Sider

lørdag den 1. december 2012

1. december - Mon julestemningen er emigreret?

Første december er så kommet, endelig kommet, jeg har sådan glædet mig til at kunne give Sakarias hans julekalender, give ham lov til at åbne den første gave. Så han ikke skulle gå og være så pokkers utålmodig her eneste dag. Og nu er den her.. Men jeg tror altså måske at min julestemning er emigreret til et andet land?

Det var ellers så hyggeligt da jeg stod op, René havde ladet mig sove til jeg vågnede lidt over 9. Min aften igår blev en smule længere end hans, så jeg tror han syntes at jeg skulle have lov til at sove og samle lidt energi til dagen i dag. Da jeg kiggede ud fra soveværelset blev jeg mødt af et "NU er det første december, mor!" og der stod en meget vågen, meget frisk og meget, meget spændt lille dreng som bare ventede på at jeg kom ud og deltog i julehyggen. Han havde nemlig ventet med at åbne sine ting til jeg stod op. Jeg beundrer ham at han kunne, når han nu har været så utålmodig i en uge, havde det været mig så havde jeg bare åbnet skidtet og været ligeglad med hvilke familiemedlemmer der stadig sov, men Sakarias ventede pænt på mig, den skønne unge!

Så gik formiddagen ellers med at få åbnet Valhallas kalenderen som han havde valgt at han gerne ville have, komme ind på nettet og spille pakkespil på tv2's hjemmeside og lege lidt med de plasticbiler der var i den pakkekalender Henriette og hendes skønne unger havde lavet til ham. Sebastian har sine gaver med på samvær, så dem må jeg vente med at høre om til han kommer hjem imorgen aften en gang.

Pludselig sneede det med kæmpe store gigantiske snefnug i billedskøn fald fra himlen. Og på ingen tid lagde det sig i haven og dannede det smukkeste vinterlandskab. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at sneen meldte sin ankomst så præcist når julen startede, helt fantastisk! Da der havde lagt sig et ret godt lag besluttede vi at trodse mine ledsmerter forsaget af kulden og smutte i vintertøjet og gå ud og lege lidt i sneen, vi ved jo aldrig hvor længe sådan noget får lov at ligge!

Jeg elsker det tidspunkt hvor man går ud i sneen, mærker at den knitrer under fødderne, kigger op mod himlen og det går op for een at der bare er helt fantastisk stille. Ikke en lyd rører sig, ikke en bil brummer, intet andet end naturens lyde og syntes af sneen der daler. Jeg elsker virkelig at vi bor så langt ude på landet, at vi kan få den slags øjeblikke hvor hele verden ser ny, frisk og ren ud. Alting virker så opløftende frisk når man står der i nyfalden sne, hele verden skinner og glimter og ikke en forkert lyd bryder ind i det harmoniske billede.
- Ja jeg kunne ikke lade være med at lægge hovedet tilbage og fnise lidt, og mærke at jeg blev en lille pige igen uden bekymringer, om ikke andet så for en stund, en meget velkommen stund!

Vi kaldte på hundene og lod barn, voksne og hunde tumle rundt ide i indkørslen og den lille grusvej vi bor på. Sikke der var spræl i hundene, det var helt tydeligt at den følelse jeg stod med i brystet, også findes i hundestørrelse, for det var også som om de sprang lettere og gladere rundt ude i sneen. Og Sakarias morede sig med at sætte de første fodspor i sneen, kaste de første snebolde og nød helt tydeligt også at vores triste vintergrå verden lige pludselig var erstattet med en hel legeplads af nyfalden hvid magi!



Men dagens helt store hit er virkelig Shanes julekalender. Det er simpelthen skide godt samvær at være samme med sine børn om at lave noget krativt. Kalenderen rummer alt hvad man skal bruge, så det er bare at springe ud i det, så jeg og Sakarias har brugt de sidste par timer på at male en toiletrulle, smelte perler, klippe ører og ønje til den, og samle den fineste figur. Da vi var ved at være færdige satte jeg mig til at læse den historie der føler med kalenderen, et afsnit for hver dag. Og jeg ærger mig simpelthen sådan over at jeg ikke fik René til at optage det på video! Det var simpelthen fantastisk.

Normalt plejer Sakarias at være rigtig god til at sidde stille og lytte når vi læser for ham, han elsker når vi læser, men i dag levede han sig fuldstændig ind i historien, så mens jeg læste op af alle de ting "Krudt" kom ud for i det første afsnit, sad han med vores version af figuren Krudt og sendte ham ud i store bølger, gentog hans replikker, svingede ham rundt for at flygte fra hajerne og gemme sig for sin mor. Det var ganske enkelt et helt magisk øjeblik hvor han med hud og hår levede sig ind i en eventyrverden som han selv lige havde været med til at bygge op omkring figuren Krudt han selv havde været lavet.



Nøj hvor er jeg glad for at vi skal gøre det her hver dag, det kan godt ske at min julestemning er smuttet ud på en omvej inden den kommer tilbage til mig, men julemagien har nu altså ramt os!

Nu er det så ved at være tid til at vi skal gøre os klar til at komme til generalforsamling i vores spareklub. Dem der har fulgt julebloggen de sidste to år vil måske kunne huske at det er noget vi gør hver den første lørdag i december. Så får ud udbetalt vores opsparede julepenge, de penge der gør at vi klarer os gennem julen med skindet på næsen, de penge der gør at drengene får en gave der kan måle sig med deres kammeraters, og de penge der gør at vi kan tillade os at købe lidt ekstra lækkert mad eller juleslik her i måneden.

Jeg har været sådan lidt nervøs på hvordan min mave skulle reagere i dag, igår var en forholdsvis god dag, og jeg plejer ikke at have to gode dage af gangen. Det sker tit af jeg har mere end en dårlig dag i træk, men stort set aldrig at jeg har mere end en god dag af gangen. Så jeg er simpelthen så lettet over at jeg kun har måttet døje lidt med maven, kun har siddet på toilettet en halv times tid, kun har døjet lidt med kvalmen og ingen mavesmerter har.

(Resten skrevet senere på aftenen)

Det meste af aften er gået godt, ikke de store problemer egentlig. Jeg har haft en lumfekirtel på halsen som har været irriteret her de sidste par dage, så jeg ved at mit immunforsvar arbejder med et eller andet, hvad har jeg dog ikke helt fundet ud af endnu. Selve generalforsamlingen gik fint, mit job som formand er rimelig simpelt, fortælle folk hvad de allerede ved og så ellers bare være med, lytte og en sjælden gang imellem tage en beslutning om et eller andet. I dag var der nu ikke noget, og det passede mig fint. Spisningen gik skønt, maden var dejlig og jeg var hunde sulten, så det kunne såmænd have været rugbrødsmadder og jeg havde været i himlen, dog begyndte jeg lige så stille at blive træt og uoplagt - Men det skulle jo for pokker nydes at jeg var ude, så jeg prøvede at slå det hen.

Efter et par timer, hvor jeg havde fundet en af mandlerne i ris ala manden og fået en gave, kunne jeg godt mærke at min krop sagde STOP! Men for fanden hvor er det bare skide frustrerende, når jeg nu for pokker for en gangs skyld var ude blandt andre mennesker og skulle nyde at være menneske, at være Nadja, ja så sagde kroppen stop - Og jeg endte med at cykle hjem i snevejr og være skide skuffet over mig selv, skuffet over at måtte tage hjem når nu festen egentlig bare skulle til at begynde, og også skuffet over at måtte køre fra René som jeg ved havde glæder sig helt vildt meget til at komme ud.

Men nu ligger jeg så her, godt gemt af vejen under Sebastians dyne og venter på at dagens anden sidste håndfuld piller skal virke så jeg kan tage mit kemo om en times tid, og så kan gå til ro og håbe på en bedre dag imorgen. Ej, det ville være forkælet at sige at det ikke har været en god dag, for det har jo faktisk været en SKIDE god dag i min målestok. De ting som er allervigtigst har jeg kunnet, være sammen med min skønne unge, hygge og være kreativ og også få en smule ud af aftenen med mine venner og bekendte. Så alt i alt har det jo været en god dag, som dog - som altid - viste at jeg ér syg, at jeg hár kræft og at jeg altså ikke kan det samme som raske mennesker.

- Og det er nok hele sagens kerne, jeg lærer aldrig at acceptere at jeg ikke er rask og at jeg ikke kan det samme som raske mennesker, jeg giver aldrig slip på håbet om at få en hel dag uden sygdom eller giver slip på lysten til alt det gode som jeg ved at livet har at byde på. Jeg vil ganske enkelt have det hele, og det kan jeg ikke.. Øv!

0 kommentarer: