Sider

tirsdag den 27. marts 2012

Mad-orgier, skattepenge - og et lille stik i hjertet

Uhl, man ved at man er flyttet ind på Århus Universitets Hospitals (altså det der ligger på det såkaldte Tage Hansensgade) fineste afdeling, 170 når man stikker hovedet ud af elevatoren og bliver mødt med smil, og et "Vi har mad klar til dig". De sætter en ære i at fede folk op her inde. Der er ingen der går sulten i seng hvis de ikke selv har gjort et alvorligt stykke arbejde for at takke nej til mad!

Da jeg var her inde før weekenden spiste jeg ikke for godt, og drak det gjorde jeg jo slet ikke, men da jeg gerne ville have noget mælk mod min halsbrand kumme det desværre ikke lade sig gøre da jeg er laktose intolerant og har strenge ordre fra en anden af Århus Ubiversitets Hospitals bedste afdelinger om ikke at tage nogen chancer med mælk, med mindre jeg har et ønske om at ødelægge min mave. Det SKAL være laktosefri produkter (Ja tak til 16 kr. pr. liter mælk - og så er vi jo desværre to med den diagnose i huset, tak til arvelige forhold!) Så da de hørte om den store mælkekrise, som egentlig bare gik ud på at jeg så sagde at jeg ville tage mælk med selv til denne indlæggelse, så trådte de straks til med intet mindre end en hel laktosefri diæt stående klar til mig når jeg kom i dag.

Nu har dagens 4 ombæring af mad lige været forbi min sengekant (skrevet kl. 15), hvor jeg lige nu er spændt fast med endnu en liter væske løbende fordi jeg ikke drikker ordenligt, trods ihærdige forsøg - og nu står her ikke mindre end tre tallerkner, en paptallerken med en sandwich og noget frugt, en dessertallerken med en fint dekoreret ostemad og en lille bitte tallerken med en specialanretning med æg og rejer. Og det var bare til mig, på vognen som kom med det var der frit valg mellem kager og chips hvis jeg ønskede det, men det er tvivlsomt at jeg overhoved kan spise alt det her som de har lavet bare til mig, så jeg takkede pænt nej til alt det andet.

Her inde spiser vi bogstavelig talt hele tiden, jeg mener at det er 6 måltider og et besøg af snackvognen hver dag som er fast, ud over det står der to steder på afdelingen mad fremme døgnet rundt. Det ene sted med frugt og sodavand, det andet sted med kolde små retter som kan være udskåret frugt, chokolade desserter, mini meals, yoghurter eller andet køkkenet har lyst til at forkæle patienterne med. Det er helt vildt!!

Nu er jeg jo ikke ligefrem en af dem der har godt af alle de her måltider, jeg har taget over ti kilo på det sidste år, hvor de fleste kg er kommet siden september fordi jeg har haft for lidt kræfter til at løbe eller motionere og jeg har brugt lidt for meget bare at spise hvad jeg havde lyst til, når jeg så har kunnet spise. Men på trods af at jeg render rundt mellem tynde patienter der har lagt bedre af at spise de her luksus måltider, så viger jeg altså ikke tilbage. Jeg elsker virkelig den her afdeling, netop fordi de er så ufattelig omsorgsfulde, ikke kun med mad, men med alt. Her inde føles det ikke som om personalet er her af pligt, men fordi de har valgt lige netop den her afdeling fordi de har lyst til at være her og gøre noget ekstra for afdelingens patienter.

Desværre snakkede den læge som skulle optage journal på mig om at afdelingen er overbelagt og at jeg risikerer at blive sendt hjem igen efter et par dage. Uhh, jeg kumme godt mærke at tårerne pressede sig på allerede der, jeg tror simpelhen ikke at jeg klarer det uden hjælpen her inde fra og da jeg skrev det hjem til René blev han også tydeligt både trist og bange. Han har ikke lyst til at have mig hjemme til sådan en omgang igen, han har ikke lyst til at se på det her pineri og skulle være den der støtter og motiverer i en kamp som tærer mindst lige så meget på ham som den tærer på mig.
- Så jeg håber inderligt at min gode læge Jesper giver mig en håndsrækning her og lader mig få en plads et eller andet sted, om jeg så skal ligge på gangen og spærre for døren til toilettet, så vil jeg bare gerne have lov til at blive her, blive hjulpet igennem de første slemme dage/uger sådan at jeg kan komme ud på den anden side. Altså, jeg skal jo ligesom igennem det her, og jeg har da vist bevidst at jeg ikke har rygrad/styrke/udholdenhed til at klare det alene..

Nåh.. Jeg må hellere begynde på lidt af mit enorme mellem måltid og se at få drukket noget, der ligger et væskeskema ved siden af mig som gerne skulle nå op over 2 liter i dag. Altså det skal det nok, men det er kun på grund af den liter væske som jeg får i drop, de 475 ml jeg har fået drukket i dag er langt fra nok. Så måske handler det også lidt om at opdrage på mig, så når jeg igen bliver sluppet fri i den virkelige verden, så har jeg lært at tage nok væske til mig.

Ej, jeg er nød til lige at komme med en side bemærkning, noget som chokerede mig på det groveste! Jeg havde ikke taget alt medicin med her ind, kun lige det jeg regnede med at en kræftafdeling nok ikke lige ligger inde nede så resten ligger trygt og godt låst inde der hjemme. Men da der så skulle pakkes medicin kommer sygeplejersken ind og spørger om jeg selv har kemo med - nej, det regnede jeg lidt med at afdelingen kunne ske at have. Jeg havde helt glemt at medicinen jo er i et forsøg og at lægemiddel styrelsen har givet tilladelse til det til mig alene, men så tænkte jeg lidt af sygehus apoteket som udleverer det til mig måske ville kunne skaffe det, og det samme gjorde sygeplejersken, få minutter efter kom hun tilbage.. "Dine piller koster over 100.000 så dem kan vi ikke bare lige skaffe, kan nogen komme med det?"

Chok!! Noget medicin som absolut ingen værdi har for andre end mig, noget som gør mig så skide syg, noget som jeg efterhånden hader en lille bitte smule, skal være så skide pisse hamrende dyrt! Tænk at nogen betaler så mange penge for at holde mig i live - Af hjertet TAK!! (- Og tak til alle der betaler skat, det er mig der bruger pengene, sammen med regeringens rygekabiner, delvist lapning af frostsprængte veje og kunstprojekter som aldrig bliver gennemført!)

Egentlig burde jeg vel også lige skrive lidt om dagen inden jeg kom her ind i mad-himlen (som bliver til helvede imorgen hvor jeg ikke kan spise, og de 8 gange i døgnet vil forsøge at få mig til det!) for morgenen havde vi afsat til at komme godt afsted alle sammen. Ungerne fik lov at sove lidt længere og så stod vi ellers alle sammen tidligt op og startede morgenen med vores "weekend morgenmad" sådan nogle af de der sukker-chokolade-flakes som sikkert ikke ejer skyggen af næring. Så snakkede vi lidt om alting, lidt om ingenting og hyggede os ellers bare med at komme stille og roligt i tøjet og pjække lidt fra skole og børnehave.

Jeg fik pakket det sidste, fik mindet René om ting jeg har glemt (og som han er tilgivet for hvis han også glemmer, det er okay at spørge om hjælp - siger den stædigste af os så lige!) og da klokken var kvart i 9 trillede vi over i børnehaven hvor vi alle gik ind og tog os laaaang tid til at snakke med Sakarias' yndlings pædagoger, fjolle lidt og sige godt farvel. Grunden til at vi gjorde det på denne måde var ikke at det skulle trækkes i langdrag overhoved, og det blev det heller ikke, det var ren hygge. Grunden var at vi begge følte at det ville være godt hvis vi sammen tog over i børnehaven og informerede lidt om hvad der rør sig i vores liv, Sakarias er en utrolig glad og harmonisk dreng, men selv sådan nogle små vidundere kan også få reaktioner på at mor lige pludselig ikke er der et par dage (eller måske længere, vi her forberedt os på det væreste - som jeg så vil sige er det bedste for os alle i den sidste ende!). Altså, det er ikke nemt at være familie nu, og det bliver bestemt ikke nemt for René at være enlig far på fuldtidsstudie over en times kørsel væk, så vi kommer til at skulle ud og bede vores familie og venner om hjælp, og det skal børnehaven selvfølgelig også vide. De var super søde alle sammen, og vi fik at vide at det var okay hvis René kom til at glemme småting som at huske at have malede æg med til påskeægs-trilning og at de var velkomne til fællesspisning, også selv hvis det bare var for at hente en tallerkenfuld mad. Vi har uden tvivl en god børnehave!

Bagefter gik turen til skolen hvor vi lidt havde tænkt os at gøre det samme og fange lærerne efter morgensamling. Desværre kom vi lige 1,5 minut for sent, så børnene var smuttet ud i det gode vejr og lærerne var nok smuttet med, for væk var de. I stedet fik vi os en god snak med en af dem oppe fra kontoret - Jeg ved ikke om det skulle ske at det er ham der er skole inspektør - men det er en Sebastian er super glad for, som han før har brugt når han har været ked af det og de har en stående aftale om at Sebastian til en hver tid kan komme op på kontoret og snakke, lige meget om det er midt i en time eller et frikvarter, så har han frit lejde til at smutte fra det hele og komme op til Lasse. Så ham fangede vi, og Sebastian blev også synligt berørt over situationen da vi skulle til at sige farvel, så det var faktisk lidt hårdt for os begge. Heldigvis fik Sebastian lov at sidde hos Lasse da vi gik, men puha.. Det var hårdt. Vi var ellers begge helt afklaret hjemmefra og han havde endda selv sagt at han var glad for at jeg kunne komme ind på sygehuset og få hjælp i stedet for at ligge hjemme og havde det skidt og gøre ham bekymret. Men så nemt var det altså alligevel ikke.

Så da jeg havde gået de tunge skridt væk fra min lille tapre unge, så blev der godt nok noget stille i bilen på vej ind på sygehuset. René spurgte flere gang om jeg tænkte, og ja, det gjorde jeg. Så det bragede. Ikke over noget bestemt som sådan, men mine tanker sprang rundt i en lang tankerække af "hvorfor mig og min familie", "hvornår får det ende" og med det spørgsmål "Hvilken ende bliver det, for jeg vil helere leve og have det middeldårligt end slippe for det hele hvis det betyder at jeg skal dø". Det er ikke fordi jeg dvælede i selvmedlidenhed, men bare sådan en lang tankerække af spørgsmål uden svar som jeg lige havde brug for at stille efter at have set hvordan det her sygdom påvirker mine allerkæreste små væsner. Men når det er sagt, så er jeg trods alt det hele glad for at jeg lige nu ligger i en sygehusseng og prøver på at blogge på en lille bitte skærn og dræner min telefon for surftid (jeg håber at få en kode til internettet imorgen, tak!) for jeg føler mig meget mere tryg ved at være her inde, og har det nogen lunde med at lægen har besluttet at give mig lidt mindre kemoterapi end sidst, men mere end han satte mig i udsigt i torsdag. Nu skal det fanme være, koste (næsten) hvad det vil, jeg håber min krop vil makke ret og bruge den tid jeg kan få på sygehuset godt. For ja, i vores velfærdssamfund bliver man sendt hjem så snart man kan det mindste selv, og i mit tilfælde hvor jeg trods alt har en god time i døgnet, så føler jeg mig på inden måde sikker på at jeg ikke bliver smidt på gaden igen om et par dage.

3 kommentarer:

Marianne sagde ...

du mangler da bestemt ikke mad søde
hvor længe skal du være indlagt??

Agathe sagde ...

Hvor er det bare dejligt at kunne følge dig på din vej Nadja - også i de svære tider! Jeg har selv været livsfarligt syg og indlagt i Århus og jeg kan kun sige, at jeg er dybt imponeret over hvor flot du klarer det! Keep up the good spirit din fighter :) Du ønskes alt muligt held og lykke herfra.
De varmeste tanker Agathe

Shadowz sagde ...

Vi vil se tomme tallerkner naeste gang hehe.
Taenker meget paa dig og haaber at de kan finde plads til dig indtil du er klar til at komme hjem igen.
Mange hilsner her fra England