Sider

lørdag den 24. marts 2012

Hurra for mindre hukommelsessvigt!

I dag har været ren hygge.. Sådan da! Altså sammenlignet med det mareridt jeg har gået igennem de sidste knap 2 uger, ja så er det jo luksus ud over alle grænser! For første gang på de her knap to uger er det lykkedes mig at spise morgenmad og endda holde det nede!

Jeg har kun småting at klage over, så egentlig burde jeg slet ikke nævne det. Men jeg er alligevel lidt forundret over hvor længe den her omgang kemo har påvirket maven, for selv om jeg har spist morgenmad i dag så har jeg ikke fået lov at slippe for toiletbesøgene, en smule af mavesmerterne og desværre heller ikke den tilbagevendende kvalme. Men jeg kan ærligt og oprigtigt sige at jeg har fået sat en hel del i perspektiv nu! Jeg er ret hårdfør og piver heller ikke sådan (vildt meget) normalt, men set i forhold til den her sidste omgang er stort set alt jeg har prøvet hidtil det rene vand.
- Arj, det er det jo ikke, men som jeg har sagt før er vi mennesker udstyrret med den bedste hukommelse. Selektiv hukommelse! Så vi er så heldige at vores underbevidsthed gør et stort arbejde ud af at udvælge hvilke oplevelser vi har brug for at huske i alle detajler og hvilkevi sagtens kan miste lidt af hukommelsen. Det virker præcis som med at føde, spørger man en nybagt mor om hun vil have flere børn lige efter at hun har født, så er det langt de færreste der IKKE svarer; "Nej aldrig i livet!" men efter forholdsvis kort til vil stort set alle der sagde sådan være klar til at få endnu en, på trods af at de kæmpede deres livs hårdeste marathon under fødslen.

På samme måde har jeg heldigvis glemt stort set alting jeg har gennemgået de sidste mange år, og med de sidste ugers kamp frisk i erindringen så føles det temmelig meget som ingenting. Det viser sig helt tydeligt når jeg er inde på sygehuset og lægen og jeg sammenligner behandlinger og han siger "Og så var der jo dengang du fik den der type medicin, det kunne du heller ikke tåle" og så sidder jeg og leder på alle hylder af min hukommelse for at huske hvad det var der rent faktisk skete, og det kan jeg ikke. Så bladrer lægen op i journalen og begynder at læse op af hvad der ligner en endeløs liste af bivirkninger, og så begynder det lige så stille at dæmre igen.

Så ja, hurra for mindre hukommelsessvigt - Og jeg glæder mig helt afsindigt til den kommende kamp er overstået og der også er gået noget tid efter, så jeg kan sige "Ej, så slemt var det da heller ikke" uden rent faktisk at kunne huske hvad det var jeg gennemgik.

Men tilbage til at det har været en dejlig dag! René og jeg besluttede os for at tage i Bilka og få ordnet nogle ting inden jeg skal indlægges, vi skulle have lidt tøj til ungerne, lidt ting til min indlæggelse og nogle sko til René. Jeg mindes at kunne huske at Bilka er stedet hvor man kan få det meste og hvor tøj og sko er billigt. Desværre er min hukommelse på det punkt vist også lidt svækket, for tøj er bare slet overhoved ikke så billigt i Bilka mere, som jeg husker det. Så det droppede vi desværre ret hurtigt. Herre sko var udsolgt i Renés størrelse, men heldigvis var der da et par sko til Sakarias og de ting jeg skulle have til min indlæggelse, dem glemte jeg det halve af fordi jeg lige pludselig blev angrebet af en omgang utilregnelig mave, hvor jeg begyndte at storsvede og havde en følelse af at hvis jeg så meget som indåndede mere bilka-lørdag-med-smagsprøver-over-det-hele så ville jeg med stor sandsynelighed komme til at tørre bræk op! Det lyder jo ikke videre dejligt, men faktisk var det super rart at komme ud og se noget helt almindelig hverdagsagtigt hvor ingen kunne se at jeg var ret meget syg,  ingen spurgte til det og jeg kunne stå og glane lidt over dvd'erne og lade som om at jeg ikke er hende der Nadja der skal indlægges lige om snart.
- Og så kunne jeg også liiiiige gå turen ned af "Den røde løber" og kigge på den nye iPad3. Nu er det absolut ingen hemmelighed at jeg ikke er tekniknørd, så jeg bliver nok ikke mere til grin ved at sige; Hvad fanden er forskellen?! For mig at se er de ens, ligner en stor iPhone og er liiiiige hvad man skal bruge når man skal tilbringe så meget tid i sengen som jeg gør..?!

Bagefter tog vi en tur forbi McMåge og spise frokost - Og jeg må sige at jeg er blevet glad for Happy Meals og det faktum at de fleste McD'er efterhånden har genopfyldning af sodavand. Jeg ved ikke hvad det er de gør ved deres sodavand, med det er tilpas slattent til at jeg har lyst til at drikke en hel masse af det. Normalt syntes jeg at cola er temmelig kraftig i smagen, fanta er for sødt og sprite burde slet ikke være opfundet og så er der altid alt for meget brus, men i de der automater er det bare sååå skønt at jeg tror jeg ville kunne genoprette min væskeballance ret hurtigt hvis jeg havde sådan en ved min side. Så med et par nuggets smasket ind i sukkerstads og en hel masse sodavand, så var Sakarias og jeg i vores es!

Til slut tog vi ud og besøgte et hold venner som vi desværre for set alt for sjældent. Faktisk har vi stort set ikke set nogen af vores venner de sidste mange måneder - Der har været så meget at se til, så meget at tænke over og vi har haft nok i at bruge tiden på at være sammen når jeg så har haft energi til at gøre noget. Men endnu en gang blev jeg så mindet om at det er lidt noget pjat, for selv om jeg var ved at være temmelig brugt allerede da vi kørte fra Bilka, så fik jeg alligevel mønstret så meget energi at vi både kom en tur på legepladsen og fik grinet, sladret og hygget helt vildt - Og selv om jeg måtte lukke øjnene lidt på vej hjem i bilen, så føler jeg faktisk at jeg har fået mere energi af at være ude og få nogle nye oplevelser og være sammen med gode venner. Jeg tror vi skal til at tage os selv lidt i nakken, altså når jeg liiiige kommer ud på den anden side, og så huske at bruge lidt mere tid på at pleje de venskaber vi har inden vi risikere at de alle sammen glemmer os!

Nu venter så endnu en dag imorgen - René siger at han gerne vil have mig ud og handle, men jeg tror måske nok at jeg langt hellere vil ud og nyde foråret inden jeg skal spærres inde. Jeg er simpelthen nødt til at skulle en tur op i skoven og se hvor langt skovbunden er kommet i forhold til at sætte anemoner. Jeg eeeeeelsker anemoner, jeg syntes det er sådan en ting man bør unde sig selv at se hver eneste forår, en skovbund som ikke længere kun er dækket af visne blade, men nu er helt grøn med små hvide (og nogle steder lyserøde/lyselilla) blomster, er simpelthen så livsbekræftende og er for mig det ultimative tegn på at foråret er kommet. Det SKAL jeg bare se! Sebastian har også en kammerat overnattende og jeg tror at han har lidt brug for at vi bare er sådan en helt normal familie hvor der er plads til at have kammerater med hjemme, og hvor vi kan gøre lidt ekstra når det så sker. Men nu må vi se, jeg kan egentlig også godt se hvorfor René gerne vil have styr på det hele inden han får lov at være "rigtig" enlig far, uden at jeg bare ligger inde i mørket og gemmer mig og udstikker ordre. Der skal nok blive nok at se til uden at han også behøver at handle ind hver dag efter studie og inden der skal hentes unger rundt omkring hos bedsteforældre og venner.

0 kommentarer: