Sider

søndag den 29. januar 2012

Det der med legatsøgning

Jeg har været så heldig at jeg har fået lidt hjælp til det med at søge legater, et par fantastiske kvinder har hjulpet mig med at finde et par legater jeg kan søge og den ene har hjulpet mig med at sætte en ansøgning sammen med alle de oplysninger som er vigtig at få med i sådan en.

Og i dag da jeg kom forbi postkassen fandt jeg en udtalelse fra min læge på sygehuset, som så venligt havde sagt ja til at skrive en sådan for mig. Og den er flot, fin og helt korrekt - Men puha, det er altså lidt en mavepumper at læse på skrift hvad det er der sker, at de følelser jeg har omkring at det er hårdt, bivirkningerne er hårde og at det faktisk ikke er spor nemt at være mig lige nu, det er helt korrekt og kan dokumenteres. Det er, som jeg har sagt før, som om at alting bliver mere virkeligt når det bliver sagt højt eller skrevet og selv om at jeg bestemt syntes man kan se at min læge har skrevet det så skånsomt som muligt, så er der intet at tage fejl af! Det ér hårdt, det ér grimt og det ér ikke nemt at være nødt til at bære den skæbne.

Nu kunne man måske tro at det ville få mig til at sætte mig ned og dvæle i min egen elendighed - Men fanme nej! Det er ikke noget eller nogen der skal have lov til at bestemme hvordan jeg skal leve mit liv, så selv om at jeg lige nu er meget lidt herre over hvordan det skal foregår, så skal mit humør ikke ødelægges! Jeg ved jo udemærket at dem som har viljen er dem som klarer sig bedst, og jeg er fast besluttet på at jeg igen vil være på et punkt hvor jeg føler at det er mig der har kontrollen og ikke den her lorte sygdom!! Nu skal vi bare igennem alle de her forhindringer vi nu har, som jo ikke kun handler om sygdom men alt det lort sådan en bringer med sig både psykisk, fysisk, økonomisk og socialt.

Jeg glæder mig til at kunne sende et par legatansøginger ud og jeg glæder mig bestemt til at få svar tilbage. Og så er mit løfte til mig selv og i endnu højere grad mine børn (som absolut intet skal vide om det der med økonomi) at vi skal have det sjovt, for pokker hvor skal vi bare have det sjovt hvis det viser sig at vi får et legat! Det er deres tur til at være i fokus, jeg kan ikke helt oprigtigt sige at de nogen sinde har været 100% i fokus hvor deres behov kom i første række, for de vil altid skulle sættes bag mine behov, men hvis det virkelig lykkedes os at få nogle legat-penge, så vil jeg gøre (om muligt) endnu mere for at de skal prøve at have nogle oplevelser som andre børn! Om det så skal være en shoppetur, en tur i teatret eller måske en sommerferie det vides ikke, men det skal være normalt, sjovt og hyggeligt - Dét er mit løfte!

Lige i dag er det faktisk rart at kunne sætte beslutsomheden foran elendigheden, for det er da umenneskelig koldt - Og er der noget der ødelægger mit humør, så er det de knoglesmerter den kulde giver mig!!

0 kommentarer: