Sider

fredag den 16. marts 2012

Når nu min verden bliver kold og forladt, finder jeg trøst i min kæreste skat..

Vores spisebord ser frygteligt ud, en mands rod er en anden kvindes tilflugtssted!

Lige i tiden render jeg rundt med ondt i knogler og led, værre end de plejer. Vejret har intet med det at gøre, det er medicinen der går ind og ødelægger mig på det punkt, jeg kan ikke sidde, jeg kan ikke stå og jeg kan ikke ligge. Det hele er surt og træls, alt gør ondt. Det gør ondt at have tøj på, det gør ondt at lave noget, det gør ondt ikke at lave noget. Mine knæ skurer mod hinanden og det føles som om der er grus eller små glasskår mellem mine knogler - Det er mildest talt utrolig træls og smertefuldt. Og blandet med at min krop af en eller anden grund ikke kan holde på varmen selv, jeg er simpelthen gennemkold selv om jeg sidder under varmepumpen og med en (fy fy) tændt elradiator i ryggen, så sniger kulden sig ind alle steder. Ja det er sgu ikke nemt!

Men så er det jeg finder trøst i min kæreste skat, eller det vil sige alle mine skatte! Jeg har altid været samler, jeg har et enormt samlergen og kan bruge stort set alt til et eller andet - Guderne vide hvor Sebastian har dét gen fra, jeg har i hvert fald mit endnu! Så jeg har de seneste dage trisset rundt og samlet årets minder, fundet billeder frem fra diverse kameraer og telefoner, funder små ting jeg har gemt "Hvis jeg nu engang ville lave noget scrapbooking med det" og samlet det hele i et stort rod på mit spisebord og forvist familien på alle andre tidspunkter end når der skal indtages måltider.

Igår kom Sebastian op til mig, jeg havde bestilt nogle småting på nettet efter at have solgt ud af noget af det jeg ikke bruger mere og en pakke med endnu en SMASH-bog og nogle dimser var ankommet til mit spisebord, lige noget for Sebastian. Vi satte os til at kigge min bog igennem, med de få sider som nu er prydet med hundefødselsdag, flybiletter og andre mystiske ting og jeg forklarede ham om alle de ting den her bog nu skulle være for os. Den nye bog blev selvfølgelig også vist frem og bladret i, snuset til og aet - Af os begge. På et tidspunkt forsvandt Sebastian og kom kort tid efter tilbage med panik i ansigtet "Hvor er mine penge, har du taget dem!?!"

Ja, det havde jeg. For det havde vi nemlig aftalt, at jeg skulle sætte dem ind i banken så de ikke smuldrede væk mellem hænderne på ham. Det skulle jeg aldrig have gjort, han havde nemlig lige hurtigt været rundt og samle de småpenge han kunne finde, for nu vil han nemlig også smashe! han vil også dokumentere hans liv, samle minder og sætte alt det som betyder noget for ham ind i sådan en bog. Først var jeg lidt skeptisk, skulle ugle-ungen virkelig have lov at bruge sådan en fin bog..

Men så slog det mig.. Det er jo ikke kun mig der har det hårdt lige nu, det er jo ikke kun mig der har brug for at skrive mig ud af mine tanker for at få det hele lidt på afstand. Han minder alt for meget om mig, det siger folk altid "Guuud hvor han dog ligner dig, og ikke kun fysisk!" og de har ret. Vi ligner hinanden usædvanlig meget, så det er nok slet ikke så mærkeligt at han gerne vil prøve at skubbe det hele lidt fra sig ved at efterligne det jeg gør - Og selvfølgelig smeltede mit hjerte, og jeg endte med at give ham min helt nye Smash Retro (med et lille stik i hjertet, den er altså VIRKELIG fed) og endda love ham at vi sammen kan bestille lidt til ham for hans sparepenge også, for jeg kender det jo godt, mere vil have mere.

- Og jeg kan allerede mærke at det gør meget for mig. Jeg har stadig skide ondt, det gør stadig pinefuldt ondt når jeg skal bevæge mig, men jeg har opdaget at det hele er lidt nemmere når jeg har noget at gå op i, altså det har jeg jo altid vidst. Men hver gang jeg tager en ting og klistrer i min bog, så kan jeg mærke at mit hjerte bliver en lille smule lettere. det er noget mærkeligt noget, hvordan det kan betyde så meget. Når fremtiden nu er så usikker, så burde jeg måske i stedet gå mere op i at få ordnet alt det praktiske, eller tvinge mig selv ind i en normal hverdag, men jeg kan bare mærke at mine små ture rundt i huset og samle minder, de gør mig godt helt ind i det inderste. Jeg elsker at sætte den sidste klat lim på en side, stryge detaljerne og tænke; "Det var en god dag, den er værd at huske!"

Nu glæder jeg mig ualmindelig meget til at se hvad Sebastian får puttet i hans bog, jeg har besluttet mig for ikke at blande mig alt for meget (altså så lidt som det er mig muligt, og det er nok ikke helt så lidt som jeg gerne ville) og forhåbentlig kun hjælpe ham når han selv beder om det. Jeg ved at det bliver godt, og det skønne ved SMASH er jo lige netop at det ikke skal være kønt, det skal bare betyde noget. Han har længe bedt om en dagbog med lås, så jeg ved der gemmer sig noget der inde i ham som gerne vil ud - Nu kan han lette sit hjerte til sin bog, og hvis han virkelig ligner mig så meget som folk siger, så kommer det til at gøre ham godt!!

0 kommentarer: