Sider

torsdag den 29. marts 2012

At rende rundt i en evig tåge..

Åhh jeg gar sovet godt i nat! Natten startede godt nok hårdt ud med en stor omgang mavekneb efter jeg havde taget kemo tabletterne, som jeg så besluttede at udholde med en bog i hånden. Da nattevagten så kom på, så besluttede de at give mig dobbelt op på den stærke smertestillende jeg får her inde - Og så skal jeg love for at jeg faldt godt og solidt i søvn, og først vågnede igen da det igen var blevet lyst udenfor. Åh, det var virkelig tiltrængt!

Jeg har jo lidt fået mig en "rutine" som jeg ved virker, den går i alt sin enkelthed ud på at hvis jeg ikke spiser og drikker før omkring kl 16 om eftermiddagen, så spasser maven ikke ud og jeg kan holde ud af være Nadja, sådan nogen lunde. Men den rutine syntes de så ikke lige er så hensigtsmæssig her inde, så jeg blev med den der "Nu tager du dig lige sammen for dit eget bedste" (som jeg har brug for at finde en ny god rutine, så tak til sygeplejerskerne) presset ud i at spise lidt morgenmad, det blev meget, meget lidt før maven så begyndte og i løbet af kort tid så jeg prustende på maven med min brækpose i hånden. Øv altså, ikke nogen god oplevelse, og jeg trængte ellers lige til lidt mere opløftning efter nattens succes. Men de har råd for stort set alt her inde, så jeg blev udstyrret med mere smertestillende og mere kvalmestillende og fik så ellers lov at ride stormen af indtil middag, hvor de tog det hele lidt i forkøbet og gav mig samme kombi før maden.

Så med god adspredelse fra min mor og lidt tv, lykkedes det mig ikke alene at spise to halvve stykker rygbrød, men også at trave op og ned af gangen med Anton dropstativ ved min side, som jeg også havde lovet sygeplejerskerne at jeg ville prøve mig med. Og maden blev sgu nede, vi tog og god tid til at spise (hvilket 2 timer må siges at være) og det gjorde heller ikke sådan vildt og voldsomt ondt som om maven, selv om det var tydeligt for alle på stuen at høre hvordan min mave højlydt protesterede mod frokosten.

Eftermiddagen er gået i en tåge af smertestillende, hvor jeg har været så heldig at have besøg af både René og en af mine skønne veninder. Super hyggeligt at sidde og snakke om ting, sager og apps. Jeg var godt nok både lidt ør i hovedet, lidt smadret i kroppen og temmelig træt, men det var rart at have besøg af mennesker jeg holder af.

René valgte at blive til efter aftensmaden, som ligesom frokosten blev suppleret af kvalme- og smertestillende og rent faktisk udløste at jeg havde lyst til at spise da først maden var min tallerken. Jeg endte rent faktisk med både at føle sult og føle nydelse ved at spise. Faaantastisk gode græntsager de havde lavet, så jeg fik mig en god portion grøntsager.. Ahh! Hurra for et skide godt sygehuskøkken, det kune andre sygehuse lære meget af!

Nu er jeg træt, ufattelig træt. Det tager hårdt på kræfterne at kæmpe med maven, for selv om smerterne ikke er helt så slemme nu hvor jeg er konstant dopet, så får jeg stadig de ture hvor maven kramper sammen og jeg pruster og skiftevis fryser og sveder. Det tager altså nogle kræfter!

Af positivt kan siges at jeg i dag kun har fået en pose væske, resten er det nu næsten lykkedes mig at drikke selv. Ikke helt, men hvis jeg tager mig lidt sammen, så kommer det snart. Det er jeg nemlig nødt til, for med det tiltagende antal smertestillende og kvalmestillende er min mave nu rent faktisk gået i stå. Som havde noget sat en prop i et eller andet sted og slukket. Så jeg kan bare høre og mærke tydeligt hvordan mavvesækken sender alt videre i ekspressfart, men at det så går i stå. Nu nu er det RIGTIG kemomave, der hvor man hele tiden ballancerer mellem den ene og den anden yderlighed. Øv!! Dét er så ikke ret positivt.

Heldigvis føler jeg mig stadig i gode hænder her. Det har været hårdt, men den sygeplejerske der har været hos mig i dag har haft tilpas meget overskud til at bruge lidt ekstra tid på at berolige mig og forklare mig lidt om hvorfor det er vigtigt at jeg i det mindste forsøger at spise, komme ud af sengen og drikke noget mere selv.

Desværre gik droppet "i stykker" i dag, så mit ellers skønne drop som lå fantastisk i armen skal lægges om imorgen. Jeg håber jeg kan få det nogen lunde samme sted for der har den altså ligget super, indtil i dag vel at mærke.

Det var alt, jeg er simpelthen så smadret at jeg vil lægge sengen tilbage og så læse lidt i en bog - Og hvis jeg ikke tager helt fejl, så varer det ikke mange minutter før jeg slumrer ind!

Kryds fingre for endnu en rolig nat, det kunne jeg virkelig godt bruge!

2 kommentarer:

madebyme-helena.blogspot.com sagde ...

Kære Nadja.
Du skal vide, at du har mine dybeste tanker til dig hver evige eneste dag. Jeg sidder hver aften og følger med på din blog og om hvordan det går dig. Du kæmper så hårdt, og det tager jeg virkelig hatten af for.
Jeg lider selv af en meget hård sygdom på nu 12. år, så kender godt alt til sygehussystemet og hvad det indebærer. Jeg er dog ikke så hårdt remt som dig, men det er aldrig let at være syg og det kommer det desværre heller aldrig til at være. Tror desværre også at jeg er en af dem, som kommer til at leve med den resten af livet.

Men jeg lærer efterhånden at leve med den.

De dybeste tanker fra en som tænker meget på dig Helena.

Nadja sagde ...

Tusind tak for din søde kommentar Helena.

Det gør mig ondt at også du må sloges med sygdom og sygehuse. Jeg håber at dit sygehus er lige så godt so mit, jeg føler mig i hvert fald i gode hænder og er langt mere tryg ved at være her inde under kemostart