Sider

søndag den 6. maj 2012

Vi skrider fra det hele!!

Vi skrider fra det hele!! Lader rod være rod, dårligdomme være dårligdomme og efterlader alt det træls der hjemme, hopper i bilen og skråler "Det er sommer, det er sol og det er søndag (..) Smilet frem, det bli'r dit ansigt jo så kønt af" og suser afsted..!

(- Eller rettere, det gjorde vi torsdag!)

Der er egentlig flere ting jeg har på hjertet i disse dage, og jeg går lidt og tumler med hvordan jeg får den ene ting sagt på den bedste måde - Jeg har i de seneste par uger oplevet mere omtanke, bekymring, glæde ved at give, forståelse, medfølelse og storhed end nogen sinde før, jeg er meget overvældet og kan kun sige at jeg er blevet så rørt, at det er lykkedes mig at miste "pusten", miste mælet - Altså, jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal udtrykke mig, noget jeg ellers ikke plejer at have problemer med.

Men altså, det jeg ville have frem lige denne gang, er at vi i torsdags pakkede bilen og skred fra det hele. Vi havde uventet fået mulighed for at besøge Lalandia, ved hjælp at nogle utrolig venlige menneskers gavmildhed, og blev sendt kærligt afsted med "kun" et par dages ventetid. Og nu, hvor jeg sidder og er totalt udamttet, så kan jeg sige - Det var lige det vi stod og manglede!!

Vi havde helt sikkert ikke fundet på det selv, lysten ville nok være der, muligheden ville klart ikke og energien til at sætte det hele i værks heller ej. Men at få at vide "Kan I tage afsted torsdag?" og bare skulle sige "ja eller nej" er lige præcis sådan noget jeg kan. Jeg skulle kun mærke efter om min krop, her specielt min mave, ville være i stand til at tage turen, og tage en beslutning om hvorvidt jeg havde lysten. Det er præcis som jeg så mange gange har skrevet, jeg kan ikke finde ud af at sige til, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg har ikke kræfterne eller energien til at sige "TIL" men at blive stillet et spørgsmål (og det behøver selvfølgelig ikke at være et så stort som dette) og så "bare" skulle mærke efter om det er noget jeg vil/kan, dét kan jeg (og "man" i det hele taget, når "man" står i en svær situation) langt bedre overskue. For det er meget nemmere at sige "Tak, men nej tak" eller "Ja, tusind tak" end selv at skulle ud og finde personen, spørgsmålet og modet til at spørge om hjælp/en tjeneste.

Så vi sagde altså "Tusind, tusind tak!" med våde øjne og en klump i halsen, afsatte hunden hos vores skønne genboer, pakkede bilen og kørte turen til Billund, hvor et fint lille feriehus og en masse skønne timer ventede os sammen. Jeg vil ikke skrive en hel masse om hvad vi præcist oplevede på turen, for det var selvfølgelig en masse vand i vandland, en masse klatreture i legelandet, en masse slik i slikbutikken og en masse latterkramper (Og kun en lille smule manglende pædagogik!). Jeg vil egentlig hellere fortælle lidt om hvordan det er kommet totalt bag på mig hvordan den her tur har udarbejdet sig, hvad den har betydet for mig, hvad den har sat gang i af følelser og ønsker.

For selv om min mave har været træls, jeg har haft ture hvor jeg har siddet og bidt mig selv i læben for ikke at skrige i smerter og med tavse tårer løbende på kinderne. Jeg har vrisset lidt af ungerne fordi jeg simpelthen var for træt til at tage de mest padagogiske kampe, jeg har været nødt til at gå ned og lægge mig, eller smide mig et eller andet sted i centret og sige "Nu kan jeg bare ikke mere, giv mig en pause" så har alle de der problemer som fylder det hele der hjemme, været meget mindre der nede. På trods af at alle problemerne har været med os, alt medicinen har været med og at præcis de samme ting ventede hjemme - Så har det bare slet ikke kunnet mærkes på samme måde. Ihh, det er skide svært at beskrive, men det er som om at vores hverdag hjemme i virkelig stor grad drejer om mig som midpunktet, mig som er barometret for hvordan vores dage går. Har jeg dårlige dage så ér det bare dårlige dage, har jeg gode dage så er dagene gode, men med den der sorte sky hængende over hovedet på os som minder os om at det måske skifter lige om lidt. På intet tidspunkt er det til at slippe hvad det er vi går igennem lige nu, det ligger der hele tiden, fylder og skubber sig anmasende ind foran ungernes behov for uretfærdigt at minde os alle om at mine behov altid er nødt til at komme først - Og specielt i de sidste 9 måneder har det været ekstra udtalt, uden pause.

En glad, lykkelig og oversej mini-teen

Men da vi kørte der ned, så lod vi skyen blive der hjemme og besluttede os for at nu var det spændingen, sommerfuglene i maven og hyggen der var centrum for den her bededagsferie - Og ikke mig. Jamen, det er ikke helt forkert at sige at vi er skredet fra det hele, for det føles virkelig som om, at vi har ladet alt "lortet" ligge der hjemme og bare er smuttet, har forladt det hele og er taget ud på et eventyr sammen. Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har haft det SÅ godt, og vi har faktisk haft det ret godt efter jeg er kommet hjem fra sygehuset, bedre end vi har haft i månedsvis som familie. Men den her tur har bare været så fantastisk at jeg har lyst til at omfavne alt og alle jeg kommer i nærheden af og skrige ud til verden "Jeg har fundet Nadja, den gamle Nadja, hun lever endnu!!"
- Ihh, jeg har virkelig mistet mælet, det er simpelthen ikke til at beskrive hvor befriende det har været at se mine drenge sige "Det her er bare det bedste vi nogen sinde har prøvet" - Og mine unger er ikke krævende, så jeg ved at det ikke er fordi di har fået en så stor gave forærende, men fordi at de i de her 4 dage har været det absolutte centrum for en glædelig begivenhed, hvor vi som familie blev revet ud af hverdagen. Og jeg giver dem ret, det har virkelig været det bedste vi LÆNGE har oplevet sammen! Tænke at man kan stå og mangle noget som man ikke selv anede hvad var, og så nogle mennesker, som står helt udenfor situationen kan vide helt præcist hvad der skal til. Jeg er helt oppe at køre, af træthed og lykke!!


Et styk hoppeglad unge!
Jeg glæder mig til at skulle takke de her utrolig skønne mennesker som har hjulpet os til at få den her tur, men allerede nu ved jeg at jeg på ingen måde kan beskrive hvad de har gjort for os - Ingen ord er stærke nok til at beskrive hvad den her tur har bragt frem af glæde, mod og kampgejst. For nu skal der fanme kæmpes, endnu mere! Jeg vil kæmpe for at få den her Nadja tilbage så det er "hende" der dominerer vores dage, jeg vil kæmpe for at få den sorte sky på afstand og så medicinering, sygdom og hvad vi ellers kæmper med på grund af min skæbne så langt væk, at det forhåbentlig er den følelse jeg har lige nu der dominerer vores liv.

3 kommentarer:

Helena sagde ...

Kære Nadja.
Jeg bliver så rørt over, at læse din dejlige ferie i Lalandia med dine børn. Du fortjener mere end nogen anden sådan en ferie, hvor du får tankerne lidt væk fra din sygdom. Jeg kender det selv, det med at føle sig låst fast i de vandte, fastlåse rammer i dagligdagen med sygdom og alle de gøremål der høre sig til i en hverdagsfamilie. Og dette er ikke just lige let for dig, fordi du slåsser med sådan en hård sygdom. Men jeg tager virkelig hatten af for dig, jeg synes du klarer det så flot, og du er og bliver en fantastisk omsorgsfuld mor for dine børn. Husk på disse ord Nadja. Jeg har ikke selv børn, da jeg desværre, på grund af min egen sygdom ikke kan få børn. Jeg læser pt til pædagog og om 1½ år er jeg færdig, så håber på den måde, at jeg kan blive omriget af dejlige børn, selvom det jo aldrig kan blive mine egne.

Kære Nadja, husk på at du er og bliver en dejlig omsorgsfuld mor, og jeg ved, at dine børn sætter stor pris på alt det du gør for dem.

De kærligste tanker Helena.

anna sagde ...

Kære Nadia.

Hvor fik jeg bare ondt i maven, da jeg så afsnittet af "D.U.M" i tirsdags, da du var så træt, du ikke kunne opfylde Sebastians ønske om, at hele familien skulle gå en tur sammen. Det var godt, at I fandt på noget andet, men for pokker, hvor kæmper I dog hårdt, for at få tingene til at fungere i jeres famlilie.
Jeg har selv haft kræft i min allernærmeste familie og ved kun alt for godt, hvor svært det kan være, at få tingene til at hænge sammen. Jeg har virkelig STOR respekt for måden I kæmper på - det er en hård kamp!
Har du ikke mulighed for at få en kørestol fra hjælpemiddelcentralen, så du kan komme lidt ud sammen med din dejlige familie, når du er for træt til at gå?
Hils din dejlige familie - selv om jeg ikke kender dem, og de ikke kender mig.

Mange hilsner Anna

Okker Blogger sagde ...

Jeg synes du er så sej, Nadia! Punktum!