Sider

tirsdag den 6. december 2011

6. december - En trist dag!

6. december - En trist dag!

Det er en trist dag i dag, endnu engang har kræften taget et ungt menneske, en ung mand med familie og børn som aldrig nogen sinde har gjort andet end at kæmpe en ubeskrivelig hård og uretfærdig kamp. Jeg bliver altid ramt når nogen går bort på den måde, specielt når det handler om unge mennesker jeg kan identificere mig med og det kunne jeg i høj grad med denne unge mand som også led af leukæmi. Det er svært, for når jeg oplever sådan noget, selv på afstand, så kan jeg ikke lade være med at føle et stik langt ind i hjertet og jeg kan ikke undgå at det efterlader ringe i vandet i mine tanker. Min egen dødelighed bliver rippet op og jeg kan ikke lade være med at tænke "Hvad nu hvis..?" og det handler hverken om at male fanden på væggen eller at jeg tror at jeg skal dø lige i nærmeste fremtid, det handler ganske enkelt om at der bliver prikket til den del i mig der ved at det er en mulighed, det der med døden. Ikke kun for mig selvfølgelig, for vi kan alle falde død om om et øjeblik, men det er bare lidt nærmere at tænke det om jeg selv, for jeg har hele tiden der der mørke sky hængende over mit hoved til at minde mig om at jeg aldrig bliver fri for "hvad nu hvis'er".

Faktisk var jeg lige nået der til hvor jeg var overbevist om at jeg skulle leve for evigt igen, der hvor jeg havde vundet min ret til at kunne planlægge langt ud i fremtiden, der var ro på alting, der var en virkelig chance for at jeg kunne være deltager i et ganske almineligt liv med arbejde, børn og en hverdag uden hele tiden at blive mindet om at jeg er syg. Altså når man ser bort fra de ugentlige sprøjter og de daglige bjerge af piller, men der hvor jeg rent mentalt var klar på at nu var det ikke sygdom der stod i front men det helt almindelige familieliv - Og pludselig så ser man sig selv stå der midt i stuen med telefonen mod øret, i sådan en ud af kroppen oplevelse, og høre lægen der siger at det ikke er godt. Det er altså syret, mærkeligt, forfærdelige og bund uretfærdigt. Jeg var der jo, jeg var SÅ tæt på målet og så blev jeg fældet, slået hjem.. IGEN!!

Det har selvfølgelig sat sit spor på hele dagen, jeg har ikke rigtig kunne finde ro, jeg har været trist og ked og jeg har dævlet lidt ved min egen ynkelighed. Det er ellers ikke noget jeg gør ret meget i, det gør mig som regel aldrig noget godt så jeg plejer at hive mig selv op ved nakkehårene og så komme i gang med noget der kan aflede opmærksomheden men i dag har jeg haft behov for at anerkende at de følelser også er en del af mig - Det er sgu da skide uretfærdigt, så hvor skulle jeg ikke give mig selv lov til at føle det?!

Heldigvis nåede jeg at samle mig inden Sakarias skulle hentes, så hunden og jeg tøffede i nogen lunde humør over efter ham i børnehaven som ligger omkring 50-100 meter her fra. Det er simpelthen for nemt at kunne smutte lige der om på under et minut, men det er også lige præcis det jeg har brug for her i tiden hvor energien ikke er for god. Jeg kommer stort set kun ud når det er for at lufte hunden eller hente ungerne, så det er jo fantastisk at hunden godt kan nøjes med den lille gåtur og stadig være tilfreds, for mere orker jeg altså ikke.

Da Sakarias og jeg kom hjem ringede Sebastian og meddelte at han var "kommet til" at gå over til hans oldeforældre og at han gerne ville blive der ovre, egentlig havde vi en regel om at han kun må være der ovre i weekenderne, i hvert fald når det handler om at sove der ovre, men her efter René er blevet studerende og jeg er blevet slatten, så har vi måttet slække lidt på reglerne igen for at få det hele til at hænge sammen. Egentlig havde jeg en idé om at vi skulle have hygget os med et eller andet indtil René kom hjem, men uden Sebastian lagde Sakarias og jeg planerne lidt om og satte os i stedet til at lege lidt med perler. (hurra for en dreng der rent faktisk kan sidde stille!)

Jeg havde nemlig set de skønneste perle-snefnug en bruger på Ungmor.dk havde lavet og jeg havde en plan om at se om jeg kunne gøre hende efter, desværre kunne jeg ikke finde indlægget da Sakke og jeg gik i gang, så det måtte blive efter fri fantasi. Desværre opdagede jeg også at vi slet ikke har nogen 6-kantede perleplader, så det blev altså en smule vanskeligere at få de der helt vide fede snefnug frembragt med runde perleplader. Heldigvis er vi en ret kreativ familie så det lod vi os ikke slå ud af og da René kom hjem satte han sig hos os og hjalp til, eller rette gjorde et forsøg på at lave et snefnug på en firkantet perleplade, opdagede at det ikke var muligt, opgav igen og begyndte at lave aftensmad.




- Snefnuggene er ganske simpelt lavet af Hama-perler i blå og hvid, da jeg har en idé om at snefnug er 6-kantede har jeg valgt at lave dem fra et udgangspunkt på 6 linier og så tilføjet lidt mønster efter hvad jeg nu fandt sjovest - prøv jer frem og vis gerne jeres bud. Jeg tror der er flest variationer i at bruge en 6-kantet perleplade.

Efter aftensmaden fandt vi Sebastians spejdergrej frem, jeg fandt en fin lille pakke til aftenens pakkespil i spejderhytten og René tog begge unger med og kørte Sebastian og hans kammerat afsted. Det gav mig lige en halv time til at forsøge at få noget smertestillende til at virke. Desværre lader det ikke til at det har tænkt sig at virke. Jeg syntes ellers ikke at jeg plejer at være SÅ hårdt ramt i så mange dage i træk, så jeg begynder faktisk at være lidt bange for at det har tænkt sig at blive ved eller at det måske er endnu et tegn på at den der leukæmi raser rundt i min krop. Jeg håber på at det bare er vejret der ikke er blevet ordenligt endnu for det er en smule svært at overskue at skulle fortsætte sådan her ret længe og så længe der ikke er udsigt til at jeg får noget nyt behandling lige foreløbig, så kan jeg ikke rumme tankerne om at det er leukæmien der viser endnu mere af sit grimme ansigt. Specielt ikke fordi Sebastian allerede er begyndt at lægge for meget mærke til at der er noget galt, vi har ellers ikke forfalt nogen af dem noget, deres jul skal ikke ødelægges af det her, men imorges da han gik ud af døren for at tage i skole vendte han sig om mod mig og sagde "Mor, jeg ville ønske din kræft ville forsvinde" - Det ville jeg sgu også, for når han begynder at lægge mærke til det, så bliver jeg nødt til at tage snakken med ham, snakken om kræft, behandling og denne ventetid. Noget jeg virkelig ikke har lyst til, for jeg har svært ved at vurdere hvor meget han forstår og hvor meget han har brug for at vide, det er så svær en balancegang imellem at fortælle ham for lidt eller for meget, får han for meget at vide bliver han bange og får han for lidt at vide går han og gør sine egne tanker og bliver også bange.
- Ja, det er sgu svært!

Glædelig 6. december.

0 kommentarer: