Sider

mandag den 3. december 2012

3. december - Svømmende juletræ

Så er det allerede den tredje december. Det er lidt som om dagene løber ud i sandet for mig. Nu sidder jeg her, det er aften, jeg kan høre hvordan René sidder inde ved siden af Sakarias' seng og læser godnathistorie for en dreng der overhoved ikke er træt endnu. Det er sådan en hyggelig lyd, ro i huset og Renés søvndyssende stemme. Sebastian sidder ved siden af mig og spiller et eller andet skørt spil på hans telefon og venter i spænding på at han skal afsted til svømning, hvor der i aften er afslutning.

- Og det er så det dagens juledagbog kommer til at handle om, for der er egentlig ikke ret meget at fortælle fra min dag. Gud hvor er alting dog kedeligt når man ikke kommer ud hver dag, møder andre mennesker og føler man laver noget. Vasketøjet er yderst uintelligent at føre en samtale med, hundene har haft travlt med at rode alt sneen op ude i haven og har egentlig ikke haft tid til mig, jeg er løbet tør for fotopapir og kan ikke engang lave siderne i vores "December Daily" dagbog jeg har gjort klar - Og de der mange tusind afsnit af Beverly Hills 90210 jeg har lånt, er der vist ikke nogen der gider læse om her inde.

Det eneste spændende der er sket i dag er at jeg endelig har hørt fra kommunen. Der kommer brev imorgen. Og det er så temmelig spændende.. Så først skal jeg på sygeuset og forhåbentlig få nogle gode svar der ude, og så skal jeg hjem og flå postkassen op og håbe på at der også ligger nogle gode svar der i - Og så håber jeg at jeg finder ud af med mig selv hvordan jeg egentlig går og har det med udsigten til måske at blive pensionist i en alder af 28. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg føler mig skuffet, vred og svigtet af mit eget helbred, eller om jeg føler det som en ny chance for at få noget ud af mit liv. Jeg håber at det lige så stille løser sig og lægger sig på plads i mig når jeg får brevet med afgørelsen.

Men da først René kom hjem fra skole, hvor han i dag har underskrevet sin praktik aftale (tillykke min skat) så skete der da trods alt lidt mere, kort efter kom Sebastian også hjem og skulle trækkes igennem hans lektier. Dét barn hader virkelig lektier, og jeg hader vitterligt at skulle lave dem sammen med ham, det er lige til at få lange ..øhh.. af! Men når så Sakarias kommer hjem og lektierne er færdige, så begynder der endelig at komme lidt liv i huset igen!

Her om mandagen har vi altid lidt travlt om eftermiddagen, begge unger går til svømning og da Sakarias' hold starter ret tidligt skal vi spise temmelig meget mere tidligt. Så det blev kun til en hurtig omgang Shanes julekalender, hvor Sakarias og jeg lavede et par hajer mens Sebastian skrev et brev til sin nye penneven fra usa - Noget han er vildt stolt af at have - René fik bakset noget lækkert mad sammen, som passer ind i den slankekur jeg igen, igen er startet på. Og så var det ellers bare med at blive tanket godt op med smertestillende og komme ud af døren til juleafslutning henne i den lokale svømmehal på hotellet.

Og ihh det var så fint, med flydende juletræ midt i det hele. Og kaffe, småkager og hygge. Jeg elsker hygge!

Det er længe siden jeg har været med til svømning, ja faktisk har jeg ikke været med siden den allerførste gang. Det var meningen at jeg skulle svømme med Sakarias på forældre/barn holdet, men det viste sig lige med det samme at det ville blive ganske umuligt for mig, så det blev i stedet til en far og søn ting. Derfor har jeg ikke været med henne og kigge de sidste par måneder, men kun hørt Sakarias fortælle når han kom hjem, om alle de seje ting han laver, hopper, svømmer og laver skøre ting i vandet som skal lære ungerne at blive fortrolige med vandet og udvikle deres evne til at svømme. At dømme efter hvad han fortæller så er han ret sej.

Men hold da op hvor blev jeg chokeret da jeg så hvor sej han egentlig er. Han er frygtløs! Hvor han den første gang ikke rigtig ønskede at få vand i hovedet og skulle op og tørre sine øjne hele tiden, så er han ligeglad nu, springer ud i den dybe ende uden badebælte og uden at være sikker på at der er nogen klar til at gribe ham. Han er frygtløs. Også selv om han faktisk ikke rigtig kan svømme, men bare plaske sig op til overfladen og håbe på at nogen står klar som han kan hægte sig fast på. Han er sgu sej min bette fyr!

Nåh, det endte så med at det blev mig der måtte overtage godnatlæsningen, for nu fiser de to andre afsted til svømning hvor Sebastian skal holde afslutning. Jeg ærger mig altid over at jeg ikke kan komme med hen og se hvor sej han er blevet til at svømme, for han kunne faktisk ikke svømme inden sommerferien. Vi øvede det i sommers fordi han havde fået den skøre idé at han skulle lære at svømme INDEN han startede til svømning i skolen. Så vi brugte nok så meget tid på stranden med at støtte, opmuntre, vise og forklare - Men det der virkede var faktisk at smide ham i strømmen i det lave vand fra det inderste lave vand, der første ud i selve havet, der lå han så i 10 minutter og baskede rundt på 30 cm vand, og fangede hele konceptet.

Da han så startede til svømning i skolen besluttede vi os for at sætte ham på svømmehold her nede også, vi bor jo sådan rimelig tæt på vandet, 6-700 meter vil jeg tro. Og eftersom nogle af ungerne var temmelig opfindsomme med at finde på historier for at komme på stranden uden forældre i sommerens løb, så syntes vi at han skal lære at svømme så godt, at HVIS det lykkedes ham at bilde os noget ind og slippe på stranden uden en voksen, ja så skal han havde de bedst mulige forudsætninger for ikke at drukne. Nu er han ikke slem til at komme med historier, men han er slem til at være medløber, han tør ikke sige fra og bukker meget let under for den mindste smule pres eller lokken fra hans kammerater, han er SÅ bange for at miste ansigt - Noget vi arbejder en del med, og som heldigvis er blevet meget bedre siden i sommers.

Han får en masse ros og blev allerede efter første gang til svømning rykket op på holdet for de øvede børn, det syntes jeg var herre sejt eftersom han ikke havde kunnet svømme to måneder forinden. René siger at han nu blæser afsted med en pokkers fart og klart er en af de sejeste unger i vandet. Dét gad jeg godt selv se. Jeg ville gerne kunne rose ham for hans flotte indsats. Men jeg er en smule natteblind, temmelig meget mørkeræd og ikke særlig glad for at køre når jeg har taget medicin her om aftenen, så det er også René der får den fornøjelse. Altså er svømning bliver en far/søn ting for begge af drengene.

Jeg har sendt kameraet med dem afsted denne gang, for jeg vil virkelig gerne se lidt fra Sebastians juleafslutning også. Det var SÅ fint da ungerne svømmede rundt om juletræet og sang julesange. Super godt fundet på at lade et juletræ flyde rundt i vandet, med pynt og levende lys endda. Super fint!

Nu må vi se om der kommer et billede ind senere eller ej. Jeg håber det.

søndag den 2. december 2012

2. december - Sovende sofadag

Så blev jeg da lige fældet, men hvad pokker, jeg vidste jo at det ville komme. Efter et par dage som faktisk har været rigtig gode, set med mine øjne, så kunne det ikke gå anderledes end at der ville være en nededag undervejs. Og det blev så i dag.

Derfor er det meste af dagen faktisk foregået på sofaen, med Ramasjang kørende da jeg faldt i søvn under Sebastians dejlig varme "Crazy Frog" dyne. Og det kørte stadig da jeg vågnede ved at der kom to frosne drenge ind efter at de havde været ude og lege i sneen. René og Sakarias havde vist syntes at jeg skulle have lov at sove lidt, men hvor ville jeg da ønske at de havde vækket mig og sagt at jeg skulle ligge mig ned inden de gav mig ro, for at sidde op og sove giver sådan en træls "ondt i nakken"-agtig ting.

Halsen værker, hovedet værker og gud hvor er sne og frost dog bare slet ikke særlig godt for mine dårlige led og knogler. Lige så glad jeg var for sneen igår, lige så træt af det er jeg faktisk, ahh måske ikke helt lige så træt af det, for det er stadig fantastisk smukt og dejligt at se på, men jeg er sgu godt nok træt af de smerter det fører med sig. Så jeg blev altså under dynen lidt endnu, og endte med at sidde og se den lange version af dokumentaren "Adoptionens pris" og glæder mig nu over at jeg trods alt har fået et lidt andet syn på den. Men det har så også bare fået mig til at huske på hvor meget klipning af det man filmer egentlig har for meningen, betydningen og for hvad seernes opfattelse.

Desværre havde vi aftalt at vi ville tage ud og handle lidt flere julegaver, nu hvor udbetalingen af vores opsparede julepenge gjorde det muligt, ja så kunne vi lige så godt skynde os og få købt så meget som muligt med det samme. jeg var ellers mest stemt for at blive hjemme, men jeg havde jo lovet. Og så var der også lige den "lille detalje" at Sebastian skulle hentes hjem fra samværet med sin far og faster. Det foregår altid ude ved Randers Storcenter, hvilket jo var helt perfekt for dagens plan om at handle julegaver, men øv hvor var det svært at flytte mig væk fra dynen og varmen.

Men afsted kom vi, og vi fik købt nogle rigtig gode og personlige julegaver til folk. Vi har ellers før i tiden givet mange gavekort, men i år har vi besluttet os for at give gaver vi tror folk vil blive glade for. Det er så upersonligt med gavekort, så i år skal det være personligt, så folk ved at vi har haft dem i tankerne da vi valgte gaver til dem. Nu må vi se om det giver bonus eller ej, og så må vi håbe på at det virkelig ér tanken der tæller!

Jeg kommer til at gøre juledagbogen lidt kort og overfladisk i dag, for jeg har simpelthen så møg ondt i alle mine led, helt ud i mine fingerled og jeg kan mærke at det gør det en smule svært, eller snarer smertefuldt, at få skrevet ret meget. Jeg håber virkelig at der snart kommer svar på mine nyligt tagne blodprøver som skal afsløre om jeg kan ske at have gigt. Det skulle sgu ikke undre mig, det gør så fandens ondt her i den kolde tid, og når vejret bliver vådt og træls!

Dagens optur er igen den skønne kalender fra Shane. I dag var det Sebastians tur til at åbne lågen, og derved også ham der skulle stå mest for projektet. Heldigvis har jeg en masse "skrammel" så det meste af materialerne kunne jeg fremtrylle så Sakarias også kunne lave en version af dagens opgave. Det var igen super hyggeligt, selv om det gav lidt gnidninger at vi var kommet ret sent hjem, at begge unger var temmelig trætte og at deres mor har pænt ondt i dag. Faren lavede mad, vi gjorde klar til at lave figurer og efter maden kunne vi have noget dejligt kvalitetstid sammen.

- Og det er bare så hyggeligt at læse historien mens de så kan sidde og lege med tingene. Vi læste begge afsnit da Sebastian jo ikke hørte det første igår, og Sakarias kunne det nærmest ord for ord, og råbte igen alle Krudts replikker og levede sig godt ind i historien. Sebastians trold fik nogle ordenlige tæsk, og det var en smule svært ikke at lade være med at grine af dem.

Nu stopper jeg - For jeg kan simpelthen ikke mere for i dag. Men et billede hører da lige til.


lørdag den 1. december 2012

1. december - Mon julestemningen er emigreret?

Første december er så kommet, endelig kommet, jeg har sådan glædet mig til at kunne give Sakarias hans julekalender, give ham lov til at åbne den første gave. Så han ikke skulle gå og være så pokkers utålmodig her eneste dag. Og nu er den her.. Men jeg tror altså måske at min julestemning er emigreret til et andet land?

Det var ellers så hyggeligt da jeg stod op, René havde ladet mig sove til jeg vågnede lidt over 9. Min aften igår blev en smule længere end hans, så jeg tror han syntes at jeg skulle have lov til at sove og samle lidt energi til dagen i dag. Da jeg kiggede ud fra soveværelset blev jeg mødt af et "NU er det første december, mor!" og der stod en meget vågen, meget frisk og meget, meget spændt lille dreng som bare ventede på at jeg kom ud og deltog i julehyggen. Han havde nemlig ventet med at åbne sine ting til jeg stod op. Jeg beundrer ham at han kunne, når han nu har været så utålmodig i en uge, havde det været mig så havde jeg bare åbnet skidtet og været ligeglad med hvilke familiemedlemmer der stadig sov, men Sakarias ventede pænt på mig, den skønne unge!

Så gik formiddagen ellers med at få åbnet Valhallas kalenderen som han havde valgt at han gerne ville have, komme ind på nettet og spille pakkespil på tv2's hjemmeside og lege lidt med de plasticbiler der var i den pakkekalender Henriette og hendes skønne unger havde lavet til ham. Sebastian har sine gaver med på samvær, så dem må jeg vente med at høre om til han kommer hjem imorgen aften en gang.

Pludselig sneede det med kæmpe store gigantiske snefnug i billedskøn fald fra himlen. Og på ingen tid lagde det sig i haven og dannede det smukkeste vinterlandskab. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at sneen meldte sin ankomst så præcist når julen startede, helt fantastisk! Da der havde lagt sig et ret godt lag besluttede vi at trodse mine ledsmerter forsaget af kulden og smutte i vintertøjet og gå ud og lege lidt i sneen, vi ved jo aldrig hvor længe sådan noget får lov at ligge!

Jeg elsker det tidspunkt hvor man går ud i sneen, mærker at den knitrer under fødderne, kigger op mod himlen og det går op for een at der bare er helt fantastisk stille. Ikke en lyd rører sig, ikke en bil brummer, intet andet end naturens lyde og syntes af sneen der daler. Jeg elsker virkelig at vi bor så langt ude på landet, at vi kan få den slags øjeblikke hvor hele verden ser ny, frisk og ren ud. Alting virker så opløftende frisk når man står der i nyfalden sne, hele verden skinner og glimter og ikke en forkert lyd bryder ind i det harmoniske billede.
- Ja jeg kunne ikke lade være med at lægge hovedet tilbage og fnise lidt, og mærke at jeg blev en lille pige igen uden bekymringer, om ikke andet så for en stund, en meget velkommen stund!

Vi kaldte på hundene og lod barn, voksne og hunde tumle rundt ide i indkørslen og den lille grusvej vi bor på. Sikke der var spræl i hundene, det var helt tydeligt at den følelse jeg stod med i brystet, også findes i hundestørrelse, for det var også som om de sprang lettere og gladere rundt ude i sneen. Og Sakarias morede sig med at sætte de første fodspor i sneen, kaste de første snebolde og nød helt tydeligt også at vores triste vintergrå verden lige pludselig var erstattet med en hel legeplads af nyfalden hvid magi!



Men dagens helt store hit er virkelig Shanes julekalender. Det er simpelthen skide godt samvær at være samme med sine børn om at lave noget krativt. Kalenderen rummer alt hvad man skal bruge, så det er bare at springe ud i det, så jeg og Sakarias har brugt de sidste par timer på at male en toiletrulle, smelte perler, klippe ører og ønje til den, og samle den fineste figur. Da vi var ved at være færdige satte jeg mig til at læse den historie der føler med kalenderen, et afsnit for hver dag. Og jeg ærger mig simpelthen sådan over at jeg ikke fik René til at optage det på video! Det var simpelthen fantastisk.

Normalt plejer Sakarias at være rigtig god til at sidde stille og lytte når vi læser for ham, han elsker når vi læser, men i dag levede han sig fuldstændig ind i historien, så mens jeg læste op af alle de ting "Krudt" kom ud for i det første afsnit, sad han med vores version af figuren Krudt og sendte ham ud i store bølger, gentog hans replikker, svingede ham rundt for at flygte fra hajerne og gemme sig for sin mor. Det var ganske enkelt et helt magisk øjeblik hvor han med hud og hår levede sig ind i en eventyrverden som han selv lige havde været med til at bygge op omkring figuren Krudt han selv havde været lavet.



Nøj hvor er jeg glad for at vi skal gøre det her hver dag, det kan godt ske at min julestemning er smuttet ud på en omvej inden den kommer tilbage til mig, men julemagien har nu altså ramt os!

Nu er det så ved at være tid til at vi skal gøre os klar til at komme til generalforsamling i vores spareklub. Dem der har fulgt julebloggen de sidste to år vil måske kunne huske at det er noget vi gør hver den første lørdag i december. Så får ud udbetalt vores opsparede julepenge, de penge der gør at vi klarer os gennem julen med skindet på næsen, de penge der gør at drengene får en gave der kan måle sig med deres kammeraters, og de penge der gør at vi kan tillade os at købe lidt ekstra lækkert mad eller juleslik her i måneden.

Jeg har været sådan lidt nervøs på hvordan min mave skulle reagere i dag, igår var en forholdsvis god dag, og jeg plejer ikke at have to gode dage af gangen. Det sker tit af jeg har mere end en dårlig dag i træk, men stort set aldrig at jeg har mere end en god dag af gangen. Så jeg er simpelthen så lettet over at jeg kun har måttet døje lidt med maven, kun har siddet på toilettet en halv times tid, kun har døjet lidt med kvalmen og ingen mavesmerter har.

(Resten skrevet senere på aftenen)

Det meste af aften er gået godt, ikke de store problemer egentlig. Jeg har haft en lumfekirtel på halsen som har været irriteret her de sidste par dage, så jeg ved at mit immunforsvar arbejder med et eller andet, hvad har jeg dog ikke helt fundet ud af endnu. Selve generalforsamlingen gik fint, mit job som formand er rimelig simpelt, fortælle folk hvad de allerede ved og så ellers bare være med, lytte og en sjælden gang imellem tage en beslutning om et eller andet. I dag var der nu ikke noget, og det passede mig fint. Spisningen gik skønt, maden var dejlig og jeg var hunde sulten, så det kunne såmænd have været rugbrødsmadder og jeg havde været i himlen, dog begyndte jeg lige så stille at blive træt og uoplagt - Men det skulle jo for pokker nydes at jeg var ude, så jeg prøvede at slå det hen.

Efter et par timer, hvor jeg havde fundet en af mandlerne i ris ala manden og fået en gave, kunne jeg godt mærke at min krop sagde STOP! Men for fanden hvor er det bare skide frustrerende, når jeg nu for pokker for en gangs skyld var ude blandt andre mennesker og skulle nyde at være menneske, at være Nadja, ja så sagde kroppen stop - Og jeg endte med at cykle hjem i snevejr og være skide skuffet over mig selv, skuffet over at måtte tage hjem når nu festen egentlig bare skulle til at begynde, og også skuffet over at måtte køre fra René som jeg ved havde glæder sig helt vildt meget til at komme ud.

Men nu ligger jeg så her, godt gemt af vejen under Sebastians dyne og venter på at dagens anden sidste håndfuld piller skal virke så jeg kan tage mit kemo om en times tid, og så kan gå til ro og håbe på en bedre dag imorgen. Ej, det ville være forkælet at sige at det ikke har været en god dag, for det har jo faktisk været en SKIDE god dag i min målestok. De ting som er allervigtigst har jeg kunnet, være sammen med min skønne unge, hygge og være kreativ og også få en smule ud af aftenen med mine venner og bekendte. Så alt i alt har det jo været en god dag, som dog - som altid - viste at jeg ér syg, at jeg hár kræft og at jeg altså ikke kan det samme som raske mennesker.

- Og det er nok hele sagens kerne, jeg lærer aldrig at acceptere at jeg ikke er rask og at jeg ikke kan det samme som raske mennesker, jeg giver aldrig slip på håbet om at få en hel dag uden sygdom eller giver slip på lysten til alt det gode som jeg ved at livet har at byde på. Jeg vil ganske enkelt have det hele, og det kan jeg ikke.. Øv!