Sider

tirsdag den 28. februar 2012

Og der blev mørkt, der blev MEGET mørkt!!

- Der inde i mit sind! Meget mørkt og sortseer-agtigt! Alt den der forårsglæde som har fået mig ud og gå med hunden, har gjort at jeg har været i stand til at høre på den irriterende larm støvsugeren laver og har kunnet holde kulden ud, den forsvandt som dug fra solen..

..Og jeg har besluttet mig for at give den lov, bare et øjeblik, bare et øjeblik vil jeg lade mig selv være negativ, sortseer og død-irriterende at høre på - Og når det øjeblik er overstået, så vil jeg hanke op i mig selv, smile til mig selv i spejlet og finde fighter ånden frem igen!

1: Jeg liger ikke blot en med røde hunde længere, jeg ligner et monster der burde tildækkes i burka og aldrig tales om igen, ikke engang Bigfoot eller Yeti'en kan tænkes at skulle være så frastødende som jeg føler mig lige nu. Jeg har fået noget nær jordens største udslæt, over hele min krop, inde i ører og i mund. Jeg kunne godt mærke at det var under opsejling, så jeg har stort set taget antihistamin siden jeg startede den nye kemo og i starten gik det også fint, men gravist blev det værre og værre og da weekenden kom over os var det ret så.. stort.. rødt og hævet, kløende!

Dog mistede jeg først modet da jeg begyndte at få det i munden også og jeg natten til mandag lå i min seng og blev helt bange for at blive kvalt i søvne. Jah, jeg kan godt blive lidt småhysterisk en gang imellem, så jeg så der i min elendighed med kvalme og sådan, for mit indre øje hvordan mine luftveje blev angrebet og hævede vildt op til jeg ikke kunne få vejret. Temmelig meget  overdrammatiseret, men det er svært at være rationel når man er bange der midt om natten når man kæmper med kemo bivirkninger.

Mandag fik jeg efter en halv time i telefonen, hvor 3 sygeplejersker ret tydeligt havde fået udtrykt at de ikke mente at et udslæt kunne være så vigtigt at jeg skulle snakke med lægen NU, dog fat i lægen. Jeg havde sendt ham billede løbende i weekenden og han kunne sagtens se en udvikling og at det slet ikke var iorden det som var ved at ske..!

Så - Nu er jeg taget af  kemo igen, splittet, forvirret og bange! Splittet fordi jeg egentlig nyyyder at være af kemoen og jeg igen både kan spise, åbne køleskabet uden at kaste op og selv hente ungerne fra institution! Forvirret fordi jeg faktisk ikke husker at lægen har fortalt hvornår vi skal snakke sammen igen, om hvad der sådan helt præcist skal ske nu og bange fordi jeg godt er klar over at det her kan betyde at jeg ikke kan fortsætte i forsøget og at jeg måske heller ikke tåler det her kemo, som skulle være det sidste jeg kan benytte mig af..

For hvad bliver der så af mig hvis jeg ikke kan blive i forsøget, hvis jeg ikke kan tåle medidicinen? Ja.. Jeg ved at jeg i første omgang bliver sendt tilbage på det kemo som ikke virker mere, og at leukæmien så bare lige så langsomt vil overtage min krop indtil jeg igen er så syg at jeg konstant går i risiko for at udvikle en akut lekukæmi. Men hvad så.. Findes der et andet forsøg et sted, skal jeg vente på et andet forsøg, skal jeg måske tage noget medicin jeg ikke kan tåle og så bare ikke være meget mere værd end en vissen porre eller hvad?!! Det er ikke nemt at være beboer i mit hoved lige nu, der er så mange tanker som fiser rundt der inde at jeg trods kemo-stop stadig har kvalme det meste af dagen! Hvis ikke af tankerne, ja så af at skulle se på mit elendige udslæt (som dog er blevet lidt pænere på det døgn jeg ikke har fået kemo!)

2: En eller anden Osteporoseklinik har sendt mig en anmodning om at deltage i en videnskabelig undersøgelse, som involverer at jeg har tænkt mig at blive gravid inden for nærmeste fremtid. Egentlig burde jeg bare grine og smide brevet ud og så tænke "I guder altså!" men lige netop i dag hvor jeg sidder og er så meget sortseer som jeg er, så rammer det mig lige i hjertet.

For jeg skal ikke have flere børn - Og jeg drømmer stadig om at jeg en dag på magisk vis vågner op og er rask, mine æggestokke er vokset sammen og jeg igen skal rende rundt med gravid mave, shoppe barnevogn og falde i svimer over min egen baby. Så i dag, der orker jeg ikke at lade som om at jeg ikke føler et stik af jalouxi når andre bliver gravide og orker ikke at lade som om at jeg ikke også selv drømmer om at kunne forøge husstanden med en baby en dag igen. Og nej, lige i dag hjælper det ikke engang at sige til mig selv at "Når mine børn er voksne, så er jeg stadig ung og kan rejse jorden rundt hvis jeg vil!"

Det var så det.. Soerseer-Naddi'en er over and out, hoing to go on book-sale this evening!!

søndag den 26. februar 2012

Nu skal det fanme være nok!!

For at være helt ærlig, så duer jeg altså ikke rigtig til at være så negativ så lang tid i træk, jeg duer ikke til at være ked af det, skrive om triste ting - Jeg duer helt ærligt ikke til at være hovedpersonen i mit eget liv lige nu, jeg vil UD! Men desværre har jeg skrevet livstids kontrakt og rollelisten her er altså ikke til at ændre, for fuck også!

Nu kunne jeg godt skrive en masse om for meget smertestillende, at jeg ligner en med rødehunde eller hvordan jeg i de mørke timer er ved at miste modet - Men det har jeg simpelthen ikke lyst til. Jeg har lyst til at fortælle lidt om hvor skønt jeg syntes det er at jeg har været ved at hækle nogle flere bamser, som jeg slet ikke har brug for. Eller at jeg har lavet nogle flere fødselsdagskort, som jeg heller ikke har brug for, at jeg har været ude i solskindet med min totalt forårs-kuldrede hund - Og at jeg igår gjorde noget som jeg aldrig havde troet jeg skulle!

Igår var der nemlig "arrangement" i spareklubben - Om jeg egentlig vil kalde det et arrangement i spareklubben tror jeg ikke, for det var snarer spareklubben som sammen tog en bus, for at spredes for alle vinde i små grupper og bagefter samle sig for at tage hjem igen med selvsamme bus - men turen gik til et show med Ørkenens Sønner. Og, igen helt ærligt, så har Ørkenens Sønner ALDRIG nogen sinde sagt mig noget, jeg syntes de er dygtige skuespillere, men alt det der med pik, patter og et niveau som meget sjældent kommer over bæltestedet det er bare ikke mig. Men selskabet er hyggeligt, billetten var betalt og jeg trængte desperat til at tage lidt for meget smertestillende, dække mine røde pletter med makeup, tage den nye trøje på og komme hjemmefra, ud og lade som om at hende den kræftsyge stadig lå der hjemme i sengen og ynkede sig og at jeg lige igår var den glade, friske og smilende tvillingesøster! (Lidt personlighedsspaltninger tager man vel ikke skade af, en gang imellem, vel Bente?!)

Så, ud på eftermiddagen traskede jeg og min tro følgesvend (altså René!) ned af vejen, i overskyet vejr, men med et højt humør. Jeg havde sørget for at pakke forsyninger i form af den medicin jeg nu kunne ske at få brug for, og derudover havde jeg faktisk besluttet mig for at dagen ikke skulle handle om sygdom. Jeg ville stå i slående kontrast til den seneste uge og helst så meget at ingen ville have gættet at jeg havde brugt aftenen på at klynke mig i søvn! Og det lykkedes..

Ganske rigtig så var første del af showet ikke lige mig - det var i hvert fald ikke det jeg selv ville have valgt, men jeg var vildt imponeret over deres evne til at spille, deres evne til at leve sig ind i rollen og hvordan de kan synge så fantastisk - Det er jo helt vildt hvad de fire kan udrette med deres stemmer. Jeg fniste, jeg klappede og jeg nød i fulde drag stemningen af glade mennesker, småberusede mennesker med deres øl (og ikke engang et stik af jalouxi over kun at turde indtage vand) som i langt højere grad end jeg selv kunne gå op i showet. Og jeg sluttede faktisk af til pausen med ligefrem at glæde mig til at se næste halvdel.

Under anden halvdel skete der noget.. Ja.. Egentlig ville jeg skrive at jeg fik en forløsning, men jeg er ret sikker på at det sådan i ren "Ørkenens Sønner"-ånd vil blive misforstået, men.. Jah.. Måske var jeg ved at være træt, måske var jeg ved at være blevet beruset af den berusende stemning, eller måske var det hele bare så plat at jeg ikke kunne lade være. Det var i hvert fald plat da "Dorte og Grethe" gik på scenen, men lige pludselig så grinede jeg, og jeg grinede og jeg grinede og jeg grinede til mine mavemuskler krampede og tårerne trillede ud af mine øjne. Jeg tror ikke jeg vil kunne sige hvad det egentlig var jeg grinede af, men det var bare så befriende at grine, så jeg kunne slet ikke stoppe.

At sidde der, høre på platheder og bare kunne grine står i absolut yderste kontrast til hvad vores mange sidste måneder har handlet om og i høj grad de sidste dage - Så der i mørket i salen, der føltes det på een måde helt magisk at kunne give slip, lade mig rive med og bare grine den store mørke sky afmagt, vrede, fortvivlelse, sorg og desperation ud af brystet.

Det er ikke løgn når jeg nu skriver at jeg havde nemmere ved at gå ud bagefter, jeg havde nemmere ved at rette mig op, jeg havde mindre ondt og jeg følte det i det hele taget som om jeg var blevet lettere. Og så var jeg ligeglad med hvad ventede mig senere, aftenen måtte bare ikke slutte for tidligt! Jeg udskød aftensmaden og blev stik imod hvad jeg havde troet da jeg tog hjemmefra, sammen med vores spareklub i et par timer mere hvor jeg fik snakket, hygget og bare været. Og jeg nød det, JEG NØD DET! Jeg nød at være mig!! For det er altså ikke mig der ligger inde i sengen og er syg, selvfølgelig er det mig, men det er ikke sådan jeg er, jeg er glad, jeg er smilende og jeg ELSKER livet.. Hende den slatne der render bleg rundt og klynker hele tiden, det er ikke mig, det er ikke den måde jeg ser mig selv.. Det er ikke livet.. Det er bare noget der skal overstås så jeg kan komme ud igen og gøre det jeg elsker, og være den jeg elsker!

Selvfølgelig endte det med en hård omgang i nat, med smerter, kvalme og søvnløse timer hvor kun WordFeud og en god veninde var der til at hjælpe mig igennem de hårde strabasser - Men det er ligemeget, for jeg havde lige fået ladet batterierne op og intet kunne få følelsen af at have luftet den virkelig Nadja til sådan at forstumme!!

torsdag den 23. februar 2012

Så skal der byttes om på nat og dag!

I dag har været en okay dag, jeg er nemlig godt i gang med at få byttet om på nat og dag, hvad medicinen angår altså. Så hvor jeg den sidste uge har taget min nye behandling om morgenen, har jeg nu fået godkendt at jeg forsøger mig med at tage den om aftenen, i håb om at jeg kan sove mig fra nogle af de grimme bivirkninger her i startfasen.

Så, det er nu 1½ døgn siden at jeg sidst tog en dosis og dagen er gået okay, ikke så meget kvalme, jeg har været i stand til at åbne køleskabet uden at kaste op over lugtene, jeg har endda fået spist HELE 3 gange i dag, det er jo ren luksus!! Jeg må så nok også erkende at det var ved at være tiltrængt, jeg kan godt mærke at jeg har mistet en masse kræfter, nok mest af alt fordi det ikke har været muligt at indtage særlig meget væske heller. Da jeg tidligere i dag forsøgte mig med badevægten afslørede den også en "fint" vægttab på 4 kg - Og jeg er trods alt ikke dummere end at jeg udemærket er klar over at det er alt den væske som jeg ikke har formået at indtage de sidste 5-6 dage som har gjort udslaget.

Så ja, en dag uden behandling har bestemt været tiltrængt! Nu vakler jeg så lidt imellem om jeg skal tage behandlingen kl. 21 eller 22?! For at det skal fungere optimalt skal jeg i hvert fald have taget noget kvalmestillende op til en time før, det burde være nemt nok, for sådan har det kørt i fast rutine de sidste mange år - Faktisk har jeg næsten savnet hver aften, i de sidste 3 uger uden behandling. Men så er det lige det der med behandlingen som giver så ekstreme, ja slet ikke til at beskrive, voldsomme kramper og smerter i maven at der kun er et at gøre, lægge sig i fosterstillingen, pive og vente på at jeg bliver så udmattet at jeg falder i søvn. Det kan vare utrolig længe, det ved de fleste vidst som har haft maveinfluenza! Hovedpine, knoglesmerter og mavesmerter er nogle af de ting som er noget nær umuligt at sove fra før man er helt smadret, dog kan jeg da benytte mig at smertestillende. Noget jeg rent faktisk ikke har haft ret meget behov for i dag.

Nå men tilbage til det der 21 eller 22 spørgsmål. Fordelene ved at tage den kl 21 er at jeg så måske vi være i stand til at spise morgenmad, eller i det mindste frokost imorgen, men ulempen er at det så ikke er mere end 3 timer siden jeg spiste aftensmad, og at maden jeg så har i maven (jeg ved ikke hvor længe sådan noget reelt ligger der nede) risikerer at komme retur og give endnu værre smerter. Fordelen ved at tage den kl 22 er at jeg så (i det mindste tror) at maden nok er passeret videre i systemet og ikke vil give så store smerter, OG at det er sengetid så jeg bare kan tage noget smertestillende og gå direkte i seng. Ulempen er så at jeg ikke ved om jeg vil være i stand til at spise morgenmad og frokost imorgen.

Og lige imorgen er det ret vigtigt, nogen vil jo nok sige at det bare er at springe ud i forsøget, men imorgen tidlig skal jeg ud og have taget en blodprøve og det er ret vigtigt at jeg er i stand til at tage der ud, uden at sidde og skrige i bilen og have mad der bliver sendt retur og sådan. Og så er der lige den lille ting at min mor har inviteret på frokost, noget vi plejer at gøre ret tit og som jeg virkelig har savnet fordi det nu 10 dage siden vi sidst har været sammen. Og så smutter hun snart på ferie i meget, meget lang tid (syntes jeg - hun syntes garanteret ikke at det er længe nok) og jeg vil gerne nå at have lidt tid sammen med hende inden hun tager afsted. Noget der jo så kræver at vi kører videre ud i det danske shopping-land når blodprøven er taget.

Jeg har været MEGET i tvivl, for jeg lovede mig selv engang, kort efter jeg fik kræft, at jeg ville sige ja til alt der var mig muligt og bare leve livet mens jeg kan. Derfor er der flere ting som jeg har "på kalenderen" som jeg gerne bare vil sige "Selvfølgelig, jeg er klar" til, men det kan jeg bare ikke rigtig. Jeg har virkelig fundet ud af at det ikke er alt det er MIG der har kontrollen over, for lige meget hvad jeg har forsøgt mig med den sidste uge, så har jeg ikke kunnet tage magten fra den her møg-behandling!!
- For fanden, igår forsøgte jeg mig med at spise en rugbrød, det kostede mig 4½ time på sofaen i pine, klynken, udmattelse, sovende og vågnet op igen i et smertehelvede. Rugbrød er IKKE godt, nej agurk er meget bedre.. men 17 kalorier 3 gange i døgnet kan man vist ikke overleve på sådan ret længe af gangen. Dog har jeg en del kilo at tage af igen, men det er ikke den her måde jeg gerne vil tabe mig på!!

Dog kan jeg prale af at jeg har været ude i dag, jeg trodsede min egen forfængelighed og gemte mig i min store jakke og under min store hue, smuttede ud på en lille tur rundt om åen. Noget som har været fysisk muligt i denne uge indtil i dag, jeg er godt klar over at det kun er på grund af den der behandling jeg nu først skal tage i aften - men det er jo også bare med at nyde hvert minut det går godt! Og det gjorde jeg, nød det altså, også selv om at vinden var ved at blæse mig omkuld og at jeg var så udmattet da jeg kom tilbage til huset at jeg svimlede rundt og syntes jeg så at døren åbnede sig af sig selv, dét er udmattelse (og temmelig creepy)! Men heldigvis på en god måde, som havde taget hele hovedpinen med sig ud i vinden, langt væk fra mig!

Bare en masse tuuuuuden her fra - Kryds fingre for at det hele bliver meget bedre når jeg får vendt om på behandlingen. Jeg savner virkelig at være fuldt funktionsdygtig og ikke bare være en passiv deltager i mit eget liv - Jeg har heller ikke flere bøger, nu når jeg snart har læst de sidste 40 sider af "Møgkællinger"! - Så please, send me back to life!

tirsdag den 21. februar 2012

Gud hedder faktisk Frank

.. Eller Frederik eller Niels eller Frode!

Hvor er det egentlig sjovt at have en unge der rent faktisk gør sig nogle tanker omkring skabelsen. Lige nu sidder han med et stykke brownie (som faren har bagt for at tvinge mad i moren, en håndfuld havrefras er åbenbart ikke nok på en dag) og filosoferer over at der MÅ være en Gud, for hvor kommer de første frø til træerne ellers fra.

Nu kunne jeg godt rode mig ud i videnskabelige forklaringer om Big bang og encellede organismer, men hvorfor ødelægge hans tro allerede nu, der er noget magisk ved at tro på noget større, først julemanden og påskeharen, så tandfeen og nu Gud eller Frank eller hvad han nu hed inden nogen valgte at kalde ham Gud!

Jeg elsker at have små babyer, jeg elsker at have tumlingen men jeg elsker nu også at have en stir unge der er ved at gøre sig store tanker om liver. Alle aldre har virkelig sin charme! Og tænk sig, jeg var bange for at jeg kun kunne elske en baby dengang jeg ventede Sebastian.

- Om lidt er der de unge mødre, det første afsnit af serien som ikke blot er et special afsnit som vi deltager i siden efteråret 2008. Og det skal nok blive en blandet fornøjelse, at se mig selv glad og tro på at hele verden ligger for mine fødder, for nu at sidde med mavepine, kvalme, opkast, udslæt, hovedpine - midt i en kemoopstart som vi har ventet med længsel siden programmet blev optaget i september. Og jeg har set reklamen, min lille store unge som står bekymret og fortæller om mig der glemmer piller, ingen af os vidste før 3 timer senere at det stod så slemt til.. Åh..

mandag den 20. februar 2012

Fuck det er slemt, det er der altså!!

Jeg får læst en masse i de her dage, ja da specielt igår og i dag hvor hvor jeg nu har fået læst de første to bind af de udødelige. Først det andet på godt 6 timer og nu er jeg så gået i gang med det første igen, for jeg har simpelthen ikke andre bøger i huset jeg ikke i forvejen lige har pløjet igennem.. (Skulle nogen ligge inde med resten af serien arver jeg gerne - og nej, det er ikke en mulighed at tage på biblioteket, faktisk en fysisk umulighed!) Behøver jeg komme nærmere ind på hvorfor det er læsning og ikke tv der optager mig? Nå men der er i hvert fald ikke tv i det rum jeg bruger det meste af min tid, i smerte, klynkeri og indrømme med en del tårer.

Jeg ved at jeg er sej, og jeg har forberedt mig på at det skulle være slemt, men selv om at jeg stædigt bliver ved med at påstå at det ikke er værre end jeg havde forberedt mig på, så ér det værre! Der er i hvert fald på den anden side af "lide i stilhed" og nået til det stadie hvor jeg ikke bryder mig om at være alene, samtidig med at jeg har der så dårligt at det kun er René der bliver indviget i min elendighed og ynkelighed!

Kosten består nu mest af agurk, lakrids og mælk - og selvfølgelig store mænder piller til at tage bivirkninger og smerter. Agurken til at tage kvalmen, og det er indtil nu det som giver mindst smerter når det kommer ned i mavesækken, og også når det kort efter vælger en vej ud af systemet igen! Lakrids til at tage den grimme smag i munden. Mælk til pillerne og de mange sure opstød og halsbrand.

En læge ringede i dag "Du skulle egentlig have snakket med fin egen læge, men han er her ikke. Jeg kan se at det er en lang og indviklet behandling I har startet så hvis du ikke har noget så skriver jeg bare du har det fint og at han skal ringe når han kommer tilbage"
- "Nej, du skal IKKE skrive jeg har det fint. Du kan skrive at jeg ikke har det værre end jeg var blevet forberedt på, men jeg har det IKKE fint!!"

Det var først bagefter jeg kom til at tænke på at keg nok burde have nævnt de der allergiske reaktioner, udslættet. Men for at være helt ærlig følte jeg ikke der var plads til at jeg sagde noget. Han sagde direkte at han ikke ville blande sig i det min læge og jeg har startet op og jeg blev også lidt trist da det ikke var min egen læge der ringede, jeg havde lige brug for at blive bekræftet i at det er okay, at det nok skal gå og at det er helt normalt det jeg går igennem - selv om det er ualmindelig hårdt lige nu.

Jeg håber jeg snart er ude på den anden side og kan sige at det har været det hele værd!

Nu vil jeg smide mobilen tilbage på sengen, gå tilbage til mit teenagedrama med udødelig kærlighed og prøve at glemme hvordan min store unge for en time siden stod og sagde fornærmet til René fordi jeg var den eneste der ikke sad ved middagsbordet "Jamen hun SKAL også spise, det skal hun altså" mens jeg ihærdigt forsøgte at holde en kvart agurk nede. Nu har det altså varet længe nok, NU vil vi gerne tilbage til normalen igen!

fredag den 17. februar 2012

Kemo monstret!!

Føj altså!!

Nu hedder det brækspand, frygtelige smerter i mavesæk-området, den der ventede diarre, hovedpine og en utrolig grim smag i munden - og blogger på mobilen.

Øv altså, to doser og allerede sendt til tælling.. Og det bliver værre, det ved jeg jo! Jeg kunne næsten ikke slæbe mig afsted på sygehuset til blodprøve imorges, men jeg klarede det selv om jeg mest at alt havde lyst til at krølle mig sammen og lægge mig i fosterstilling i bunden af brusekabinen og lade dagens bad foregå i stilhed, lidende stilhed!!

Jeg har nu også haft et har gode timer. Min Farmor ringede og spurgte om jeg ikke trængte til at gå en tur, så efter blodprøve og et kort opmuntrende besøg ude i hobby-gården, så tog vi hen i hendes nye hus og drak kaffe og spiste kage.. Eller de gjorde, min mave var ikke så samarbejdsvillig!

Og så gik jeg ellers afreageret med at rykke luft tapet ned inden jeg desværre måtte overgive mig til det her kemo monster og tage hjem på sofaen. Og her kommer resten af dagen til at foregå med min fantastisk flotte pink brækspand, kun afbrudt af nogle meget lange toiletbesøg - med læsestof sponsoreret af min søde kæreste.

Føj føj føj siger jeg bare. Føj!!!!

torsdag den 16. februar 2012

Puha, puha - Kvalme!! (Opdateres IKKE mere!)

Kl. 11.03
Pyyyh.. Kvalmen har ramt mig! Utroligt at sådan noget medicin ikke kan laves uden at det absolut skal give kvalme!

Egentlig ved jeg jo slet ikke om det ér medicinen som giver kvalme, for jeg er jo så vanvittig heldig at der absolut intet står i indlægssedlen, og de eneste bivirkninger min læge "tvang" mig til at høre om var løbende diarre (sorry for detaljerne, og ja - jeg glæder mig da bare helt vildt allerede!), noget med leveren og noget med hjertet. Resten frabad jeg mig at høre om, for jeg kender mig selv godt nok til at vide at, hvis jeg får at vide at jeg skal få røde hunde at medicinen, så begynder jeg at lede efter røde hunde indtil jeg rent psykisk får dem fremkaldt. Eller, jeg ved sgu egentlig ikke rigtig om jeg ér sådan, men jeg har helt fra jeg fik min allerførste behandling for knap 8 år siden besluttet mig for at jeg ikke ville vide hvad bivirkninger medicinen gav, netop fordi jeg ikke ville begynde at psyke mig selv til at fejle alt muligt som måske slet ikke ville ske for mig. Dengang gjorde jeg og min daværende læge det sådan at jeg bare tog medicinen og når der så begyndte at komme bivirkninger så snakkede jeg med hende om det, og så sagde hun "Ja ja, det kommer fra medicinen".



Indtil videre går det meget godt med at abstrahere fra kvalmen, med lidt hjælp fra noget kvalmestillende jeg valgte at tage forebyggende 45 minutter tidligere end jeg slugte medicinen. Og så sidder jeg (selvfølgelig) med en hæklenål i hånden og er ved at arbejde lidt på mit seneste monster, som René lader til at være blevet så forelsket i at det måske nok får lov at blive her i huset. Dog slipper jeg ikke for at skulle skille mig af med nogle af alle de andre hæklerier jeg har lavet. Uh det er svært, jeg er jo glad for dem alle, men nu må de altså rejse ud i verden og gøre nogle andre glade..

(Artiklen opdateres.. - Ja, lidt nyhedsagtig har man vel lov at lege! Haha.)

Puha, puha, puha!!

Kvalmen har været det mildeste jeg har været ude for i dag, må jeg så vende tilbage og tilstå. Jeg ved ærlig talt ikke om det er kemoen, om det er en kvinde ting (igen sorry for detaljerne) eller en blanding af begge. Men jeg er slået helt hjem, ikke bare hjem faktisk - Slået helt ud af spillepladen!

Det gik ellers super godt, altså lige ud over at jeg slog ret kraftigt ud i ansigtet og måtte have fat i noget antihistamin, jeg havde ikke mærket ret meget til noget de første par timer, men så lige pludselig efter 4-5 timer så skal jeg da lige love for at jeg blev dårlig. Faktisk så dårlig at det ikke har været mig muligt at gå rundt de sidste timer, på grund af smerter som jeg simpelthen ikke har stærk nok medicin til at kunne klare, og det siger altså ikke så lidt! Det er maven det er galt med, det kramper simpelthen sammen det hele, samtidig med at jeg er fuldstændig pustet op som et eller andet badedyr på stranden. Det er frygtelig smertefuldt og hverken det ene eller det andet hjælper!

Jeg har gemt mig selv lidt af vejen, men selv de mest ihærdige forsøg på at smile og lade som om alt er godt har ikke rigtig lykkedes! Sebastian er blevet informeret, ikke involveret, som vi har fået at vide at fagpersoner at vi skal gøre. Han ved derfor godt at jeg har taget ny kemo i dag, han var der da jeg gjorde det og råbte selv inde fra værelset "Vent lige mor, det skal jeg se!" så han er helt med på hvad det er der er galt med mig. Det lader til at det gør ham en smule mere tryg at han ved hvad der er galt, selv om han godt nok tidligere var henne ved mig og lægge hovedet på mine ben og sige "Du ser bare så syg ud" med begyndende våde øjne.

Det er så svært at se ham kredse om mig, og René også - Som er i vildt dårlig humør i dag, og jeg ved at det er på grund af at han er skide nervøs og ikke ved hvad han skal stille op for at gøre det bedre for mig. Det er mildest talt ikke ret sjovt at være patient, men jeg er virkelig glad for at det ikke er mig der skal stå ved siden af en af dem jeg elsker og se dem lide på den her måde. Nej, så hellere være den det gør ud over, det duer jeg meget, meget bedre til!

Sebastian og René sidder inde på værelset og spiller nogle gamle playstationsspil som de har fundet frem sammen med en gammel playstation2 de har fået til at virke igen. Jeg tror det er godt for dem at have noget tid sammen, ikke kun for Sebastian - men også for René der ikke er specielt god til at sidde ved siden af mig og se på at jeg har det godt uden at kunne hjælpe, og skal jeg være ærlig så syntes jeg faktisk også det er meget rart at han tager sig lidt af Sebastian lige nu. Og faktisk også at det er en lille smule rart at der ikke sidder to mennesker og kigger på mig, nervøst og bekymret, uden at kunne stille noget op. Jeg er nok mere typen der gerne vil lide i stilhed alene - Men gerne med hjælpen lige inde i det næste lokale!

Jeg håber imorgen bliver bedre - Desværre tvivler jeg på det.. Men jeg er sej, jeg skal nok klare det. Jeg kan da allerede nu fastslå at jeg ikke har den samme grumme migræne som det jeg ikke tåler giver, så indtil nu er det positivt nok!

Hov, I skal selvfølgelig ikke snydes for et billede af det nyeste medlem i familien monster. Jeg startede på den igår, hæklet frit efter et billede jeg havde fundet på google, og har så brugt formiddagen på at lave kører og øjne til ham - jeg syntes selv den er herre nuttet og jeg tror bestemt at jeg skal forsøge mig med en drengemodel, som måske også kan få lov at blive i huset. Jeg har nemlig været ved at undersøge mulighederne for at give dem der ligger i kassen videre til en dame som sælger ting til fordel for hospitalsklovnene. Det er et formål jeg bestemt gerne vil støtte, så hvis hun mener at mine hæklerier er noget de kan bruge, så tror jeg at de bliver smidt der hen :)


Han ér altså bare skøn!!

onsdag den 15. februar 2012

Her ligger min fremtid!



I min hånd har jeg et glas, en plasticbeholder, et ualmindelig genstridigt stykke plastic som rent faktisk nok skal passe at være børnesikret - jeg kunne i hvert fald ikke åbne det! I dette lille glas ligger min fremtid de næste 30 dage. 30 gange 5 små beige piller som skal bringe leukæmien ned på et acceptabelt niveau igen. Piller som ikke alene skal redde mit liv på sigt, men som skal være så fantastisk gode at de med tiden ikke kun skal redde mit liv men også en hel masse andre mennesker med leukæmi!

Det er på en måde en lille smule skræmmende, en lille smule KÆMPE STORT og en lille smule fantastisk. Tænkt sig, i det glas ligger min fremtid, bogstavelig talt! Uden de små piller, jamen så er det ikke sikkert at jeg har en ret lang fremtid.. Jamen, det er fanme vildt!!

Jeg åbnede selvfølgelig indlægssedlen, det er jeg så vant til efterhånden, at skulle tjekke om alt mit medicin må tages med hinanden. Men på denne lille seddel står ikke ret meget andet end "Legemiddel uten markedsføringstillatelse" på 6 forskellige sprog, hvor ingen af dem er dansk. Men hvorfor skulle det dog også det,, for de 4 mennesker her i landet som tager dem, vi er nok ikke værd at spilde en lille side i en indlægsseddel på!

Som skrevet ovenover, så er det både skræmmende, stort og fantastisk. men nok mest af alt skræmmende at det medicin her er så nyt, stadig er i forsøg og ikke er blevet godkendt. Jeg er nødt til at sætte min lidt til at de 500 mennesker der har brugt 2 år på at teste det har indberettet alle bivirkninger, og at de 500 mennesker var har været nok til at jeg nu tør lægge mit liv i pillernes vold. For selv om jeg har stort set blind tillid til min læge, så har jeg også min mors stemme i mit baghoved der spørger om det her nu er sikkert nok, om det ikke også er en lille smule farligt?!

Jeg har ALT at miste og ALT at vinde - Et regnestykke som ikke er til at gøre op. Jeg har en dødsangst der gør at jeg vil hænge fast i livet med alt hvad jeg har, jeg vil holde fast i mine børn, min familie, min hund, alle de solskinsdage jeg kan nå at få, alle de juleaftner og påskefrokoster og scraphyggedage med veninderne jeg kan få. På den ene sider springer jeg blindt ud i et forsøg som jeg er nødt til at stole på ikke kan ende med at tage livet af mig (selvfølgelig gør det ikke det, selvfølgelig!!) og på den anden side så er jeg nødt til at springe ud i det her forsøg, for at give mig selv mange flere dage med hysteriske unger, med træthed og grineflip, med sne i træskoen.. jamen.. Jeg elsker livet, jeg elsker alt i livet, selv mine forbandede knæ som lige nu kræver mere smertestillende end jeg bryder mig om! Jeg er NØDT til at satse alt, for at vinde alt!

Imorgen tidlig starter vi op, jeg og min kræft hånd i hånd, medicineringsskemaet er ret klart omkring det. Så det må jeg overholde - NU skal det være!

Ønsk mig held og lykke!

tirsdag den 14. februar 2012

De der mennesker der altid brokker sig!

Vi kender dem vist alle sammen, de der mennesker som bare altid har et eller andet at brokke sig over - Selv når solen står højt på himlen, grøsset står frodigt og man skulle tro at der intet var at brokke sig over, så kan de finde et eller andet!

- Det er mig i dag! Jeg er sådan en i dag!

Jeg har nemlig haft en skøn dag, jeg har taget mig tid til at hygge med ungerne, jeg har nået en tur på posthuset, jeg har været ved syerske for at få lagt en kjole op, jeg har været på sygehuset og fået taget blodprøver og jeg har sprunget ud af bilen, løbet hen til postkassen, flået den op - Kun for at opdage at der ikke var kommet medicin, at der ikke var en seddel om at det lå på posthuset.

Og for at være sådan helt ærlig, så blev jeg faktisk skuffet. For selv om at jeg hurtigt kunne regne ud at jeg så får en dag eller to mere uden kemostart, så blev jeg skuffet og var slet ikke i stand til at glæde mig over mine hyggetur med ungerne, de ting jeg fik gjort, at det er valentinsdag eller at jeg nu kan holde et par dage mere med vinterferie med mine fantastiske unger.

Jeg fløj selvfølgelig ind, greb telefonen og sagde til receptionisten på Amtssygehuset at det var vigtigt at jeg kom til at tale med min læge, jeg var lige ved at panikke lidt da jeg ikke fik fat i ham, men en afdelingssygeplejerske, men hun må have kunnet høre på mig at der var noget galt, for efter et par minutters ventetid lød en meget velkendt stemme i røret, i de gladeste toner "Tillykke med fødselsdagen igår og happy valentine, Nadja!"

Puha, han var der selv! Og var udemærket klar over at det var et mindre panikanfald der ventede ham. Heldigvis blev det hurtigt afværget, netop med et par "Så får du lige et par dage mere, nyd dem nu" eller hvordan det nu var, ordlyden var i hvert fald ikke til at tage fejl af!

Jeg tror der gemmer sig en lille autist inden i mig, for jeg har det altså bare bedst når jeg ved hvad der skal ske. Så når jeg har brugt 3 uger på at forberede mig på at d. 14. skulle være dagen hvor det hele ligesom blev skudt i gang, ja så bliver jeg sådan helt forvirret i mit lille hoved og jeg er sikker på at der resten af dagen har været et stort spørgsmålstegn over hovedet på mig.

Jeg endte med at sætte mig i hjørnet i sofaen, mens ungerne tossede rundt og legede helt fantastisk godt sammen - Og der lukkede jeg mig så ind i min egen lille verden sammen med en hæklenål og nogle garnnøgler og begyndte lige så stille sådan rent mentalt at omlægge det hele. Jeg husker en gammel pauseskærm min mor havde på sin computer for 14-15 år siden, sådan en lille man der gik i bunden af skærmen og fra tid til anden tog en stige frem og kravlede op og pudsede skærmen. Jeg forestiller mig lidt at der inde på indersiden af mit kranie gået sådan en mand rundt og kravler op og ned af stigen med små kasser som skal sættes på nye hylder for at det hele sådan rigtigt falder på plads og passer sammen.

Egentlig er der ikke mere at sige i den sag - jeg aner ikke hvad jeg skal lave de næste dage, ud over at stå vagt ved postkassen. Jeg har fyret hele vinterferiebudgettet af, og en lille smule mere til ved at sætte trumf på i dag og tage ungerne med i bio endnu en gang. Så nu skal den stå på hjemlig hygge og for at være helt ærlig, så gider mine unger altså ikke rigtig det der med at være inden for, så jeg kan simpelthen hverken køre dem trætte eller aktivere dem nok med perleplader mere.. ja Sakarias er begyndt at plage om at hækle, men selv om at han i min verden er et vidunderbarn, så hverken kan eller skal han altså lære at hækle i en alder af 3 år!

Nåh - Her er hvad dagen er gået med, og aftenen igår også. en hæklet tøse-monster-bamse. Den her har ingen modtager, den er bare lavet fordi jeg fik lyst til at prøve mig lidt frem med de der monstre. Så den ryger nok desværre bare ned i kassen med andre hæklede ting, selv om jeg syntes den er alt for sød og alt for fin til ikke at blive sendt ud i verden og sprede lidt glæde et sted.

søndag den 12. februar 2012

For-fødselsdag!

Ahh.. Jeg er træt, holdt da helt fast hvor er jeg bare træt!!

Jeg tror måske nok at jeg har kørt mig selv lidt for hårdt de sidste par dage, det der med at jeg har det godt har vist fået mig til at glemme at jeg ikke er rask, at jeg stadig har en kræft som raser i mit blod og at det egentlig kun er bivirkningerne af kemoen jeg er sluppet for i denne tid. Igår aftes sad jeg i en eller anden tåge af træthed og magtede knap nok at tage tøjet af mig selv da jeg skulle i seng, for min skyld kunne jeg have sovet med det hele på, men det syntes min sidekammerat så ikke, så jeg fik lige lidt hjælp til det sidste. Altså, sådan seriøst, så er man sgu træt når man ikke orker at smide bukser og strømper selv!

Men vi har haft nogle gode og begivenhedsrige dag, igår stod den nemlig på det der børnebio Cinemaxx har hvor  man ser en lidt ældre film som forlængst er udkommet på dvd, men så heller ikke betaler præmierepriser for billetten. Ungerne nød det helt vildt og at vi rundede turen af med at besøge en veninde og hendes datter gjorde bare det hele endnu mere skønt!

I dag har vi så brugt dagen på at have gæster, fødselsdagsgæster der har fejret min 28 års fødselsdag, selv om jeg egentlig først har fødselsdag imorgen - Det er bare nemmere for alle at komme i weekenden, så jeg snyder lidt. Da det første hold, bestående af min skønne familie, var gået smuttede vi afsted ud i en hobbybutik hvor jeg købte min fødselsdagsgave fra mine bedsteforældre, to skønne Martha Stewart punches. Dem får jeg aldrig nok af, og jeg elsker, elsker, elsker hver eneste af dem! Egentlig kørte vi der ud fordi jeg havde lovet Sakarias at vi kunne lave en perle-robot-tingest til hans stikkontakt fordi han så at min veninde og hendes datter havde dem i deres lejlighed, men vores perleplader var for små så jeg måtte pænt ud og købe nogle nye. Han husker for godt nu, det var noget nemmere dengang han glemte sådan noget i løbet af nogle timer, nu plager han indtil vi går i gang og så er han bedøvende ligeglad med om butikkerne har åbent eller ej. Heldigvis ligger der en "butik" (Stald/lade med mange kvadratmeter tingel, tangel og skrammel) som har åbent stort set altid, som bogstavelig talt har ALT i hobby!

Hjemme igen kom et hold venner, de eneste vi havde inviteret til i dag. Vi har nemlig ikke turdet at invitere nogen af skræk for at jeg skulle jinxe det hele og så lægge mig syg. Jeg håber at jeg kan tage revanche efter kemoen er faldet til ro, for jeg vil jo gerne fejre min fødselsdag med mine venner - mange af dem har jeg ikke set virkelig længe, og heldigvis er fødselsdage da stadig sådan noget der kan bringe folk sammen, specielt når mine hjemmebagte vandbakkelser er i spil! Men bagning og god værstsskab har været en mangelvare i dag, så René har stået med det hele. Det hele været to omgange af boller der skulle bages og så at sænke kaffe, sørge for at der var pålæg nok og den slags - Og han gør det stadig til UG!

Hmm ja.. Hvad er der mere at sige..

Jo, jeg har lavet en lille monster barnevognsophæng til en veninde. Hun er lige blevet gravid med nummer to og jeg er SÅ sikker på at det er en dreng at jeg godt har turdet at gå i gang med at hækle hende et monster. Det har taget et par dage at udtænke et mønster ud fra Mike figuren fra Monsters Ink. og selv om at jeg har snydt lidt her og der (f.eks med armene) så er jeg faktisk blevet suuuper godt tilfreds med den lille fyr. Jeg er nok nødt til at lave et par stykker mere, for Sakarias har allerede stjålet denne er par gange og nægtet at aflevere den tilbage før jeg overgav mig og lovede at lave ham et monster også.

Så nu er jeg i gang med monster nummer to, en bamse, af fri fantasi - Det gode ved monstre er nemlig at de jo kun eksisterer i fantasien, så ingen kan argumentere imod at mine monstre ser ud præcist som jeg havde forestillet mig det!


Enhver dreng bør virkelig have
sit eget hjemmehæklede monster!

Hvis jeg en dag sætter mig til at renskrive mit mønster, så kan det sagtens tænkes at der kommer en DIY ud af det.. En dag *fløjter*

Jeg kiggede lige i kassen med hæklerier, altså den kasse de bliver lagt forsigt ned i når de er færdige, er blevet pusset lidt om og er kommet i en lille pose så de kan holde sig fine, og blev faktisk en lille smule chokeret da det gik op for mig at jeg har omkring 20 poser liggende med rangler, bamser, lidt legemad og hæklet værktøj. Som om at jeg nogen sinde får 20 babyer og småbørn i familien inden at hæklet legetøj går af mode igen - Og ja, nu fylder jeg sikkert nogle monstre i kassen også. Det er tilladt at kalde mig skør!


- Og ja, han har selv valgt farverne!
Jeg ville ønske jeg havde en DIY på den her robot tingest, men jeg må indrømme at Sakke og jeg bare googlede et billede af en eller anden andens og tog den i fri fantasi derfra. Jeg er stadig skuffet over at han ikke ville lave et monster i stedet, jeg havde ellers lavet den fineste skitse til ham som jeg var ret hooked på skulle pryde hans værelse (Og kender jeg mig selv ret havde det så udviklet sig til at jeg indenfor et par måneder også have overmalet hans vægge med monsterfigurer!). Men nej nej, det skulle være en robot ligesom min venindes datters.. Nu er jeg nok nødt til at lave en til mig selv, eller Sebastian, eller skuret.. Laves det skal den altså!

fredag den 10. februar 2012

Oh no!! Nu går tiden lige pludselig FOR stærkt!!

ARGH! Her render jeg rundt og Jubiii'er (IKKE Juhuu'er!) af glæde over at jeg rent faktisk har det så godt. Jeg kan nu godt mærke at trætheden stadig tærer på mig, men faktisk ikke i så høj grad at det kan ødelægge at jeg har det virkelig fantastisk uden kemo, medicin og sprøjter, en levemåde jeg bestemt godt kunne vænne mig til!

Gud hvor har raske mennesker det altså nemt, og hvor er de altså nogle gange forkælede nogle af dem, når de ikke forstår at sætte pris på det..! Noget jeg egentlig aldrig har haft behov for at sige, for jeg ved godt at naboens nedgroede tånegle kan føles som et lige så stort problem som jeg mener min kræft er. Når man ikke har prøvet "større/værre" jamen så er det samme følelse man sidder med - men for pokker hvor er der altså bare nogle mennesker som slet ikke forstår hvilken gave et liv med et godt helbred rent faktisk er.

Hver eneste dag jeg har i disse dage er ikke blot en gave, det er en overfed-fantastisk-prisværdig-uvurderlig-gave! Jamen, det er så råddensvært at beskrive hvordan det egentlig føles at have været lukket inde i den samme "tåge" i flere år og i langt større grad de sidste 5 måneder og så lige pludselig komme ud af det hele og kun stå tilbage med træthed. Jamen altså, det er bare så fantastisk at kunne stå op om morgen og rent faktisk kunne planlægge at gøre noget og samtidig vide at jeg også kan udføre det. De sidste dage har jeg rent faktisk kunne love mine børn noget, og også overholde det! Noget som alle børn burde kunne forvente at deres forældre, men mine børn er tit og ofte blevet overruled af mit helbred - men ikke igår hvor vi var til skolefest helt til ballet lukkede, eller i dag hvor vi gik rundt ude i kattegat centret helt til stedet lukkede!

Åhh jeg ville elske at kunne tage en hel vinterferie med dem (gerne med en mellemstor lottegevinst på 6 rigtige i lommen) hvor vi så kunne bruge hver eneste dag til at gøre op for alle de ting som de ellers er blevet snydt for af oplevelser, både på grund af mit helbred og på grund af det store hul i vores økonomi selv samme røvelendige helbred giver hver eneste måned. Uhh, så skulle ungerne sgu prøve at komme i Zoo, Sakarias har rent faktisk aldrig prøvet at være i sådan en helt klassisk zoo. Så skulle vi besøge naturhistorisk museum i Århus, det ville drengene elske (med alle de "forstoppede" dyr på alle etager, haha!) og vi skulle ud og se på bjørnene og ulvene i skandinavisk dyrepark og være skide ligeglade med at det er tisse koldt udenfor, vi skulle se alle kupler i Randers Regnskov PÅ EN DAG og måske lige slutte af i legelandet hvor jeg så også ville kunne kravle rundt med ungerne. For dagen efter at tage afsted til Eksperimentariet, noget som jeg har drømt om at besøge siden jeg selv var barn, åhhh, det ville bare være så over-vildt-fantastisk-stort!!
- Ja, hvis bare helbredet (og økonomien) var der, så skulle jeg dælme give dem noget at komme tilbage efter ferien og fortælle om!

Men sådan bliver det ikke, ikke denne gang i hvert fald - Men hvis alt går vel, så får de 3 dage hvor vi giver den gas og holder en lille komprimeret vinterferie med en masse fyldstof, så de ikke føler sig helt så snydt som jeg føler at de bliver! For om 4 dage, ret præcist egentlig, for jeg har vist besluttet mig for at tage min første dosis forsøgs-kemo om aftenen for at få lidt ud af tirsdag også, så er det at de der træls bivirkninger skal komme og ødelægge resten af vores vinterferie og tvinge mig i knæ. Noget mine unger ikke skal se mere end højst nødvendigt på, så deres ferie kommer til at foregå i institutioner - hvis det da ikke lykkedes mig at få nogle til at holde lidt ferie sammen med dem (Bedster, fastrer, fædrende ophav og legeonkler - Lån et barn, det er altid meget mindre pinligt at blande 3,5 kg slik når man har et barn med man kan give skylden! Lokke-lokke!).

Som skrevet er dagen blevet brugt i Kattegatcentret - og det bliver ikke sidste gang vi tager der ud! (Mest fordi det var fedt, men nok lige så meget fordi at vi investerede i sæsonkort, som er en eller anden ordning med at man betaler 20 kr ekstra for billetten og så gælder den hele 2012! Fedt koncept faktisk!). Det var en helst fantastisk dag, intet mindre!

Af en eller anden grund var der max 30 mennesker i Kattegatcentret i dag, jeg havde faktisk regnet med at det ville være flere, men når jeg tænker på det så er det nok de færreste der bare henter ungen fra skole og kører direkte ud i vinterferie landskabet og begynder hyggen på den måde. Men jeg vil så sige at det var heldigt nok for os faktisk, for de medarbejdere der så var i centret i dag havde bare så meget tid og overskud til at gøre lidt ekstra for de gæster som så var der og det faldt rigtig godt ud til vores fordel!

Vi havde ikke været der ret længe før vi stødte ind i en medarbejder der var ved at give søhestene mad og så fik vi en lille snak om hvad sådan nogle spiste og hvorfor hannen var så pokkers fed på maven (Vidste du f.eks at søheste faren er den eneste mand i dyreriget der er gravid?! Det gjorde jeg faktisk, jeg eeeelsker Animal Planet!) og da vi havde fået en snak om søheste fulgte han os på til den lave ende i hajbassinet hvor en hajfodring var i gang. Der fik vi lov at fodre de små hajer (altså bare de små på 1-2 meter!!) med stykker af torsk på en pind! Ret fedt for ungerne (og moren der stjal pinden fra mindste barnet) at få lov at prøve. De er faktisk lidt vilde de der hajer! René siger desværre at jeg IKKE må få hverken en haj eller en rokke som kæledyr (Han er værre end min mor var!)



Og midt i at ungerne var ved at få en is, kom en helt tredje medarbejder og spurgte om vi ville have sushi og viste os en bakke med rå fisk, rejer og blæksprutte som han var på vej ned at fodre de giftige fisk med. Og lige pludselig stod vi med en åben invitation til at deltage i fodringen, noget man selvfølgelig ikke siger nej til. Hvem vil ikke gerne se 20 piratfisk angribe en rødspætte (Og ja Sebastian, NU tror jeg på at sådan en flok måske kan partere en ko på omkring et minut!), høre en elektrisk ål støde og lamme sit bytte og se hvordan en stenfisk hapser sit bytte uden at man opdager det. Desværre var stenfisken ikke sulten, men de andre skuffede bestemt ikke og det gjorde den utrolig søde og dygtige gut som forklarede det hele heller ikke. De er skide gode til at finde mennesker som bare elsker deres arbejde så meget der ude, at de kan snakke og lære fra sig på en måde som aldrig nogen sinde bliver kedeligt, lige meget om man har hørt det før eller ej!

Uhh, sådan nogle dage, når jeg kommer hjem træt og stoppet med indtryk, så kan jeg altså godt blive en smule irriteret på min situation - Hvilket vist også fremgår lidt i dag! Jeg ville så gerne kunne tage mine unger på sådan nogle ture noget oftere. Jeg tror egentlig ikke at de som sådan føler sig snydt, altså jeg ved godt at Sebastian er begyndt at syntes at de andre fra hans klasse oplever mere, kommer på flere ferier og sådan, men Sakarias er i hvert fald for lille til at tænke ret meget over sådan noget endnu - Men JEG føler at de bliver snydt, JEG føler at jeg burde give dem noget mere af den slags. Hvordan skal de nogen sinde finde ud af hvad for en slags mennesker de vil være, når de aldrig rigtig oplever andet end at være her indenfor bystiltet?

Åhh, nu må jeg hellere stoppe, for meningen med det her indlæg på bloggen var egentlig ikke at brokke mig over det jeg ikke kan - men at glæde mig over det jeg så rent faktisk kan i de her fantastiske dage uden kemo!!

tirsdag den 7. februar 2012

Det bliver bedre og bedre!

- Og det er absolut ikke det der trækker læsere til bloggen, men det er der altså ikke noget at gøre ved, for jeg har det virkelig fantastisk. Altså måske ikke sådan Wuhuuuu-Fantastisk, men i forhold til hvordan jeg har haft det de sidste par år, så har jeg det faktisk ret godt! Og hvor er det dog bare fantastisk at kunne slutte et langt og træls kapitel med at få det så skide godt, inden at et nyt starter, som garanteret også får sin charme både til den gode og den dårlige side!

Men det er nu også lidt tankevækkende at jeg lige nu render rundt med en leukæmi der ligger midt imellem rigtig godt og rigtig skidt, og det eneste jeg lige nu mærker til den er de der forbandede knoglesmerter og lidt træthed. Utroligt at den behandling der er så livsnødvendig for mig er det der gør mig syg og dårlig hverdagen, at noget som jeg får for at kunne leve, rent faktisk er det som hæmmer mig i at gøre det fuldt ud! Jeg ved jo godt at jeg kun har det så godt lige nu fordi leukæmien ikke er kommet til rigtig skidt endnu, for så snart at den kommer der op, og det gør den MEGET hurtigt uden behandling, så har jeg det bestemt ikke godt. Så der er ikke noget at gøre, hvis jeg vil leve så er det med medicin der gør min hverdag en smule træls!
- Og det er så her jeg takker min skaber for at have produceret mig med så kort en hukommelse, for jeg glemmer nemlig rigtig hurtigt hvordan det er at have det så godt som jeg har nu, og laver mig en ny hverdag med det som bliver budt mig, og kommer til et punkt hvor jeg faktisk også syntes at jeg har det godt sådan. Spurgte man mig i sommers om jeg havde det skidt, så havde jeg garanteret også sagt nej, eller det ved jeg at jeg havde (og det kan så ses på Kanal4 d. 28. februar) og dengang fik jeg altså dagligt det kemo som giver mig kvalme, kramper, smerter, gør mig nedtrykt (og træls hvis man spørger René, åbenbart! Hehe) og giver et hav af andre bivirkninger som jeg heldigvis ikke husker lige i skrivende stund - Så hurra for en kort hukommelse!

I dag har jeg været temmelig aktiv faktisk, altså i Nadja-målestok! Jeg startede selvfølgelig dagen, efter at jeg var kommet op, have taget mine morgenpiller, spist og været i bad, med at sætte mig og lave et kort mere. Jeg har slået lejr ved spisebordet så det er nemt lige at glide ned på stolen og fortsætte hvor jeg slap.

Kort før middag kom min mor og slæbte mig med i Bauhaus - Er I klar over hvor stor den butik er?!! - for at finde nogle ben til et eller andet møbel. Det lykkedes nu ikke, men det lykkedes mig at få lavet en ekstra nøgle til huset, så vi ikke længere behøver at sloges om dem der er. Så jeg kom endda ud og blive luftet i dag, og helt uden at blive kørt træt faktisk. For da jeg kom hjem tog jeg over i børnehaven tog to ikke kun et barn, men to med mig hjem! Og så fandt jeg da lige ud at vores børnehave virker sådan rent sikkerhedsmæssigt, for jeg måtte nemlig ikke snuppe Sakarias veninde med mig hjem før hendes mor havde givet personligt besked.

- Og hvad gør man så lige når man kommer hjem, strømmen går og tager varme, lys og vand med sig? Ungerne var ikke helt tilfredse og da jeg rodede mig ud i en forklaring om at der var nogen der arbejdede med strømmen blev det lige pludselig til at der var nogen der legede med lyset. Så de var pænt sure over at nogen kunne finde på at lege med lyset når de plejer at få at vide at de ikke må de. Hold kæft hvor er de bare sjovt sådan et par 3årige! Da de havde endevendt hele det lille drengeværelse fandt Sakarias billedlotteriet frem og så satte vi os ellers med det indtil René, Sakkes venindes forældre og søster og Sebastian og en kammerat kom hjem. Og så var der også fuldt hus! Men det var nu suuuper hyggeligt og jeg fik lov at vise lidt at mine kreative ting frem - Og så var jeg selvfølgelig glad!!

Aftenen har været meget stille og rolig, mig med ondt i ryggen, Sakke sovende og Sebastian til spejder. Da han kom hjem var han simpelthen så stolt af hans hjemmelavede dolk! Den er også rigtig fin! Heldigvis var han i super humør, jeg måtte nemlig meddele at hans fædrende ophav ikke kommer med til skolefesten og selvfølgelig blev han temmelig ked af det. Heldigvis havde jeg flere gode nyheder til ham, som f.eks at hans vinterferie starter allerede på fredag, med at vi tager ud og hygger os sammen - Og en kæmpe tillidserklæring til ham, i form at den nye nøgle og en fin nøglering.

Han var simpelthen så sød da han under putningen sprang mig om halsen og sagde "Jeg er bare så glad for at du er min mor og at far er min far" (altså René), større kærlighedserklæring får man vist ikke og jeg kunne heller ikke lade være med at få lidt våde øjne og krammer ham alt, alt for længe! Og så iøvrigt fortælle ham at han aldrig må blive stor og flytte hjemmefra, hvorefter vi var nødt til at tage snakken om hvornår han må flyttehjemmefra og endte med at indgå kompromis ved 28 år. Han sagde 18, jeg sagde 32 og han nåede selv frem til at så var 28 nok bedst - Jeg glæder mig til at se hvem af os der først skifter mening når han nu først nærmer sig de 18.

Hvor er det dog fantastisk at et barn på 9½ stadig kan få de der tidspunkter hvor han bare har brug for at kramme og blive bekræftet i at mor og far er de bedste. Der er godt nok længere og længere imellem efterhånden, men han gør det stadig - og jeg sætter måske nok større pris på de gange han så gør det. Han er sgu dejlig, ham har jeg fået bygget godt!!

mandag den 6. februar 2012

Så venter vi bare på lægemiddelstyrelsen!

Hele dagen har jeg gået og ruget over mine telefon, mens jeg har forsøgt at holde varmen i vores ekstremt kolde hjem lige nu. Den der varmepumpe er fantastisk, men de her minus knap 20 grader giver den altså kamp til stregen, og for en som mig der har det bedst når der er en konstant temperatur på omkring 24 grader, ja så bliver det temmelig koldt at stå op om morgenen til 18 grader!

Jeg besluttede mig for at slå tiden ihjel med at lave et par kort, jeg må nemlig erkende at min hukommelse har svigtet mig og at jeg desværre har svigtet en bekendt som jeg lovede at lave et kort til i januar 2011, altså for 13 måneder siden. Det er ellers ikke så tit at det sker mere, at jeg ligefrem glemmer folk eller ting jeg har lovet, så det her kort krævede lige lidt ekstra kærlighed for at få den dårlige samvittighed dulmet lidt.

Tilbage til det med telefonen - Ifølge min "behandlingsplan" skulle lægen nemlig ringe i dag og fortælle mig om jeg er blevet helt godkendt og om planen holder med hensyn til medicin, derfor havde jeg telefonen ved min side hele tiden, klar med det trådløse headset hvis jeg nu skulle være i gang med at lime mig selv fast til et eller andet mens den ringede, og indrømmet også en lille smule bange for at jeg ville misse mit opkald og ikke få besked. Det gjorde jeg heldigvis ikke og omkring middag, godt i gang med mit kort, ringede telefonen endelig - med gode nyheder!

Jeg er selvfølgelig godkendt, selvfølgelig siger jeg nu, men selv om jeg jo havde regnet med det så er det fantastisk at få besked om at det hele er gået igennem om at jeg nu er helt sikker på at komme med i forsøget!  Mine seneste blodprøver var faktisk okay, de hvide lå overraskende normalt, jeg havde forventet at de nok enten lå alt for lavt eller alt for højt og skal jeg tænke sådan lidt praktisk omkring det, så betyder det nok bare at de for mange syge hvide blodlegemer trækker op for at jeg mangler mange raske hvide blodlegemer, men det er ligemeget lige nu, for det gode tal betyder nemlig at jeg er fri for at starte op med sprøjter igen (lige nu i hvert fald). Blodprocenten var stadig for lav, men det kunne godt gå endnu, hvilket jeg er ganske godt tilfreds med, selv om jeg godt kunne bruge det der boost af energi man får med en omgang EPO eller et par poser blod (Jeps, jeg er gået hen og er blevet skabs vampyr!) men vi går vist begge og venter lidt i spænding for at se om min blodprocent retter sig af sig selv, der er nemlig en chance for at alle problemerne har skyldtes mit gamle kemo og at min krop finder ud af det helt af sig selv nu hvor jeg er stoppet med det.

- og så bedst af alt! Medicinen er kommet til Danmark og ligger lige nu i Ballerup (mener jeg det var) og venter på at lægemiddelstyrelsen frigiver den til mig! Uhh, det er altså spændende nu!! Egentlig er det jo lidt syrealistisk at man kan glæde sig over og vente i spænding om at begynde at tage noget medicin, en form for gift, som påvirker eens krop ved at give grimme bivirkninger, noget medicin som endnu ikke er godkendt og som man ikke har 100% dokumenteret bivirkningerne på og hvor man overhoved ikke kender senvirkningen. Men jeg er simpelthen så glad - Det her medicin skal være med til at redde mit liv, endnu en gang. Jeg skylder flere forskellige typer behandling tak, og ingen af dem har været specielt sjove at skulle stå igennem, men de har alle været med til at redde mit liv og give mig ekstra år som jeg ellers ikke ville have fået. Så jeg er optimistisk og glad for at få den her mulighed.. Ingen ved hvad der ville være sket uden, og for at være helt ærlig så har jeg slet ikke lyst til at tænke på hvad alternativet ville have været. For ingen vil jo egentlig vide at der rent faktisk kan være behov for de der forsikringer og testamenter som man har lavet!

Lægen var så sød at sige at han regnede med at medicinen ville komme i tide til at det kunne blive min fødselsdagsgave og selv om jeg først sagde at det nu ikke lige var det jeg havde ønsket mig, så er det jo lige præcis dét jeg har ønsket mig. Faktisk kunne jeg jo ikke få nogen større gave en at blive godkendt, komme i behandling og sikre mig at det ikke er kræften der tager styrepinden i mit liv! Så kom bare, min fødselsdagsgave styrer!!

I skal selvfølgelig ikke snydes for hvad dagen har stået på at kreative ting. Først lavede jeg jo det kort som jeg burde have haft færdig for over et år siden, og der er både lagt kærlighed og tid i det. Jeg håber modtageren kan se det og bliver glad for det. Personligt blev jeg så glad for det at jeg var nødt til at lave en version mere i lidt andre farver, for jeg havde faktisk slet ikke lyst til at skille mig af med det - Det er sådan jeg ved at mit arbejde er blevet godt nok til at give væk, hvis jeg ikke vil af med det, så består det standarten for hvad jeg mener jeg vil give til andre!


Jeg har før givet sådan et bort som et konfirmationskort og da der
jo oftest skal penge i sådan et laver jeg en lille lomme til det formål
- I dette har jeg så tilføjet et par neglelak og en læbestift, for i enhver
kvindes taske skal der være et rum til kontanter og sminke. Og jeg
elskede min Silhouette og den nye kniv da jeg skulle lave disse ting!



Sakarias kom hjem med en invitation til fødselsdag hos et par af hans veninder, og eftersom han lavede et kort igår som han bestemt mente at selv samme veninders far skulle have, så måtte jeg ikke få lov at "sende" det som svar på invitationen, så vi har brug hele eftermiddagen på at lave et "Tak for invitationen" kort. Jeg kunne virkelig mærke at jeg måtte styre mig for ikke at bestemme hvad det skulle være, hvilke farver og hvilke motiver der skulle bruges. Jeg tror måske nok at en af grundene til at det tog så lang tid var at jeg skulle overvinde mig selv og lade drenge bestemme.. Og egentlig burde jeg jo bare have givet los, vi hyggede os og kortet er faktisk blevet rigtig sødt!



Igen må jeg sige stor tak til min Silhouette! Det er de skønneste
motiver man kan lave med sådan en, som letter arbejdet når ungen
kræver de mest mærkelige ting.

Sebastian ser vi desværre ikke så meget til i disse dage, han har åbenbart besluttet sig at vi skal igennem den der grumme adskildelsesfase nu, så jeg må bare se til mens han bliver mere og mere selvstændig og fører sit eget liv med legekammerater, timer foran computeren - og kun meget lidt Discovery Tv'tid sammen med hans mor og far om aftenen. Uhh altså, jeg frygter virkelig hvordan det bliver når han bliver ældre, begynder at sove ude, have dage hvor han kun lige kommer hjem for at spise og tage bad og *gys* den tid hvor han begynder at snakke om at flytte hjemmefra (for alvor!).

Jeg har ellers nogle ture med ham lige i disse dage, og egentlig havde jeg besluttet mig ikke at nævne noget om det her på min blog, af respekt for hans fædrende ophav, men nu skal jeg altså have luft for lidt af det - Og det foregår jo her! Jeg glæder mig til han bliver så stor så han ikke giver MIG skylden for hvad hans biologiske far gør og specielt ikke gør! Det er så ubeskrivelig hårdt at stå med en unge som ikke kan sove fordi han endnu ikke ved om hans far kommer til skolefesten, som bliver ved med at spørge mig om jeg ikke er ked af at have brugt penge på en billet når vi ikke ved om J kommer til skolefesten, og så oven i købet skulle smile, trøste ham og sige at det ikke gør noget. Jeg er skide ligeglad med de penge, men jeg er ikke ligeglad når jeg hver aften skal igennem turen med ham, trøste ham og alligevel ende med at være den der skal tage imod alle frustrationerne uden at kunne gøre andet end at smile. Det er sgu min unge, mit et og alt, der er ked af det, selvfølgelig bliver jeg irriteret, frustreret og ked af det!! ARGH!

søndag den 5. februar 2012

"Du er ikke så træls at være sammen med mere"

Jeg er seriøst møg forkælet nogle gange!! Og jeg ved det godt selv, jeg sætter pris på det og det gør mig simpelthen så glad i låget at nogen vil gøre noget for mig. Lige i dag er jeg simpelthen bare så glad for at være mig, ikke af nogen speciel grund egentlig, jeg har feber, jeg har ondt men jeg er bare GLAD!!

René spurgte mig igår om jeg havde lagt mærke til at jeg er mere glad nu hvor jeg er stoppet med Glivec (det kemo jeg har fået indtil nu) og det måtte jeg lige tænke lidt over, for egentlig havde jeg ikke lagt mærke til noget, men nu hvor han sagde det og jeg kiggede lidt tilbage på den seneste uge så har jeg faktisk været mere glad, mere frisk og jeg har grinet meget mere end jeg plejer. Jeg har godt nok haft ondt og været nervøs for den nye behandling, men jeg har haft meget, meget, MEGET nemmere ved ikke at lade det fylde nær så meget som det måske nok plejer. Altså jeg syntes jo ikke at jeg går rundt og er træls, men René fik sagt "Du er ikke så træls at være sammen med som du plejer" og kunne godt selv høre at det kom ud helt forkert, og selv det kunne jeg grine af (indvendigt) mens jeg lod ham prøve at redde sig ud af den sætning de næste 20 minutter. Ja, jeg er sgu glad. Tænk at medicin kan have den effekt på humøret, det er jo helt vildt. For jeg ved da godt at en del af det kan tillægges at jeg ikke står i uvished mere, men selv inden september hvor det hele gik galt, kan jeg rent faktisk ikke huske at jeg har været så glad og så nem til latter. Medicinen gør helt sikkert meget og jeg har da også bemærket mindst en ting mere som jeg ikke vidste medicinen havde indflydelse på.. Skræmmende egentligt!

I går var jeg sammen med mine skønne, skønne veninder som jeg har været så heldig at dumpe sammen med fordi vi alle er glade for scrapbooking. Vi har snart 1½ års jubilæum sammen og det eneste der ærger mig omkring det her arrangement er at vi ikke ses noget mere, jeg elsker simpelthen de dage hvor vi er sammen og jeg ser allerede frem til den næste (come on piger!!)

Vi bestilte i januar nogle ting sammen fra USA, nogle af dem kunne ikke fås i DK, nogle af dem var billigere i USA og andre var simpelthen bare lir fordi vi alligevel var igang med at bestille. Jeg ville lyve hvis jeg prøvede at påstå at jeg ikke var den der var mest utålmodig efter at få vores ting, men jeg tror ikke jeg lyver hvis jeg siger at det for de fleste af os var mindst lige så godt som juleaften! jeg havde været så heldig at jeg var blevet forkælet af Rene, så jeg modtog igår min fødselsdagsgave som jeg jo egentlig først burde få om 8 dage! Han havde givet mig et lille beløb jeg måtte handle ind for, og da det jo er i USA så kunne jeg få over dobbelt så meget for pengene som hvis det havde været her hjemme - Jeg siger jer at jeg var i himlen da jeg udvalgte, og i helvede da jeg måtte tage ting ud af "kurven" igen for at ramme det rigtige beløb.

Men jeg har fået de mest faaantastiske ting. En kniv til min brugte silhuette så den forhåbentligt bare kører helt perekt nu, papirkits, sizzix alfabeter og nogle spellbinders! Jeg har brugt hele dagen igår på at nusse med mine ting, hele aftenen da jeg kom hjem og sørme også hele morgenen hvor Sakarias tog del i legen - og jeg er ikke færdig (men desværre slået en lille smule ud af feber nu - øv!)

Så, jeg vil lige vise lidt af de kreative ting der er kommet fra min hånd det sidste stykke tid - Den første side er et totalt yndlingsbillede af Sebastian, hvor man bare tydeligt kan se at det ikke er en lille dreng jeg har mere, men en miniteenager. Det er ikke lavet med mine nye ting, men i stedet under min BigShot-krise så den er lavet med min brugte silhuette som jeg har et elske/hade forhold til nu.
Kan man andet end at elske sådan en unge?!

Nummer to her er jeg overhoved ikke tilfreds med, jeg plejer at putte meget papir, meget dims og blande alt muligt sammen, men lige på den  her side var jeg bare på totalt bar bund. Jeg troede at det dinoskelet jeg havde bestilt var en del større, så jeg blev lidt slået ud af det. Jeg plejer ikke at bruge tema-stickers, det har aldrig rigtig været min ting, men jeg syntes det var værd at prøve. Men billederne og temaet er jo meget godt, så det er familien af kommende arkæologer, hvor det så åbenbart er moren der er mest tålmodig!


Den tredje her er jeg heller ikke tilfreds med, det var jeg inden jeg tegnede en grim ramme omkring det ene billede! Men sådan er det jo når man ikke har tid til at prøve sig frem med en blyant først, og tålmodighed har aldrig været min stærkeside (jeg ejer simpelthen ikke nogen!). Siden er til en "udfordring" inde på ungmor.dk som jeg selv har stillet. Brug billeder fra telefonen som beskriver året 2011 - Jeg har så bare lavet det til Sakarias sommer 2011, jeg kunne ikke vælge billeder fra hele året uden at der kom ALT for mange med.


- og her har jeg brugt mit skønne nye alfabet typeset til tallene
og Easy peasy til overskriften. Det dims der er rundt omkring
er fra et papirkit jeg også fik igår - Åg så mange lækre ting!

Det sidste her er et konfirmationskort som Sakarias og jeg har lavet sammen. Altså det er mest mig der har lavet noget mens jeg har prøvet på at holde ham i en arms længde fra mig så han ikke kom til at smørre liquid pearls ud over det hele. Men han har hjulpet og vi hyggede os (specielt da han så smurte sig selv, jeg og hele spisebordet ind i glitterlim da han ville lave sin egen kongekrone). Jeg er faktisk super glad for det og kunne sagtens forestille mig at der kommer en hel serie af kort med min nye Spellbinders Crown!


Uhh, spellbinders!
Nu vil jeg nok sætte mig ud og nusse lidt mere om mine ting, lægge på plads, tage frem igen og røre ved det - Indtil det her feber får skovlen under mig, ligesom det har gjort det under stakkels Sakarias som ligger og sover nu.


fredag den 3. februar 2012

Alle tiders møgdag!

Haha, jamen altså. Jeg har bare haft alle tiders møgdag, sådan en dag som man ender med at sidde og være helt forvirret over og tænker; Var det egentlig en røvdag eller en skide god dag?
- Jeg tror faktisk jeg vil sige at det har været en god dag!

Skal I høre om natten drømme? Det er helt sygt hvad der foregår oppe i mit lille hoved om natten (eller ret store hoved faktisk), at Lille Per kunne tage med nisserne til julebal i Nisseland er INTET i sammenligning med hvad der sker for mig hver eneste nat. Jeg tror da pokker at jeg er så skide træt hele dagen lang når jeg skal ud på voldsomme eventyr hele natten igennem. Lige i nat har jeg så været på jagt efter "River Monsters", noget jeg ser på Discovery om formiddagen når jeg bare går og tuller rundt her hjemme, og i nat skulle vi altså fange et eller andet fiskedyr som mest af alt lignede et hulepindsvin - Og så skød det mig sgu! Med en masse pile ind i mine ankler, mine knæ og min hofte.

Og gæt så selv hvorfor jeg egentlig vågnede, jeg havde endnu en gang møgondt i mine knogler og led og lå og ynkede mig. Klokken var 4:45 og jeg tænkte at jeg "bare lige" skulle ligge lidt, så ville jeg kunne rejse mig. Men det lykkedes overhoved ikke og i takt med at jeg fik mere ondt så begyndte jeg også at få kvalme. Jeg ved at det er helt galt når jeg også får kvalme, men jeg nænnede ikke at vække René så han kunne hjælpe mig, så det endte med at jeg lå og vred mig ynkeligt da han stod op kl. 6 - og skældte mig ud for ikke at bede om hjælp!

Og da dagen ligesom allerede var startet knap 1½ time før for mig, så besluttede jeg mig for at stå op sammen med de andre da mit smertestillende begyndte at virke lidt. Og sørme om jeg så ikke også besluttede mig for at jeg trængte til kaffe, så jeg fik lokke min mor til at lade som om det var "Tag din 27årige datter med på arbejde"-dag i dag. Så jeg snyltede mig lige til kaffe, morgenbrød og en hel masse taxasladder. Er der nogen der kan sladre, så er det altså sådan en flok taxachauffører og jeg morer mig altid over dem, eller rettere MED dem! De er simpelthen bare SÅ langt fra den der chaufførtype som man ser i film og blade, dem her laver dyrker chilier, er med til deres børnebørns fødsler og løber marathon. Jeg elsker simpelthen at være der ude!

Ungerne er knap nok kommet hjem i dag, det syntes jeg så mindre godt om. Men når man er 9 år og går i 3. klasse så har man åbenbart ikke ret meget tid til sine forældre mere, så skal man i stedet føjde rundt til overnatninger hos venner og legeaftaler her og der - jeg er sleeeet ikke en lille smule fornærmet! *fløjter* Sakarias har været hjemme i 3 timer inden han har pakket sine ting og er taget over til hans oldeforældre, det plejer jo egentlig at være Sebastian der immigrerer der over, så det er godt nok at Sakarias også får lov at prøve det uden at Sebastian er der til at styre slagets gang.

Så nu skal René og jeg så siddet som et gammel ægtepar med vores hjemmelavede sushi, mens jeg printer billeder til at lave scrapbooking med og ser et eller andet på Charlie (fordi jeg ikke kan nå fjernbetjeningen).

Ehm.. God og fredelig weekend!

torsdag den 2. februar 2012

Gad vide hvad de finder?!

Gad vide hvad de egentlig regner med at finde i mit blod lige nu? Første blogprøve efter "behandlingsplanen" er gået i gang er taget, egentlig er der jo ikke gået så længe, for at være præcis er det vel 9 dage jeg har været uden medicin. Jeg havde selv lidt håbet på at der blev taget sådan en følsom prøve som viser hvordan kræften trives, jeg ved jo godt at det kan ses at den stiger og at den stiger endnu hurtigere nu hvor jeg er helt uden behandling, men jeg ville virkelig gerne vide præcis hvor meget det har tænkt sig at stige på den her medicinfrie periode - men okay, der er nok en mening med at lægen ikke har taget den, det er jo nok en mindre detajle, vi ved jo allerede at der er gang i den der leukæmi, måske burde det være nok for mig. Som han plejer at sige, når han er glad så kan jeg også være det, og jeg stoler 100% på ham! Så.. Hvad er det de regner med at finde egentlig?!

Min mor agerede som altid min trofaste chauffør og fulgte mig lige til døren inde på Grenå sygehus hvor prøven i dag skulle tages, og hun var som altid sød til at tage imod alt mit sludren - Og rigtig sød til at tage mig med lidt ud i verden og få tankerne på noget andet. I dag ville hun så åbenbart kigge på et håndtrit mobilgrej, og det siger jeg bare, jeg gør det ikke igen!! Hehe! Bagefter viste hun mig at der er sket en hel masse inde i Grenås gågader, øhh.. Altså, tage mig og mine elendige ud i snevejr er slemt, men uhh(!) der var kommet en cafe, med chokolade ud over alt! Faaaantastisk!! Tunsalaten kan ikke anbefales, men deres varme chokolade med flødeskum er bestemt alle kalorierne værd!!

Det er da totalt skodvejr lige nu, sne og kulde og vådt og hvor gør det bare skide ondt hele tiden og altid! Jeg vågner midt om natten op af mærkelige drømme og har bare så ondt! I nat vågnede jeg ved at jeg drømte at jeg spillede rundbold sammen med en flok venner og da jeg glider ind over målstregen da den sidste bold kastes slår jeg mit knæ slemt. Da jeg vågner er det til voldsomme smerter! Utroligt hvordan mine drømme bare SKAL påvirkes af sådan noget. Nogle gange er jeg med i vild med dans og kan ikke danse for smerter, men denne her med rundbold var altså ny! Lorteknæ, det kunne sgu da også bare blive inde under dynen, så er det sgu også selv ude om det!

Ikke det vilde at fortælle i dag egentlig.. Vores lokale værtshus har jubilæum, og da jeg er formand i spareklubben der nede var jeg nede og ønske tillykke med dagen, drikke en cola og spise noget jubilæumsmad. Fantastisk hyggeligt, men damn de ryger meget der nede og jeg måtte hjem og i bad inden jeg kunne holde mit eget selskab ud igen. Jeg burde nok egentlig hænge min jakke ud i nat så den kan blive luftet, men jeg skal jo bruge den imorgen når jeg skal ud med Sakke, så jeg kan ikke lige overskue at den skal være gennemkold.

- Og jo, så har jeg fået søgt et par legater. Ungerne har været super til at hjælpe lidt til, totalt familie foretagende, jeg skriver, skriver, skriver og printer mens ungerne krøller det hele sammen og tegner mærkelige ting på det. En ting er sikkert, de der ansøgninger vil blive husket! Så er spørgsmålet bare om det er godt eller skidt!