Sider

fredag den 20. januar 2012

Orkanens øje!

Måske jeg bare aldrig skulle have åbnet op for de der sluser i mine øjne! Det lader i hvert fald til at der er sket en eller anden teknisk fejl efter det skete tidligere på ugen, for nu kan jeg fanme ikke få lukket for lortet igen! Der pipler vand ud af hovedet af mig ved de mest underlige ting!

En ven, som selv har haft kræft og resten af sit liv skal leve med at det måske vender tilbage, sagde til mig - Efter at mit lille sammenbrud rent faktisk gik ud over ham og han endte med at blive støtte pædagog i et par timer - at han syntes jeg skulle overveje at få noget hjælp til at snakke alt det her igennem, der er grænser for hvad man kan klare alene og det er ikke sundt at gå rundt med den her "dødsangst" alt for længe, i hvert fald ikke ubearbejdet.
- Måske har han ret, men jeg syntes bare ikke rigtig at jeg har noget at snakke om. Hvad skulle lige i så fald sige til en psykolog. Jeg kan jo ikke sige noget konkret, jeg ved ikke noget om noget, hvilket jo nok er det der er så svært at rumme. Alt det der intet fylder det hele og gør at jeg nu tuder til alt. Ej, måske ikke ligefrem tuder, men jeg får i hvert fald våde øjne hele tiden. Igår tog jeg mig selv i at sidde og blinke vand væk fra øjnene da jeg så en reklame for en eller anden bil, og i dag har jeg siddet og småsnøftet til starten på en Disney film. Der var ikke engang sket noget sørgeligt eller noget trist, men bare musikken var nok til at gøre mine øjenkroge fugtige.

Jeg bliver ved med at sige til mig selv.. "3 dage mere, bare 3 dage mere!"
- For om 3 dage, altså på mandag, så sidder jeg igen ude på sygehuset og skal snakke med min fantastiske læge. Jeg glæder mig HELT vildt, for denne gang er jeg nødt til at bede ham fortælle mig hvad der kommer til at ske hvis jeg ikke bliver forsøgsperson. Jeg troede jo egentlig jeg havde det bedst med ikke at vide det, ikke at skulle forholde mig til alternativerne, men nu kan jeg ikke rumme mere uvished. Nu er jeg simpelthen nødt til at vide hvad det er der skal ske med mig hvis jeg ikke kan blive forsøgs-rotte!

Jeg ville ønske jeg kunne rumme at skrive en masse andet, for i dag har jeg faktisk været ude i den virkelige verden, trods en rigtig slem nat efter sprøjten. Begge unger har været til tandlæge, den ene til tjek, den anden fået repareret en tand der var knækket noget af - Men lige nu kan jeg ikke rigtig rumme så meget, hverken af det ene eller det andet..

Det er en frygtelig følelse ikke at kunne rumme hverken mig selv eller de andre lige i tiden. Det er frygteligt at jeg kan sidde og se på mine skønne unger og forsøge at lytte til det de siger til mig, men at min koncentration bliver sløret og lige pludselig svæver mine tanker væk. Der er simpelthen ikke plads til mere der inde nu, der er ikke plads til mine egne tanker, der er ikke ret meget plads til andre og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Der var engang hvor jeg vidste at jeg ville få det bedst hvis jeg bare holdt mig beskæftiget med ungerne, hvis vi lavede noget kreativt, hvis vi legede eller fandt på historier sammen. Men nu er jeg sådan en zombie-mor der skifter fra det ene øjeblik til det andet, nogle gange kan jeg være præcis som jeg plejer, men en halv time efter sidder jeg bare og kæmper med en bragende hovedpine som jeg mistænker for at være fremkaldt af alt det kaos der suser rundt i hovedet på mig. Jeg føler jeg er ved at miste kontrollen, jeg føler ikke at jeg er mig selv mere - Jeg er bange, jeg er ked af det og jeg føler lidt at jeg står midt i orkanens øje og skriger, men ingen kan høre mig.. Jeg kan ikke engang selv høre mig igennem den her tåge, jeg føler ikke jeg kender mig selv og mine egne behov mere og værst er det at jeg slet ikke kan kende mit reaktions mønster her - Og det skræmmer mig virkelig.

Nogle gange har jeg sat mig ud til mit lille scrapbord, med øre-bøffer på, lukket døren og skruet højt op for musikken - Bare for at kunne overdøve alt det som flyver rundt inde i mit hoved med en sådan fart at jeg ikke engang kan forstå hvad det er det prøver at sige, det suser bare i mit hoved. Det har virket okay, befriende men på samme måde forvirrende og ukontrollerbart at være nødt til at skabe kontrol sådan. Nogle gange har jeg haft lyst til at gå langt, langt ud i skoven og skrige. Skrige til mine lunger gør ondt, skrige til jeg ingen stemme har, i håb om at den der mærke klat af et eller andet som har indtaget mit bryst vil flyve med ud. Og andre gange har jeg haft lyst til bare at forsvinde ind i mig selv, der ind hvor alting er helt lyst. Som i Harry Potter den sidste film, hvor alting ligepludselig er et helt hvidt rum, hvor der er helt stille og ingen behøver tage stilling til noget hvis de ikke gider. Jeg gad godt at der fantes sådan et tilflugtssted jeg kunne forsvinde ind i en gang imellem, bare for at få lidt ro. Bare for at kunne lukke øjnene lidt uden at der kører mærkelige drømme rundt i min underbevidsthed.

Der er svært at skrive, det er svært at formulere så en der ikke står i det, eller har stået i det forstår det..

1 kommentarer:

Inadesign sagde ...

Hej Nadia.

Jeg har fulgt dig på Facebook i et stykke tid, og har nu endelig haft overskud til at kigge lidt rundt på din blog.

Jeg vil bare fortælle dig, at jeg synes du er sej! Du klarer det virkelig godt. Bare det at du har overskud til at sætte dig ned og skrive det her indlæg, viser hvor stor en styrke der ligger i dig. Det at du trods en dårlig dag, magter at hygge med dine unger. Det at du holder hundefødselsdag. Det at du tager imod støtte. Og meget meget mere. DET viser, hvor stærk du er!

Der er ingen der kræver af dig, at du kan forklare hvordan du har det - for der er ingen, der ikke selv har stået i det, der kommer til at forstå det. Derfor må du heller ikke kræve det af dig selv. Du skal gøre det, der er godt for dig :) Og hvis det er at skrive et indlæg, så skal du det. Du skriver gribende og ærligt, og det er altså virkelig fantastisk at læse dine indlæg.

Jeg sender dig og din familie en kærlig tanke imorgen :)