Sider

lørdag den 31. marts 2012

Not again!!

Åhh altså!!

Igår var jeg så super positiv at jeg tror jeg kunne være svævet ud her fra, hvis det ikke var fordi at min nye bedste ven Anton holder mig ret jordnær - fantastisk rart dropstativ jeg har mig! Svarer ikke når man snakker til ham og spænder også ben for alt og alle!

I dag er jeg bare slet ikke så positiv mere. Natten har igen været slem og jeg har brugt timer på at ligge og pive, bare fordi jeg gjorde den fejltagelse at komme til at drikke to mundfulde vand midt på natten efter jeg havde været ude og tisse. Så skal jeg da lige love for at maven viste sig fra sit grimmeste igen, så av, det har været hårdt!

Morgen har egentlig bare fulgt op på natten, ligesom middagen og eftermiddagen også har det. Hver eneste gang jeg har spist noget, så har maven reageret med det samme, og krampet sig sammen. Og desværre er der nu stødt endnu en bivirkning til, en jeg ellers kun lige mødte meget svagt de første par dage i denne omgang, men nu er den altså kommet godt og grundigt tilbage. Det være sig smagen og lugten af "rådden æg - fysik ersperiment i 8. klasse". Og det er bare ikke fedt at have luft i mavesækken (vi ved jo alle hvor den luft kommer op henne) og så være tvunget til først at smage det eksperiment, for bagefter at måtte lugte til det. Det er så klamt!

Så øv, flere smerter, flere bivirkninger og en udmattende dag. Det er som om jeg automatisk kommer til at spænde og svede i kroppen når jeg har de der kramer i maven, og så bliver jeg simpekthen så træt!

Derfor var jeg heller ikke helt på toppen da ungerne var fordi i dag. Det var deres første besøg her inde og jeg havde virkelig forsøgt at gøre det så godt som muligt, med slik i skuffen René kom med en af de første dage og ellers bare hygge på sengekanten. Men jeg måtte desværre have noget mere smertestillende, og sad lidt forsagt og mut og passede på min mave. Ungerne tog det pænt, spillede lidt på telefonerne og kiggede ellers nysgerrigt med da sygeplejersken skulle skifte mit drop, altså til eny pose med vand, ikke selve droppet!
- Og de fik KÆMPE øjne da de så kaffevognen komme, jeg er glad for det ikke var selveste snackvognen de så, så havde de drattet om af misundelse. Sebastian sagde faktisk ordret til mig "Så kan jeg bedre forså at du gerne vil være her inde, det er jo faktisk meget hyggeligt, syntes du ikke?"

Og nej, det var ikke så skræmmende for dem som jeg havde frygtet. De nød det meget! Sebastian havde en gave med hjemmefra til mig, en påskehare han selv har lavet af gips og sådan oppe i fritteren, og jeg blev helt vildt glad for den. Den er simpelthen bare fantastisk sød, og mit natbord trænger også til noget personligt hjemmefra! Sakarias kom med en håndfuld lange slik-et-eller-andet (som ungerne åd mens de var her) og René havde en lille taske med til mig, da jeg har det skidt med at gå fra mine ting på stuen hver gang jeg skal ud og spise eller i bad. Gaverne var vist lidt for at fejre at jeg imorgen har klaret 8 år med kræften - De kommer nemlig ikke imorgen, så der kommer jeg og min søde blog her til at sidde alene med en masse tanker, det er nok kun sundt!

Jeg syntes allerede at jeg kunne se at Sakke var blevet større og at Sebastian var blevet mere teenager. Det er nok bare fordi jeg ikke har set dem et par dage, jeg er jo vant til at se dem hver dag. Men det føltes virkelig som om at de var vokset begge to, og specialt da Sakke gav mig et af sine store bjørnekram føltes det som om han var blevet noget stærkere, det er nok mere tænkeligt at jeg er blevet mere slatten, men det lyder sejere at han er blevet stærkere, og han blev selv vildt stolt da jeg sagde det til ham!

I eftermiddag gik også en med-patient bort, noget som desværre sker en gang imellem. Jeg har sendt nogle gode tanker afsted sammen med vedkommende, med håb om at dem der venter på den anden side har taget godt imod på den sidste rejse. Det er ikke noget jeg ville gøre et stort nummer ud af, det tilkommer slet ikke mig, men da jeg så sengen blive kørt respektfuldt væk og hvordan sygeplejerskerne vimsede rundt og tog sig af alle, så kunne jeg ikke lade være med at stoppe op og synke en gang og tænke at det er alvor det her, altså afdelingen, dens formål og de ting alle patienterne ligger her inde for. Jeg har mistet en ven her inde, ja faktisk to og det giver mig et stik af savn og frygt når sådan noget sker på "min" afdeling. Heldigvis er den overskyggende følelse at jeg ved at alle på afdelingen har gjort deres bedste for at hjælpe, lindre og støtte i den sidste tid - Ligesom de for mig er en fantastisk støtte.

Jeg vil stoppe nu, jeg er ikke på toppen og har brug for at få hvilket. Den sidste pose væske er lige kørt igennem, og jeg er simpelthen så taknemmlig for den mulighed, jeg har stort set ikke døjet med hovedpine mens jeg har været her inde, og jeg kan simpelthen ikke drikke nok til at klare det alene. Jeg har virkelig fået øjnene op for hvor meget væske kan gøre for helbredet, desværre minder det mig så bare også hele tiden om at jeg får mine problemer når jeg kommer hjem og ikke bare lige kan få det direkte i åren, men det så skal passere min hyper sensitive mave. Den tid, den sorg!

0 kommentarer: