Sider

mandag den 26. marts 2012

Farvel og på gensyn!

I dag havde jeg tusindvis af planer som jeg skulle nå inden jeg smutter på sygehuset imorgen. små ting der skulle afsluttes, øje der skulle sys på hæklerier, ting der skulle pakkes ind, oprydning - Men vigtigst af alt den tur i skoven som jeg ikke fik igår. Nu må jeg så erkende at det er meget få ting jeg har fået gjort!

Dagen startede nemlig ud med en ordenlig omgang utilregnelig mave, derfor kom jeg først ud af sengen sådan for real til middag, indtil da havde jeg bare forsøgt at holde ro på maven og læse mig igennem de sidste sider på den anden bog i Nattens Hus - En serie jeg efterhånden har fortrudt at jeg rodede mig ud i, det er simpelthen for mærkeligt det dér, men nu er jeg startet, så er jeg også nødt til at læse dem færdig!

Inden ungerne kom hjem fik jeg lidt styr på de der øje til hæklerierne. Jeg hader at hækle øjne og sy dem på, det er sådan nogle småtterier som jeg ikke rigtig gider, så der ligger altid en masse ting rundt omkring og venter på at få øjne. Men jeg har lovet min søde Faster at hun kan få dem ud her mens jeg er indlagt, så jeg måtte lige tage mig sammen og få gjort noget. men tankerne kredsede hele tide om ungerne i stedet, eller.. altså om at jeg ved at jeg kommer til at savne dem helt vildt, og så tror jeg bare at de kommer til at savne mig lige så meget som jeg kommer til at savne dem. Så jeg har gået og pakket små ting og sager ned til dem i en gave til hver, som René så kan give dem når/hvis de kommer til at savne mig alt for meget. Så der er en del til Sebastians SMASH-bog (som han laver med alle hans gode minder) og sådan nogle småting som han alligevel skulle have haft, en dvd, et par shorts og tre små stykker chokolade. Sakarias har fået en bog, nogle kridt til at tegne på fliser, et lille spil om trafikskilte, sæbebobler og nogle håndkledsbeskyttere som jeg har haft liggende de sidste knap 8 år, som han kan bruge når han og René skal til at træne på cyklen uden støttehjul mens jeg er væk. Desværre har jeg ikke fundet noget til René. Jeg har ellers gået og tænkt over hvad jeg kunne gemme under hovedpuden til ham, men han må nok nøjes med et stykke chokolade eller sådan noget.
- Jeg ved bare at jeg kommer til at savne dem helt vildt - øv altså!! Men nu er min samvittighed da en smule bedre, for med nogle små søde kort til dem fra mig, så har jeg en følelse af at jeg har givet dem lidt af mig selv, selv om jeg ikke er hjemme til at kramme dem når det hele er træls.

Da jeg hentede Sakarias blev jeg mødt af en pædagog der bad mig fortælle Sakarias at han gerne må gå uden hue udenfor nu, de havde hele dagen forsøgt at få ham til at tage huen af, men hver eneste gang de tog den af ham gik der kun få minutter før han selv havde trukket den op igen. Jeg kunne ikke lade være med at grine, for det er rigtigt at vi har sagt til ham at han altid skal have hue på - Og hvor er det da fantastisk at have et barn der hører så meget efter at flere voksne han også har tillid til kan sige nok så meget, det er først iorden når mor og far har sagt det! Bare det dog holder ved, så får vi det nemt med ham som teenager - men jeg tvivler desværre.

Vi pakkede sammen, smuttede hjem og cyklede lidt rundt udenfor mens vi ventede på Sebastian, da han kom hjem besluttede vi hurtigt at tage den der tur i skoven som jeg gerne ville, så vi pakkede en pakke riskiks og en flaske vand og smuttede så afsted hen mod den anden ende af byen. Efter et hurtigt pitstop ved oldefar for at få Sakarias saddel på cyklen sat op (og få sagt farvel og på gensyn) så smuttede vi videre. Det vil sige at Sakarias cyklede, Sebastian skubbede ham gennem grusveje og markveje og jeg forsøgte at følge trop med en hund der var lige så forårskåd som køerne når de kommer på græs efter vinteren! Men sådan havde jeg det nu også, så jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af ham!

- Og skoven var fantastisk!! Da vi kom der op fandt vi hurtigt hen til det sted hvor vi sad for 3 år siden da anemonerne kom frem, også dengang var vi på skovtur med lidt madpakker. Åhh det er så skønt! Anemonerne var kommet frem, skovbunden var grøn og der var små glade blomster mange steder, dog ikke så mange, men de var der og det var lige præcis det jeg havde brug for at se inden jeg skal ind og kæmpe mod kemoen igen!


Årh, skal vi nu smile - IGEN!


Små glade blomster! Ren fryd!


En synligt slatten mor.. Hmm..


Og et nysgerrigt hundedyr


Den gamle gynge, inde midt i skoven


Og små modige drenge
- Der ikke er bange for højder! Gisp!!
Som billederne viser havde vi en fantastisk eftermiddag i skoven. Jeg var træt, jeg havde ondt og jeg kunne sagtens have retfærdiggjort at være blevet hjemme, men gud hvor er jeg dog glad for at jeg ikke gjorde det. Både ungerne og jeg havde brug for endnu en skøn oplevelse inden jeg smutter afsted og skoven er og bliver simpelthen det mest fantastiske sted, en stor naturlig legeplads med masser af oplevelser der udfordrer fantasien. Inde midt i skoven hænger en gammel gynge, nogen har for mange år siden klatret mange meter op i et træ og bundet et tykt reb fast, det hang der da jeg var barn og det hænger der stadig. Det hænger et sted hvor man kan gynge fra et træ, på en af de mange bakker, ud over en bakkedal, og er ikke for folk med højdeskræk. Efter at jeg havde tjekket grenen, rebet og ungerne fik de lov at prøve gyngen - Og grin, hvin og en nervøs rystende mor rendende under dem klar til at gribe. Så skønt!!

Da René havde fri fra skole kom han om i skoven til os, det havde været stort set umuligt for mig at gå hele vejen hjem igen, så jeg var ganske taknemmelig da han kom om til os og tog lidt over - Og var klar til at pakke bil, unger og en træt mor i bilen også!

Resten af dagen er gået med mere hygge, vi kom ret sent tilbage så Sakarias var rimelig pylret - Den effekt har frisk luft og fysisk aktivitet åbenbart på nogle af os. Så det var med meget kort afstand mellem de bedste grin og de trætteste pylleranfald at vi brugte aftenen på at prøve min "voksen sparkedragt", finde ting på loftet og ellers spise en hurtig aftensmad sammen med Bedste (min mor!). At vi skulle på loftet har lidt at gøre med at min 9årige er ved at komme i noget der ligner puberteten, stakkels, stakkels dreng. Som om det ikke er svært nok at være barn i forvejen, men at skulle sloges med sådan noget allerede nu, ja det havde jeg virkelig undt ham at han kunne være foruden nogle år endnu. Jeg selv var også ganske tidligt til at komme ind i de der møg-forandringer puberteten har med sig, så jeg forstår ham sagtens og det giver lige pludselig helt ny mening hvorfor hans humør er så skiftende hele tiden! På loftet havde jeg en bog som jeg selv var super glad for da jeg var 11-12 år gammel, så selv om at han stadig er meget ung, så valgte jeg alligevel at lade den gå i arv og vi har så siddet og fniset over morsomme tegninger af tissemænd og bryster efter Sakarias var lagt i seng. Åhh, jeg håber at det kan gøre det en smule nemmere for ham. Han er heldigvis super god til at snakke om tingene, også alt det som jeg syntes var pinligt da jeg var i hans alder og jeg håber det fortsætter sådan.
- For fanden, min unge skal bare ikke blive så stor allerede..!!

Og så skulle René også lige have lidt kvalitetstid. Han vil gerne lave en hjemmeside om hans uddannelse og alt det han kan når han er færdig næste år. Han går helt vildt op i det, altså uddannelsen og jeg ved at det var SÅ rigtigt at han gik med til omskoling. Han bliver virkelig sej når han er færdig, og endnu vigtigere så er han bare blevet så meget gladere nu - Så selvfølgelig ville jeg gerne lige nå at hjælpe ham i gang med hjemmesiden først. Det er yderst sjældent at det er mig der  kan et eller andet teknisk som han har brug for, så det var en lille smule sejt at sidde og sige "Og så skal du bare lige hente Filezilla, og sååå.. Nej ved du hvad, vi gør det lige på min computer i stedet" og så efter en halv times tid have lavet ham en hjemmeside som han kan lege med mens jeg er væk.

Nu har jeg så pakket de ting jeg tror jeg får brug for, eller det vil sige at jeg har fundet dem frem og René har pakket dem i tasken. Jeg gik nemlig lidt i stå efter at have taget "Bamsen" ned fra hylden og lagt den klar. Så fik jeg simpelthen sådan en lyst til at blogge at jeg glemte alt om at tingene også skulle i en taske. bamsen har nemlig en helt særlig historie, og jeg fik lige brug for at give den nogle tanker og nogle skriblerier.


Bamsen her fik jeg for 8 år siden. Dengang jeg var bange, forvirret og utrolig ked af at skulle være væk fra min lille dreng i mange uger, hvor læger og sygeplejersker på Randers sygehus udsatte mig for alverdens mere eller mindre smertefulde prøver, for at finde ud af hvorfor jeg havde været syg i mere end 8 måneder uden at nogen havde taget mig seriøst eller kunne finde ud af hvad der var galt.

Jeg fik den af min mors veninde og hendes mor, nogle mennesker jeg har kendt hele mit liv da vi var naboer da jeg var barn og det var der jeg flyttede over med min lille røde kuffert da jeg valgte at flytte hjemmefra for allerførste gang, da jeg var 5 år gammel. Det er vist nok sådan en man kunne købe en lyserød eller lyseblå tshirt til og give til nybagte forældre, men jeg fik den sådan her - og var helt vild med den. Det er jeg iøvrigt endnu. Siden dengang hvor den var med mig, dengang ejg fik min liserøde post-it i hånden og dagen efter fik besked om at jeg havde leukæmi, ja så har han fulgt mig på mange, mange, mange indlæggelser og lægebesøg. Nogle gange har han siddet på natbordet når jeg har været indlagt og andre gange har han ligget i tasken når jeg skule til kontrol - han er blevet min maskot, og han skal selvfølgelig også med nu.

Det var alt, for nu er det min sengetid. Mine unger har fået lov at blive hjemme lidt længere imorgen tidlig, så vi rigtigt kan nyde morgenen sammen inden jeg kører afsted. Så de kommer for sent imorgen - men det er vist okay på sådan en dag.

(Stavefejl føler ganske gratis med, som altid - jeg gider nemlig ikke lige læse det hele igennem nu)

2 kommentarer:

Trine R J sagde ...

Hej Nadja. Jeg syntes det er stærkt gået, men jeg bliver også meget rørt af din historie. Jeg er så ked af det på dine vegne, tusind tanker til dig.
Knuzzer

Jean sagde ...

Åhhh nej altså..
Nu sidder jeg og stor tuder..
Hold op hvor det rør mig...
Det kan godt være jeg ikke har mødt dig personligt, men alligevel er du ofte i mine tanker og det gør så ondt at læse hvad du kæmper med..
Læse hvor betydnings fuld en skovtur kan blive når livet ikke er en dans på roser og hvor stor en værdi en bamse kan have...
Jeg er ked af du kommer til at være uden dine børn hele tiden nu, men jeg tror på det godt for dig at blive indlagt.. og du har to stærke drenge som dig selv så det hele skal nok gå....

Jeg håber du får det godt på sygehuset og bliver friskere igen snart..

Rigtig mange varme og trøstende kram og knuzz fra mig af...