Sider

onsdag den 28. marts 2012

Min nye bedste ven, Anton.

Når jeg nu ligger her, og er en lille smule mere frisk igen her i aftentimerne, så vil jeg benytte mig af bloggen - Hvis det skulle være gået nogen forbi, så kan jeg ret godt lide at skrive. Så jeg skriver mig ud af tingene, jeg har i alle mine sygdomsår skrevet blog og jeg kan jo så sådan set prale med at jeg lige om snart har ikke mindre end 8 års blog til at ligge spredt ud over interettet, som en udemærket dokumentation for hvordan det har været at være ung mor med kræft. Dog er det meste af bloggen for længst lukket ned og kun tilgængelig for mig selv, men jeg tager en gang imellem turen tilbage til mit virtuelle 2004 og læser lidt fra mig selv. Uhh, sikke ung, dum og naiv jeg dog var på mange måder, og sikke jeg dog lige med et skulle forholde mig til mange nye og skræmmende ting, som gjorde den tvangsmodning jeg havde startet med at få Sebastian, endnu voldsommere. Og det kan ses, læses og føles i bloggen - Jeg er så taknemmlig for at jeg er blevet givet den her gave det er at kunne skrive, for det er et fantastisk værktøj at have for mig. Specielt nu hvor jeg er så dårlig til at udtrykke mine inderste følelse (jeg ville have skrevet at jeg er dårlig til at tale, men de der kender mig i den virkelig verden vil vide at det havde været en lodret løgn, jeg taler gerne, og helst længe og hele tiden!)

I dag har været en smule streng at komme igennem, kemoen er ikke kommet så langt ud af min krop efter sidste gang, så jeg startede natten med en ordenlig omgang kvalme og nogle ret hæftige mavekramper der vækkede mig i små hæse skrig. Ikke videre rart, for selv om at jeg er taknemmlig for at det erpå sygehuset det foregår så mangler jeg lidt den der beroligende hånd René er automatik plejer at lægge på min ryg når jeg ligger der på maven, udspændt som en flitsbue. Og så er det nogle meget små opkastsposer de har her inde, slet ikke som min middel store pink vaskebalje, så jeg har ligge i og tænkt "Gad vide om jeg rammer" - Ret dumt, for enten rammer jeg, eller også gør jeg ikke, når alt kommer til alt er det jo tåbelige tanker lige der midt i natten.

Morgen, formiddagen og det meste af eftermiddagen er gået som de plejer. Med en sovende døs, afbrudt af toiletbesøg og kemomave. Jeg har som sædvanelig haft så ondt i mavesækken at jeg ikke har kunnet drikke og spise fra morgenstunden og sygeplejerskerne har været rigtig søde til at lade mig være og ikke presse på, men i stedet så give væske i droppet. Og - med fare for at jeg blot er for hurtigt ude med denne konklusion - så har det faktisk gjort en bedreing at få de her par liter væske. Der har været lidt snal om at jeg har været bleg og haft for lavvt blodtryk, men det har de også klaret med noget saltvand. Alt i alt, præcis som jeg havde håbet på, i trygge hænder og meget mere tryg ved situationen indtil nu.

Lægen kom ret hurtigt til stuegang hos ig, mærkede på mig, kiggede på mig og spurgte om jeg var klar til at fortsætte trods nattens forløb - Og som jeg sagde til hende "Det SKAL jeg, så ja!". Imorgen står den på nye blodprøver og sikkert endnu en hård dag - Men jeg er faktisk glad for at nogen nu kan se at det ikke bare er mig der piver, det ér hårdt!

Jeg har ellers fået mig en ny bedste ven, eller en vanvittig tynd skygge om man vil - Mit skønne drop stativ som følger mig i alle mine gøremål. Skide besværligt at bakse rundt med sådan et stativ når maven spasser sådan ud, der er altså ikke mange sekunder til at hoppe ned i hjemmeskoene, få dtyr på svimmelheden og så med "Anton" (dropstativet forstås) under armen og afsted til nærmeste vakum toilet (nogen der har prøvet sådan nogle med en grim hovedpine, kan ikke anbefales, hvad blev der er godt gammeldags vandspil med træk og slip!?). Droppet ligger så godt i en blodåret liger over den store i albuebøjningen. Jeg har elendige årer og når jeg så er lidt dehydreret i forvejen så er det bare nemmest, og rarest for mig, at de ikke starter med at prøvve at lægge den selv i hånden, for så at tilkalde en narkoselæge der prøver at ligge den et par gange i hånden, før vedkommende så overgiver sig og lægger den i armen som nu. Sygeplejersken der lagde den her forsøgte ikke andre steder, men overgav sig straks efter mit ønske, og selv om plastret svier og klør (fordi min hud er meget sart og ikke tåler plaster) og røret ligger en smule for langt inde i åren til at jeg kan være sådan rigtig mobil. Så er jeg taknemmelig for at jeg kan bruge begge mine hænder til at bakse rundt med Anton og bane mig vej rundt på gangene. Jeg har aldrig forstået hvorfor det skal ligge i hånden, når man så går rundt og er så øm og ikke rigtig kan noget, når man i stedet kan vælge en blodåre i armen og lette hele forløbet for patienten (og de stakkels sygeplejersker og læger som skal døje med en nåle-skrækslagen patient som ig når den skal ligges - nej op i armen med skidtet, så er der ro over feltet)

Min mor kom omkring kl halv 4 tror jeg nok, lige som jeg så småt var begyndt at kunne spise lidt. Det havde været eftermiddagskaffe på programmet siden kl 14, og jeg var netop begyndt at nippe lidt til mine vindruer og nogle små stykker udskåret ananas da hun kom. Maven reagerede promte på maden, men som det nu efterhånden er blevet rutine, så holder maven sig til at brokke sig højlydt, krampe moderat og så ellers tae imod lidt at spise og drikke. Så det var rart at det begyndte at lette lidt samtidig med at hun kom. Hun blev til efter aftensmaden og det var rart at have hende til at sidde og kommentere på alt og intet, det tog ligesom fokus væk fra alt det her med maven og den hovedpine der har hjemsøgt mig hele dagen. Alle har gået og sagt at der er frygtelig koldt på min stuen (hvor min sidemand er hjemme på orlov eller sådan noget) og det er der simpelthen nødt til at være hvis jeg skal kunne holde hovedpinen ud, det letter på en eller anden mærkelig måde når rummet er mørkt og koldt. Derfor er der ogs kun en enkelt sengelampe, vendt væk fra mig, til at lyse rummet op nu her.

Aftenen er foregået i sengen, efter aftensmaden var min mave alligevel ikke sådan helt tilfreds med mig, så det er med en blanding af sure, ildelugtende opstød og moderate smerter i hele mave regionen at jeg har siddet og sludret i telefon med Sebastian. Han er simpelthen så skøn, næsten 20 minutter blev det til i telefonen med ham, hvor han fortalte lidt om hvad der var sket efter vi var kørt igår, at han er bange for at de andre i klassen undgår ham lidt fordi han går og er lidt trist og at han er i gang med at lave en gave til mig, for når man besøger folk på sygehuset der er syge, så skal man give dem en gave. Han mangler kun at lime 4 ting fast, så er den klar. Og så vil han gerne ind og se hvor jeg er.
- Indtil nu har jeg sagt at jeg ikke ønsker at have dem her inde på afdelingen, det er stadig en smule skræmmende med de mange tynde , nærmest gennemsigtige grå mennesker der render rundt uden hår. Men jeg ved ikke om det er mig det er skræmmende for eller om det er ungerne, jeg burde jo nok, som Fighter ambassadør efterhånden have lært mine unger at kræftpatienter - i hele deres sygdomsforløb - på ingen måde er skræmmende. Så nu er jeg altså gået med til at de kan komme ind og besøge mig, hvis jeg stadig er her i weekenden (hvilket jeg håber, hvis det stadig står lige skidt til) og så må vi tage den derfra. Jeg husker at de på sygehuset, dengang vi mistede Elias, sagde at vi skulle inddrage Sebastian så meget som muligt, fordi fantastien er langt mere skræmmende end virkeligheden. min mor sagde det igen i dag da vi snakkede lidt om hvorfor jeg ikke syntes ungerne skal komme her ind, og hun har jo ret. Ser man diverse tv-serier fra hospitaler, så kan det godt give nogle ret grimme fantasier. Hvorimod at de mennesker som er her inde på afdelingen jo er søde, rare og som regel gerne vil svare på sprøgsmpl og hyggesnakke lidt når overskuddet er til det.

Om knap en halv time er det igen tid til kemo, og jeg har heldigvis endnu ikke mistet modet. Det skal lykkedes det her, alternativet til det er jo værre! Så jeg hanker lige lidt op i mig selv og finder de små (og vanvittigt dyre) piller frem og gør klar til endnu en nat.
- Det bliver godt at komme ud på den anden side!!

1 kommentarer:

mille1109 sagde ...

Nadja, du er simpelthen sej. Jeg kan godt forså du har dine betænkligheder med at børnene sakl besøge dig, og se alle de syge mennesker. Vores børn vil vi kun det bedste, og vi vil skåne dem for alt der kan skræmme dem i denne verden. Det er bare en helt umulig mision. Men jeg tror og ved, at børn forstår mere end vi egentlig regner med. Det er med at forklare dem ting, på deres måde, i børnehøjde. Lad børnene besøge dig, og fortæl at de gerne må spørge alt det de har lyst til, om alt og alle og at du vil svare på det du kan. Så skal det nok gå. Min veninde, som døde for 3 år siden havde også 3 børn, som var i alderen med dine drenge, som de er nu. Og de besøgte hende på sygehuset de gange hun var indlagt. Og de forstod meget.
Du har oplevet så meget i dit unge liv, det er helt utroligt, og du klarer det som en sand verdens mester. Du elsker at skrive, så hvorfor ikke bruge din historie, og skrive en bog om dig, dit liv og dine oplevelser? Jeg er sikker på den ville hjælpe rigtig mange kvinder og mænd, som står i en situation som din. Og det er uanset alder.
Jeg håber ikke du får en alt for hård nat. Og krydser fingre for, at din kemo snart viser den ønskede virkning.

Kærlig hilsen og lykke kram
Marianne W. Schmuck