Sider

onsdag den 19. september 2012

At tude som en 3 årig..

Bloggen bliver forsømt - Jeg ved det godt. Det er på den ene side fordi der sker rigtig mange ting i mit liv og på den anden side fordi jeg bare ikke har energi til at skrive ret meget, ironisk nok er det faktisk lige nu jeg har aller mest behov for at skrive og komme af med nogle af mine tanker.

I dag vil jeg dog bare skrive lidt om følelsen af at have lyst til at sætte sig ned midt på gulvet og tude, bare fordi nogle ting går imod mig, og det så føles som om hele verden og alt dens vasketøj, varmepumper og andet fis har rottet sig sammen mod mig. Det er barnligt og dumt, men ikke destomindre en følelse jeg sidder med lige nu - Som jeg ved alle sidder med en gang imellem, bare uden at turde indrømme at der rent faktisk ikke skal mere end en dum portion vasketøj til at vælte een af pinden en gang imellem.

Selvfølgelig ligger der mere end vasketøj bag den her følelse, det ved jeg udemærket godt selv, men jeg er faktisk ikke helt klar over hvad det er - Jeg frygter lidt at det er første skridt væk fra vreden og frustrationen omkring hele det her sygdomspis, og første skridt mod accept. Der er langt til accept endnu, i hvert fald hvis man skal gå ud fra at jeg skal igennem alle sorgfaserne inden jeg når der til, og det tror jeg faktisk jeg skal..

1. Benægtelse
2. Vrede
3. Forhandling
4. Nedtrykthed
5. Accept

Benægtelsen har jeg allerede været igennem, det tog mig faktisk flere måneden at sige offentligt at der var noget galt. Fra jeg fik beskeden i september sidste år og til jeg fortalte at der var noget galt, noget som nok var lidt værre end bare som så, det tog mig 3 måneder. 3(!!) måneder hvor jeg fornægtede at der kunne ske at være noget galt med mig som ikke bare kunne klares uden at jeg behøvede at indrømme overfor mig selv og alle andre at det her var alvorligt.

Vreden har hængt ved, meget i perioder. Jeg har haft perioder hvor jeg har været vred og frustreret, og det har i de perioder været det der har kunnet holde mig oppe, det der har fået mig til at kæmpe videre. Det der har gjort at jeg har kunnet sige "Fuck nu af leukæmi, jeg skal nok selv bestemme hvornår jeg ikke kan mere!" og det har været godt, det har givet mig den sidste energi til at slæbe mig igennem grimme behandlinger, virkninger og bivirkninger og alle de ting som jeg syntes har været så skide uretfærdige for både jeg selv, børnene og resten af mine familie. Imellem de perioder har jeg kunnet holde det hele på et tåleligt plan ved at skubbe det hele fra mig, sige til mig selv at jeg skulle fokusere på noget andet end sygdom, være sammen med børnene uden at være den syge - Og altid er vreden kommet tilbage. Og det er ikke mere end en uge siden at jeg sidst sagde at jeg var så vred og frustreret at jeg endnu ikke var klar til at acceptere at min fremtid endnu en gang er smadret af det her lort - KRÆFT!!

Forhandling.. Det er nok der jeg burde være nu, men jeg tror jeg springer forhandling over. Hvem er det lige jeg skal forhandle med? Hvem skal jeg kunne love guld og grønne skove hvis bare de tager min kræft fra mig? Der er ingen der kan hjælpe mig her, ud over nogle forskerer der allerede gør alt hvad de kan for at opfinde nyt medicinen at tjene penge på, som så heldigvis måske også kan være en hjælp for mig og ikke kun deres pengepung!

Nedtryktheden har så klart ramt mig i dag! Jeg har den største klump i halsen og ville helt seriøst gerne sætte mig midt på gulvet, klynke, skrige og banke mine hænder mod det, i håb om at det kunne opløse den klump jeg har i halsen. Og ja, det virker som om det er udløst af det faktum at jeg har overset en tuch i en af ungernes lommer og en HEL-FUCKING maskine med farvet tøj er ødelagt af store sorte pletter. Og selv om at det både er fordi jeg føler mig ekstremt dum, at jeg ved at en del af de trøjer jeg lige har købt til Sakarias var iblandt og at det ene af Sebastians to par lange bukser røg med, og det faktum at jeg ikke lige kan rykke penge ud til mere tøj denne måned, så er det jo egentlig ikke det der skubber mig over kanten alene, det er bare det der giver det aller sidste skub der gør at glasset tippet og at tårerne flyder over nu.

Måske er det på tide at komme af med nogle af de her følelser, måske er det på tide at græde egentlig. Jeg tror ikke at jeg som sådan har grædt endnu, ikke over uretfærdigheden og sorgen over endnu engang at miste den fremtid jeg havde forestillet mig. Jeg har grædt over smerter og dårlige dage, men ikke over at jeg føler mig skide-pisse-meget SNYDT! Helt ærligt, jeg kæmpede så meget for at blive visiteret til flexjob, jeg kæmpede så meget for at få lidt normalitet ind i vores hverdag, for at kunne kalde mig nogen lunde rask, for at kunne arbejde, for en mulighed for at tjene mine egne penge - Og nu er jeg så syg at det med stor sansynelighed aldrig nogen sinde kommer til at ske. Jeg har mistet det hele igen, fra den ene dag til den anden blev det hele taget fra mig.. Præcis som for 8 år siden da jeg stod lige inden eksamen på HF og nu kunne kalde mig kræftpatient.

ARGH!! Det er bare ikke fair, det er det altså ikke!! Jeg bliver aldrig til det jeg havde drømt om - Og jeg tør ikke engang skabe nye drømme igen.. I hvert fald ikke lige nu!! Det er bare ikke fair!!
- Og så kom tårerne..

2 kommentarer:

Ditta sagde ...

Jeg sender dig verdens største bamse kram fra Malling! :)

Christine Knudsen sagde ...

Kæreste Nadia..
Har netop lige set endnu et afsnit af dig i de unge mødre.. Har fulgt dig lige fra starten og har altid været imponeret over hvilken fantastisk person du er:) Du er virkelig et forbillede!. I sær din måde at være mor på er jeg utrolig inspireret over :)
Jeg bliver dog trist over at høre at du oplever så mange nedture, men er og sikker på at du nok skal komme ovenpå igen. Du er stærk og har tydeligvis et hjerte af guld, så det skal nok gå alt sammen :)

Kærligst Christine