om at jeg da er totalt ligeglad - Lige indtil at René siger "Jeg tror den er færdig", jeg griner lidt fordi jeg egentlig tror han tager pis på mig, han ved godt at Bigshotten nærmest er mit scrap-alter, men jeg må alligevel lige spørge "Seriøst?!"

- Og ja, seriøst - Lortet er afgået ved døden. En eller anden skrue i svinghjulet er simpelthen knækket, af metaltræthed. Og intet kan jeg stille op. Jeg ville ikke helt vise det, men på det tidspunkt var jeg klar til at sætte mig ned, vælte om i fosterstilling og tude mig selv i søvn - Jaja, det er bare en ting, men en ting jeg har gjort mig selv fuldstændig afhængig af for at kunne scrappe og lave kreative ting. Jamen for pokker altså.. Det går bare slet ikke!

Hele resten af scrappe-besøget var faktisk ødelagt, for os alle, for vi skulle alle bruge maskinen og mit humør røg fra skyhøjt til temmelig langt nede i kulkælderen på ingen tid. Jeg endte da også med at overgive mig og panikke lidt, finde min store kasse med kvitteringer og boner frem og bruge det meste af en time på at nærstudere hver eneste i håb om at jeg havde en bon på maskinen. Men det anede mig faktisk at jeg ikke havde det, for den er købt til scrapbooking convention for 1½ år siden, hvor enten jeg eller de ikke har været vildt opmærksomme på at få en bon med i alt travlheden - Og hvad værre er, så kan jeg ikke engang huske hvad butikken jeg købte den hos hed!! For f... også!

Og hvad tror i så lige der sidder og gemmer sig inde i min Bigshot?! Den ene die, altså udstandserdims, ja den sidder der inde og kan virkelig ikke komme ud. Så ikke nok med at jeg har mistet min bigshot, maskinen der hjælper mig med at lave bogstaver, blomster, pynt, forme, ja stort set alt, så har jeg også mistet det alfabet som i tiden er mit yndlings.. Men hvad pokker skulle jeg også bruge alfabetet til, når jeg ikke har en maskine til at udstandse med der virker!

Ihh, jeg er virkelig træt, jeg sad allerede og gabte dengang mine søde veninder kørte. De var egentlig blevet tilbudt af være med til aftensmad, jeg ved ikke om de takkede nej på grund af min træthed eller fordi de bare gerne vil hjem, men lige nu kan jeg ikke lade være med at være en lille smule taknemmelig, for selv om jeg har nydt deres selskab helt igennem og jeg gerne ville have siddet i flere timer sammen med dem, så glemte jeg bare desværre at tage mit opkvikkende i rette tid og nu er jeg absolut intet værd længere.

Øv humør, øv krop, øv træthed MEN en fantastisk dejlig dag med veninderne - jeg havde nok taget det noget værre hvis min bedsteste-scrapbuddy var gået i stykker mens jeg var helt alene om det. For selv om René nu går rundt og siger "jeg forstår virkelig godt at du er trist over det" så er der ingen der forstår det så meget som pigerne der også selv har sådan en ven der hjemme. Jeg håber at de nu er gået hjem og har krammet deres en lille smule ekstra - For lige pludselig en dag, så er den her måske bare slet ikke mere..

May you rest in pease mr. Big Shot!!



Jeg håber inderligt at nogen forbarmer sig over mig til min snarlige fødselsdag, men desværre er den eneste der ikke syntes at scrapting er en tåbelig ting at bruge penge på René, som jo allerede har givet mig fødselsdagsgave. Der er lange, lange udsigter til at jeg kan blive genforenet med en Big Shot! For f... også!!

mandag den 16. januar 2012

Det er sgu svært, det her!

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg kan snart ikke kende mig selv mere og det skræmmer mig faktisk lige så meget som alt det andet vi står overfor lige nu.

I dag har jeg endelig fået hul på lidt af bylden, altså den der klump som sidder i halsen og brænder, gør ondt og er ved at kvæle mig, den der klump jeg hver dag prøver på at synke sådan at jeg ikke giver mig til at tude et eller andet sted hvor det slet ikke er belejligt. Vi lever jo i en verden hvor vi helst ikke skal vise for mange følelser, hvor vi stort set ikke ved hvad vi skal stille op hvis vi ser en anden være ked af det og hvor vi er nået til et punkt hvor vi ikke engang ved hvad vi skal stille op med os selv når vi er kede af det - Jeg er i hvert fald nået til det punkt.

Der er gået over 3 måneder nu, fra den dag lægen ringede og sagde at noget var galt - Og jeg har ikke tudet, jeg har rent faktisk ikke sat mig ned og givet frit løb for tårerne sådan rigtigt og givet mig selv lov til at føle hvor stort, overvældende og frygteligt det hele rent faktisk er. Jeg har gjort som det blev forventet af mig, ikke mindst fra mig selv, jeg har grebet efter vejret oven på den hårde besked, rettet ryggen og sagt "Selvfølgelig klarer jeg mig" og derefter forsøgt at klare en ganske almindelig hverdag som om intet var hændt mig.

Vi ved alle sammen der er noget galt, hele familien ved det og jeg gætter på at jeg langt fra er den eneste som dagligt går med kvalme af ren og skær nervøsitet, forvirring og angst for fremtiden - Men vi siger det ikke. Vi kigger på hinanden, smiler og spørger hvad vi skal have til aften. Jeg har hele tiden tænkt at det var bedst sådan, bedst at ungerne intet vidste, bedst at omverdenen intet vidste og bedst hvis jeg ikke behøvede at tænke over tingene. Jeg har hele tiden troet at det var fordi jeg ville få noget nyt medicin hurtigt og så ville vi kunne fortsætte som om intet var slet, men nu kan jeg ikke lade være med at tænke på om det ikke bare er sådan jeg er. Om jeg gået hen og blevet sådan et menneske der passer perfekt ind i den tid vi lever i, hvor vi klarer tingene bedst ved at lade som om det ikke eksisterer - Hvis vi ikke snakker om at det hele er svært og grimt og rigtig uretfærdigt lige nu, så er det sikkert slet ikke så slemt.

Men det er slemt, og jeg har brug for at græde! Jeg har brug for at nogen, ikke mindst jeg selv, anerkender at jeg er bange og har brug for at nogen stryger mig over håret og siger "Det er okay, det ér uretfærdigt!"

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, efter så mange år at have stolet på at jeg kan klare at, så at opdage at min krop er godt i gang med at svigte mig - og der er ingen vidundermidler der kan trylles frem af den sorte hat som kan rette op på det hele lige nu og her. Hvad gør man når man intet selv kan gøre? Jeg er sådan et af de mennesker der handler når der er noget galt, jeg tager sagen i egen hånd, springer ud en løsningsmodel og har det bedst med at gøre noget aktivt for at komme videre. Men nu kan jeg intet gøre, jeg kan ikke påvirke min krop til at reagere på kemo'en, jeg kan ikke bestemme om medicinalfirmaet skal bruge mig som forsøgsperson så jeg kan bare sidde her og vente på at nogen bestemmer hvad der skal ske med mig. Jeg kan ikke råbe af nogen, for det er ikke nogens skyld, jeg kan ikke skælde nogen ud, for det er ikke nogens skyld og jeg kan ikke tvinge nogen til at hjælpe mig videre.

Hvad gør jeg så..? Jeg skriver min blog nu her, tørrer de sidste tårer bort, lægger lidt koldt om øjnene så den værste hævelse og rødme fortager sig og så går jeg ud til familien igen, smiler og spørger hvad vi skal have til aftensmad. For.. hvad fanden kan jeg ellers gøre..?!!?!?

lørdag den 14. januar 2012

Jeg er en oversize gul kylling! En Fighter!

Jeg er en Fighter - Og ikke bare forstået på den måde at jeg hver eneste dag kæmper mine kampe, men jeg er en Fighter, en af de der mange mennesker der en dag og en nat i sommeren trækker i en gul t-shirt og går rundt til "Stafet for livet"og skilter med at jeg er syg. I forbindelse med min første (og faktisk indtil nu eneste) stafet meldte jeg til at være en af en gruppe mennesker som i det næste år skulle være med til at "hverve" nye Fightere.



Sagen er nemlig den, at når vi trækker i vores gule t-shirts og render rundt og ligner en flok over-size kyllinger, så gør vi det ikke for at sige "Se stakkels mig - jeg har kræft" men for at sige "Prøv at se hvor mange vi er, og det er blot en lille del af den store folkemængde der går rundt og har kræft". Men vi ér bare ikke ret mange til at vise hvor stor en del af befolkningen som rent faktisk har været eller er kræftpatient. Det er et virkemiddel der skal få folk til at indse hvor meget kræft fylder i hverdagen for rigtig mange mennesker - Og selve stafetten kører i 24 timer for at gøre opmærksom på det faktum at når man er Fighter, så er man det hver evig eneste time af døgnet, uden pauser! (Dog er Fighterne der ikke i 24 timer, med mindre de gerne vil det - Så bare rolig, det kræver kun en time med mindre man selv ønsker mere! - Og det gør du!)

Det var for mig en utrolig overvældende ting at komme til Stafetten og havde det ikke været fordi at jeg modtog et brev der opfordrede mig til at tage med, så havde jeg heller ikke gjort det. Det er måske lidt svært at forstå, men som jeg siger i videoen som jeg har langt link ind af længere nede, så har jeg brugt SÅ mange år af mit liv på at bevise at jeg er stærke, jeg er næsten rask, jeg kan godt og at folk ikke skal se mig som stakkels Nadja med kræft.

I det øjeblik jeg trådte ind på pladsen, som jo er kæmpe stor, fyldt med telte til holdene, telte til oplysning, telte til mad, telte til underholdning, blev jeg ydmyg og følte en smule trykken for brystet - men det kan overhoved ikke sammenlignes med hvad jeg følte da jeg trådte ind i Fighter-teltet, hvor alle Fighterne mødes, og fik udleveret min gule t-shirt og kunne kigge ind på over 50 andre mennesker i deres t-shirts. jeg var nødt til at bakke ud igen, få luft og kæmpe lidt mod den kvalme som arbejdede sig op. Alle de mennesker, helt almindelige mennesker som jeg aldrig havde gættet havde eller har haft kræft sad der inde, stemplet, og i det øjeblik jeg tog min på ville jeg være en del af dem, stemplet som "Nadja med kræft"

Det krævede noget overvindelse og jeg er virkelig glad for at jeg havde Sakarias med til at løfte stemningen for mig, jeg gik mange gange frem og tilbage til teltet, ud på pladsen og ned på dammen og kigge på ænder. Hver eneste gang jeg kom tilbage til teltet kunne jeg se hvordan der strømmede mennesker til, hvordan de grinte, snakkede lystigt, krammede hinanden og fortalte hvor glade de var for at se hinanden igen i år. Det tog mig noget tid at opdage at jeg ikke var stemplet her, men at jeg i stedet var godt i gang med at blive indlemret i et stort fællesskab, en stor familie af "oversize gule kyllinger" som alle havde den samme ting med i baggagen.

- Fra det øjeblik blev det en fantastisk dag, og selv nu hvor jeg sidder og skriver om det står dagen som noget næsten magisk for mig. Åhh, jeg ville ønske jeg kunne beherske de skrevne ord bedre, for jeg vil så gerne kunne skrive præcis hvad det var der skete med mig den dag, for der skete noget stort, som slet ikke er til at beskrive alligevel! Da vi sad og hørte et kort foredrag inden vi skulle starte stafetten så jeg mig omkring, på alle de her mennesker, unge, gamle, kvinder og mænd i en stor blanding og oplevede faktisk hvordan det var at føle sig helt rigtig godt tilpas med mig selv om min sygdom.

Og følelsen jeg fik da vi, med hver vores solsikke, trådte skridtene til den første runde i stafetten er helt ubeskrivelige, det var næsten med tårer i øjnene at jeg med ryggen rat, brystet frem og stoltheden lysende ud af mig travede afsted med en beslutsomhed som aldrig før. Og selv om at jeg lige præcis der blev stemplet, som jeg havde frygtet så meget, så gik det op for mig at jeg ikke blev stemplet som "Stakkels syge Nadja" men som hende den seje Nadja, Fighteren Nadja!

Stafetten har mange formål, nogle vil sige at den er der for at samle penge ind til kræftens bekæmpelse, nogen vil sige at den er der for at gøre opmærksom på hvor mange der egentlig lever med kræft - men jeg vil sige at den er der for at skabe sammenhold mellem fightere, et usynlig bånd skabt af en følelse.

jeg håber inderligt at jeg får rigtig mange flere Fightere at se i Syddjurd, nærmere bestemt Rønde Bypark, næste år. Jeg håber at der kommer flere deltagere og jeg håber at, i der har læst dette vil gå idn på www.stafetforlivet.dk og finde jeres nærmeste stafet og afgive et løfte til jer som om at deltage til sommer, om i er kræftpatienter, pårørende eller bare helt almindelige mennesker er ligemeget, I vil uden tvivl få en oplevelse for livet.

Er det ikke nok til at lokke jer?
- Så kan jeg måske lokke med gratis mad og drikke til de tilmeldte Fightere, gratis frugt og vand til alle (fightere, deltagere, besøgende) hele dagen og natten og meget, meget mere!

Se en kort video omkring det at være Fighter her: Fighter-video
- Videoen er optaget til vores første Fighterambassadør seminar, endnu en helt fantastisk og meget udviklende oplevelse jeg har haft omkring Stafet for livet. I videoen deltager jeg og tre andre, med lidt af det vi har oplevet omkring stafetten.

fredag den 13. januar 2012

En konservesdåse er da en god gave?!

Jeg stod og kiggede i køleskabet en aften, egentlig var det marcipanbrød eller andet slik jeg ledte efter, men mine øjne fangede en konservesdåse med ananas i - Og så var det at jeg kom i tanke om en ting jeg engang for evigheder så på en blog, som lige nøjagtig nu passede med at jeg gerne vil minde en veninde om at hun er intet mindre end guld værd!

Jeg har nemlig denne ualmindelig skønne veninde, som jeg rent faktisk ikke har set i over 5 år, men som jeg snakker med flere gange om måneden. Hun er en af de eneste som har holdt mig ud igennem kræft, at miste Elias og alle de andre etaper i mit liv jeg har været igennem. I starten med kræften snakkede jeg meget, da vi mistede Elias stoppede jeg helt med at kommunikere med andre og jeg har stadig problemer med at huske at svare på sms'er og give beskeder. Men hun har klaret det hele, accepterer mig altid, er super hurtigt til at svare mine beskeder, komme med gode råd eller bare anerkende de følelser jeg har. Nu skal hun så have at vide at hun er guld værd for mig.

Så her kommer en DIY - Do It Yourself om hvordan man laver en kedelig konservesdåse om til en rigtig god gave!


Start med at tage etiketten af dåsen, det gør ikke noget at der sidder lidt lim tilbage, bare det ikke buler alt for meget ud. Åben derefter dåsen i bunden med en dåseåbner - Du skal nemlig bruge toppen til en vigtig del af gaven! Tag indholdet ud og lav dig noget godt aftensmad af den! Vask dåsen grundigt så alle madrester er væk og pas godt på fingrene når du tørre dåsen, kanterne er skarpe!


Nu skal du lave din dåses nye bund. Find et stykke karton i en neutral farve, eller endnu bedre i den farve du ønsker at dekorere dåsen med senere. Tegn dåsens bund over på kartonen.


Brug en bonefolder, eller andet til at trykke cirklen med, klip kartonen ca 2 cm fra den tegnede cirkel og klip slidser i kartonen ind til cirkel. På billedet ses to ad mine sidser, sådan skal cirklen laves hele vejen rundt.


Fold alle cirklens spidser op og gør dåsen klar med dobbeltklæbende tape rundt i kanten i bunden, hvor de snart skal sætte din nye karton bund fast.


Nu kommer det sjove. Dåsen skal fyldes med goddter til modtageren. Det kan være lige hvad hjertet begærer , men mon ikke de fleste mennesker er til sukkerfyldte ting. Derfor har jeg i hvert fald satset på at give min kære veninde en omgang sukker - og selvfølgelig skal hun have guldkarameller, hun er nemlig guld værd! Så her i gemmer sig en køleskabsmagnet med et sødt citat, et marcipanbrød (man skal jo give noget man selv gerne vil have) og en hel pose guldkarameller!


Herefter sættes karton-bunden på, hver af cirklens spidser trykkes godt fast mod den dobbeltklæbende tape og med en negl trykkes de ind mod kanten af bunden, sådan at papiret følger dåsens form så meget som muligt, inden der nu skal sættes papir rundt om dåsen.

Jeg har valgt et dobbeltsidet ark scrapbooking karton, da jeg på den måde kan bruge resterne til et lille kort og til at dekorere med. Sørg for at klippe kartonen så den passer bedst muligt. Da det kan være svært at få det til at passe perfekt mod top og bund har jeg valgt at lave en stjerne-bord til at dække eventuelle mangler der. Det er dekorativt og praktisk på samme tid.


Ja så er dåsen altså klar til at blive pyntet. jeg har på forhånd udvalgt de ting jeg ønsker at bruge. Jeg bliver nemlig meget forvirret når jeg sidder med hele mit udvalg foran mig og skal arbejde ud fra det. Derfor har jeg brugt lidt tid på at udvælge ting jeg tror vil passe godt sammen med papiret og det billede jeg har dannet mig inde i hovedet, som det færdige resultat så gerne skulle ligne. Så bare i gang - Og husk at have modtageren i tankerne. Hvis det f.eks. er til et barn behøver man ikke sætte alt for mange små ting, ting der kan ødelægges og ting der kan rykkes af på, men blot at lave nogle simple motiver som et barn vil elske. Se f.eks. dåsen Sakarias og jeg har lavet her.


Så er dåsen klar, med indhold, pynt og lige klar til at modtageren kan rygge den op!


Jeg vælger at lave et lille kort til min veninde også, hun skal lige mindes om hor dejligt et menneske hun er og det er der slet ikke plads til at skrive på dåsen. Så af resterne laver jeg et lille kort.




Jeg håber guiden kan læses og at der er flere end jeg der får overrasket nogle gode venner eller en anden special person i deres liv. Jeg kan med sikkerhed sige, at lige meget hvordan resultatet bliver så vil modtageren blive oven ud lykkelig for at få en gave lavet med kærlighed! Smid endelig en kommentar med link til dit bud på en konservesdåse-gave!

Og her er de endelige resultater:




P.S.: Modtageren blev glad, så det kan kun anbefales at prøve det af!!