Sider

fredag den 23. marts 2012

Nu skal der kæmpes, med alt hvad jeg har..!!

Jeg kan ikke kende mig selv mere! Det skræmmer mig meget at sige det, men det sidste halve års rutschetur har virkelig ændret mig.

Hvis nogen for et halvt år siden havde spurgt mig om jeg nogen sinde kunne finde på at droppe en dosis kemo uden at havde aftalt det med lægen så havde svaret været klart; NEJ.
- Men det skete altså onsdag. Jeg havde en helt klar intention om at tage medicinen, men kvalmen og hovedpinen overrumplede mig allerede inden jeg skulle tage medicinen og gjorde det umuligt for mig at få noget som helst ned. Jeg vidste godt at det var helt ude på et sidespor, men det hele blev for meget, med snot, tuden og kvalme og opkast uden opkast. Så jeg gjorde det - jeg lod være, og hylede af selvmedlidenhed og dårlig samvittighed overfor de mennesker som hepper på mig.

Morgenen efter lå der svar på mail fra lægen. Min fantastiske læge som er meget mere end en almindelig læge, både fordi han også er overlæge og professor men også fordi han er sådan et menneske som ikke kan lade være med at bekymre sig lidt mere end almindeligt om sine patienter. Jeg krøb straks til korset og fortalte om min "svipser" og takkede så ja til at blive indlagt til en omgang væske behandling og aflastning.

Jeg har så, igår og i dag været inde på sygehuset og fået i alt 4 liter væske direkte i åren. Og ja, jeg var lige så tør som en svamp. Jeg vidste godt at jeg var blevet dehydreret i de timer jeg ikke kunne spise og drikke, men jeg vidste slet ikke at det var så skidt. Og da jeg lå inde på gangen og ikke engang kunne klare lyset fra lamperne i loftet eller lydene af lægerne der gik fordi i deres træsko var jeg egentlig også bedøvende ligeglad med hvad det var der gjorde mig så dårlig, bare de dog ville gøre et eller andet for at gøre det bedre. De første timer med droppet kørende var der ikke den store bedring, men da de første to liter var kørt igennem, og det var blevet ret sent om aftenen, lettede hovedpinen, jeg opdagede at jeg skulle tisse for første gang i flere dage og kvalmen lettede så meget at jeg rent faktisk fik lyst til at spise noget.

Inden jeg blev sendt fra hæmatologisk modtagelse og op på Amts sygehusets afdeling 170 - den ultimativt bedste afdeling, ever!! - markerede lægen lige (måske igen, jeg ved det faktisk ikke helt?) at det her er det sidste de kan tilbyde mig inden en knoglemarvstransplantation bliver en realitet, og at jeg som åbenbart ikke tåler noget som helst medicin spor godt nok heller ikke vil tåle sådan en transplantation særlig godt, så nu skal jeg KÆMPE. Ikke at jeg ikke har kæmpet indtil, men at det er nu jeg skal sætte alt ind og kæmpe mig igennem.
- Og det skal jeg gøre med en indlæggelse, denne gang bliver det ikke hjemme!

Det er først i dag jeg sådan rigtig har haft energi til at tænke det igennem. Først blev jeg lidt ked af at skulle indlægges, men for at være helt ærlig så tror jeg ikke at jeg klarer det her hjemme. Det er så ubeskrivelig hårdt og jeg formår simpelthen ikke at drikke og spise nok til at have kræfterne til at kæmpe med, så jeg er nødt til at have hjælp fra nogle mennesker der ikke alene kan hjælpe mig med bivirkningerne og give væskebehandling men som også kan være tilpas hårde ved mig og sige "Ingen kære mor, tag din medicin"

René er klart lettet og det er min mor også. Jeg forstår dem faktisk godt. Det er ikke rart at stå og skulle se på en man holder af, der har det så skidt og så samtidig skulle være bussemænd og sige "Du skal" når jeg så har en følelse af at jeg ikke kan mere.

Jeg ved ikke hvor længe det drejer sig om, men jeg går ud fra at de beholder mig til min krop har accepteret kemoen. Jeg ved af mine forsøg her hjemme hvor jeg kun har klaret 9 dage, at der nok går mere end de der 9 dage. Så jeg forbereder mig på et par uger eller tre og håber på at de vil hjælpe mig godt igennem. For jeg er hunde angst for at jeg ikke klarer det - og jeg er hunde angst for at de sender mig hjem for tidligt og at jeg så igen ikke kan styre mig selv, bukker under og dropper ud af behandlingen igen. Så vil jeg hellere være indlagt nogle uger så jeg ikke selv skal rende rundt og være bange, og så René ikke skal rende rundt med en konstant frygt for hvornår han er nødt til at sætte hårdt mod hårdt, og jeg måske alligevel ikke klarer behandlingen selv.

Åhh, det er bare så svært. For jeg kender virkelig ikke den her Nadja, jeg kender ikke den der pige som opgiver.. Det er bare ikke mig. Men jeg føler jeg har mistet alt kontrol over mig selv, og jeg er sgu direkte bange for hvad der sker hvis ikke jeg får hjælp til at kæmpe den her kamp. Så ja, tirsdag "flytter jeg igen ind" på afdeling 170 - og så må vi se hvor længe det varer.. Og vigtigst af alt, om jeg kommer hel igennem..

En sidste ting jeg har brug for at sige i denne omgang er direkte til mine bloglæsere og mine mange venner som følger med på facebook:


Tusind, tusind tak for de mange søde ord i kommer med. Jeg har ikke energi til at svare jer alle, så jeg vælger i stedet at opdatere på bloggen her når energien er til det, mest for min egen skyld (for ja, som een skrev så bliver det nok rart at følge forløbet når jeg engang kommer ud på den anden side) men også fordi jeg ved at flere af jer føler spændte med og sender mig mange gode, lyst og opmuntrende tanker. Hver en tanke, hver en besked og hver en kommentar varmer mig meget og er med til at jeg tør tro på at alle de pæne ting I skriver om mig rent faktisk passer.


I er med til at give mig et ekstra skub når det hele bliver svært, og i er med til at minde mig om at jeg godt kan, at jeg har det bedste i verden at kæmpe for og at livet er fyldt med skønne mennesker og skønne oplevelser som bare venter på at jeg får energi til at komme ud og møde dem.


Så tak!! Og jeg håber I vil blive ved med at puffe mig den rette vej!

7 kommentarer:

Karina sagde ...

Kære Nadia. En lille tåre trille ned ad kinden mens jeg læser dit indlæg for puha du skal så meget igennem og bliver udsat for så meget. Jeg mistede selv min stedfar for godt 3 år siden til lymfekræft og siden da har jeg været meget let til tåre når det drejer sig om sådan sygedomme som bare bider sig fast og påvirker alle omkring en. Jeg er ked af at høre at du er nået dertil hvor du er bange for at give op men på en måde sys jeg også det er sejt af dig for der skal en endnu stærkere person til at opgive end til at kæmpe for du er ikke alene og du kan ikke klare alt selv. Og når man har givet op da er man først rigtig klar til at tage imod den hjælp der byder sig. Så selvom at du har givet lidt op så ser jeg dig som endnu stærkere og jeg er sikker på at du nok skal klare dig igennem endnu en gang og give sygdommen baghjul.. mange tanker og bønner fra en mor til en anden

Jean sagde ...

Pyha Nadja.. Det en rigtig lettelse at læse at du kommer ind og får noget proffessionel hjælp døgnet rundt nu så du er i sikre hænder og har støtte omkring dig så snart du har det svært hele døgnet..
Jeg ved det bliver hårdt at ikke være hjemme hver dag dine drenge kommer hjem for at sige de har haft en sjov dag osv. MEN nu du kommer derind og får væske, sikkert energidrik osv så vil du også kunne være mere frisk og nyde den tid de så kommer og besøger dig og ringer og siger godnat måske osv...
Hvor må det være forfærdeligt at føle man ikke kender sig selv længere, men du skal nok komme tilbage søde.. Du skal bare have lidt hjælp og du klare det fordi du er så sej en pige .. Kender ingen der klarer livets kampe så flot som dig...

Stort trøste og godbedrings kram fra mig til dig, selvom jeg ikke kan give dig det IRL håber jeg du kan mærke varmen i det...

Knuzzz

Rikke FS sagde ...

Kære Nadia.
Jeg har fulgt dig i gennem alle årene og du er en fantastisk sej pige.
KÆMP med næb og klør og gør som lægerne siger der er bedst for dig, men husk osse at mærk efter i dig selv ! Håber at du ikke skal vente akt for længe på din transplantaion.
Al mulig held, lykke og kærlighed sendes til dine dreng og dig.
Kærligst Rikke Fog Svendsen

Aslaug sagde ...

Kære Nadia,
Jeg kender dig ikke, men har læst dit blog i nogle måneder.
Du er utrolig stærk og et fantastisk forbillede !
Jeg håber snart du får det bedere
Kh AA

Shadowz sagde ...

Haaber at det hele kommer til at gaa godt. Kan du skrive adressen paa sygehuset saa vi kan sende dig lidt opmundrende post ?

Anonym sagde ...

Ej søde Nadja, jeg havde slet ikke opdaget at det gik dig så skidt! Håber og tror på at du kommer helskindet igennem, for du er jo en pige med ben i næsen - også selvom den pige lige nu er overskygget af en pige der ikke føler hun kan mere.

Men det kan du! Og jeg hepper på dig og tror på dig!

Kæmpe store kram fra en anden ung mor.

www.mullefilumsen.blogspot.com

rasmuslh sagde ...

Afd 170 er et super godt sted. Har selv været indlagt det for en knoglemarvstransplantation for ja faktisk næsten 10'år siden. Så der er nok sket meget siden. Men super behandling og dygtige læger og sygeplejesker